Der er to historier i denne bog. Krimihistorien som udspiller sig på siderne, og historien om hvordan bogen blev til – og jeg er ikke helt sikker på hvad for en af dem jeg synes bedst om.
Kugler i mosen er skrevet af mine gode venner Lene og Morten over et års tid hvor Morten var i udlandet, og hvor det adskilte kærestepar blandt andet holdt kontakt ved at skrive lange breve til hinanden. Med hvert brev fulgte også et kapitel i denne bog som de skiftevis skrev sammen i løbet af året. Da Lene og Morten så for nylig blev gift, forærede Lene Morten et fint trykt eksemplar af deres fælles krimi – og jeg fik lov at låne den.
Historien inde i bogen må siges at være stærkt inspireret af Dan Turéll. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er betjenten Skipper der bliver vækket en tidlig fredag morgen af sin chef, Svendsen. Skipper bliver sendt til Brønshøj på en vanskelig opgave der dog viser sig bl.a. at involvere en del øldrikkeri, billardspil og kontakt med politimesterens datter Ulla.
Nu er jeg generelt ikke specielt pjattet med krimier, men jeg kunne ikke lade være med at blive revet med af denne historie. Plottet er spændende og lidt snørklet, stemningen og Brønshøj-lokalkoloritten fylder meget på en dejlig måde, og der er mange lækre krimiklichéer der fik mig til at grine ret højt. Og så er det sjovt at hvert kapitel slutter med en metatekst der lægger op til næste kapitel – fx som her:
Hvor længe skal der spilles billard i denne her krimmi? Og gisp! hvem er nu det der befamler vor helt? Lene har svaret i næste uge. Følg med.
Alt i alt altså rigtig godt. Men hvis jeg nu partout skal fremhæve noget negativt (for om ikke andet at opretholde den bogblogs troværdighed), må det helt klart være at bogen ikke er skrevet færdig. Den slutter med en cliffhanger af et 26. kapitel der ikke besvarer nogen spørgsmål, men kun stiller nye – faktisk nåede de vist ikke engang frem til nogen kriminelle handlinger. De blev simpelt hen aldrig færdige med deres bog før Morten kom hjem, og det at Lene valgte at printe det hele ud, må jeg nok tage som et tegn på at de heller aldrig bliver det… desværre.
Øv, øv!
Er det ikke lidt unfair at anmelde en bog, som hverken er færdig eller kan købes af dine læsere?
Kan du ikke puffe lidt til de venner, for den lyder da anderledes på den gode måde.
Hehe, det kan du da have ret i. Jeg sender dem lige en mail med et link til din kommentar!
Jeg er helt enig med Dorte H her. Det kan man da ikke bare gøre ;o)
Jeg ved det er et scoop, og jeg er pænt stolt…
Mine damer og herrer: jeg kan nu præsentere selveste Kugler i mosen til fri download i dens fulde længde!
Dagens bedste & billigste bogtilbud!
Jeg har skyndt mig at gemme den straks, tak :D