Knut Hamsun: Redaktør Lynge (1893)

Et lille skridt på den meget lange vej til jeg har læst Knut Hamsuns samlede værker på norsk. Det plejer at være ret fedt når jeg beslutter at det er tid til endnu en Knut, men Redaktør Lynge er lidt i den kedelige ende.

Det er historien om en grundlæggende intrigant, infantil og intelligent redaktør af avisen Gazetten. Man følger redaktør Lynge gennem en tid, og i starten virker hans avis og hans projekt prisværdigt, men efterhånden viser det sig at avisen er en slags Ekstra Bladet, og at redaktøren lever efter devisen om at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Sideløbende med redaktørens historie hører man også om en familie i byen der på forskellige måder kommer i kontakt med redaktøren – og ikke mindst om datteren der kommer i kontakt med flere mænd. Her er der klassisk Hamsun med forelskede knudemænd:

Nu var endog hendes Røst blit lavere og hun saa Folk ugjærne i Ansigtet. Og allikevel, allikevel gik det Fløitespil gjennem ham naar han kom hende nær, og det trods hendes Skjødesløshed, hun hadde ikke engang sat sit Haar op.

Selv om de gode gamle kærlighedspinsler er fine som altid, og portrættet af redaktør Lynge tit er sjovt, hænger bogen ikke rigtig sammen, og det bliver ikke helt så sjovt, hjerteskærende eller skarpt som Hamsuns bøger ellers tit er.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.