Jeg kan lige så godt tilstå at jeg ikke ved præcis hvad titlen på denne bog betyder. Jeg har rådført mig med en herboende svensker der oplyser at det må være en slags skadedyr der angriber raps.

Det giver på en måde meget god mening. Det er historien om Albert og Henning – to brødre omkring de 70 der bor sammen på landet i Sverige et sted. De lever et stille og roligt liv uden fjernsyn og toilet, spiser simpelt og hjælper af og til den lokale godsejer som de tidligere har tjent hos.

Brødrene har den vane at spadsere rundt i udkanten af naboens rapsmark i en ring – mens de engang i mellem spytter lidt snus ud. En politihelikopter opdager korncirklen fra oven, og ufo-rygterne slipper ud. Lokalsamfundet er på den anden ende, brødrene er lidt flove og vil helst bare være i fred. Imens bliver deres barndomshjem bygget om til et behandlingshjem for kvinder fra byen med alkoholproblemer.

Det er ikke så fald-på-halen-agtigt som det lyder; mødet mellem de gamle mænd og samfundsudviklingen er ikke altid komisk, og de bliver sådan set ikke meget klogere i løbet af bogen. Jeg kunne bedst lide de lidt triste undertoner i bogen – især brødrenes grundlæggende uromantiske skæbne, det lidt kejtede spil mellem dem, deres mangel på lyst og evne til at forstå noget som helst – og deres stærkt tøjlede begejstring for al den action der pludselig omgiver dem.

Og så var det jo en fornøjelse at læse lidt svensk fra bøhlandet (trods det der med titlen). Jeg må lige citere lidt:

Albert lyfte vant på överläppen och förde in en rejäl pris snus. Han tryckte sedan till med handen som om han ville platta till och fördela snuset jämnt. Han sög ljudligt, slöt blicken och det var som en himmelsk frid belägrede honom.

Endelig er der noget meget fint ved det adstadige pensionisttempo. Det gik op for mig at jeg nærmest aldrig læser bøger der handler om gamle menneskers liv – der er tit en gammel fortæller, men så ser han eller hun altid tilbage på deres ungdom.