En fin og hurtigt læst lille bog. Det er en jeg-fortalt historie om den 15-årige autist Christopher – han er bange for gule og brune farver, menneskelig berøring og metaforer, til gengæld en han glad for matematik og køreplaner og den slags.

Og der er meget Christopher ikke rigtig forstår – også en del man som læser forstår hen over hovedet på ham. Den slags synes jeg let kan blive lidt kunstigt, men det er det egentlig ikke her. Der er sådan lidt Jonathan Safran Foer over det, og det er jo godt – faktisk så godt at jeg nu er i gang med at læse en anden Haddon-bog.