Jeg havde engang en ambition om at læse mindst én bog på fransk hvert år for at holde mine svigtende kundskaber ved lige. For tre-fire år siden gik det galt – jeg gik uigenkaldeligt i stå i Michel Houllebecqs La possibilité d’une ile, selv om jeg havde læst flere af hans andre bøger uden problemer. Her kan du se hvorfor jeg i hvert fald ikke gider prøve igen.

Men da jeg pakkede kufferten til en ferie i Frankrig, tog jeg mod til mig og lagde i stedet denne lille bog i bunken over ferielæsning. Jeg havde endda læst den før for en del år siden, så det var et sikkert valg.

Titlen betyder “Den første slurk øl – og andre små glæder”, og bogen er en samling af småtekster på to-tre sider om livets små glæder. Det lyder i mine ører tamt og unødvendigt, og det er det måske også, men det er også ret fint, hyggeligt og stemningsfuldt. Det tilskriver jeg dels at jeg læste det på fransk (så er jeg ret taknemmelig, så længe jeg nogenlunde forstår meningen), dels at Delerm er virkelig god til at skrive, så man på bare to sider kommer helt ind i en bestemt atmosfære.

Og så var det en fantastisk oplevelse at begynde på bogen – siddende i skyggen af store platantræer i en korsikansk havneby efter en cykeltur i bjergene, med en kold øl foran mig og Tour de France på udendørs storskærm. Jeg tillod mig at bladre lidt og starte med teksterne “La première gorgée de bière” og “Le Tour de France”.

Efter at have læst The Curious Incident of the Dog in the Night-Time havde jeg mod på mere Mark Haddon og fandt den her – som jeg også mente at have læst om på andre bogblogs.

Og den er altså ret god – faktisk minder den mig på mange måder om Jonathan Franzens virkelig fantastiske The Corrections (2001). Begge er en slags familiedramaer der skifter synsvinkel mellem familiens hovedpersoner – i denne er det altså faren, moren, sønnen og datteren. Hver har deres oplevelse af problemerne, og sammen giver de et billede af en familie med en masse problemer, både gamle og nye.

Jonathan Franzens bog er klart bedst – måske også fordi A Spot of Bother har en tendens til at blive lidt komisk på en lidt amerikansk-familie-komedie-agtig måde. Alting bliver værre og værre og lidt absurd, hvordan skal det dog gå, man vender siderne – og så ender det alt i alt, undskyld, lige lovlig lykkeligt.

Men den er nu stadig rigtig god – undervejs når man vidt omkring på de 500 sider, og man er med hele tiden. Mark Haddon skriver virkelig godt og doserer sproget helt rigtigt, så tingene aldrig bliver skåret for meget ud i pap. Og så er det bare en god jævn pageturner – hvilket passede mig fint, fordi jeg læste det meste af den i ventetid i fly og lufthavne. Jeg kommer helt sikkert til at læse mere Mark Haddon.

Denne bog kan jeg ikke anbefale. Jeg købte den ganske billigt på det sidste bogudsalg og fortryder det. Jeg kunne ellers så godt lide hans sidste. Men okay, den her stod under lyrik, og jeg tror nok man kalder det kortprosa. Lad os bare tage en af teksterne i sin helhed:

Så megen uro i kanten, hvordan fanden så ikke i midten. Brillerne dugger, han ånder gennem øjnene.

Enten er det dårligt, eller også forstår jeg det bare ikke.

En fin og hurtigt læst lille bog. Det er en jeg-fortalt historie om den 15-årige autist Christopher – han er bange for gule og brune farver, menneskelig berøring og metaforer, til gengæld en han glad for matematik og køreplaner og den slags.

Og der er meget Christopher ikke rigtig forstår – også en del man som læser forstår hen over hovedet på ham. Den slags synes jeg let kan blive lidt kunstigt, men det er det egentlig ikke her. Der er sådan lidt Jonathan Safran Foer over det, og det er jo godt – faktisk så godt at jeg nu er i gang med at læse en anden Haddon-bog.