Helt ny og frisk bog – og ret god, synes jeg. Nu kan min begejstring ikke leve op til den næsten ekstatisk overgivne anmeldelse Mikkel Bruun Zangenberg havde på forsiden af Politikens 2. sektion for et par uger siden, men bogen er altså værd at læse.

Og det siger jeg selv om jeg havde en lidt kvalmende oplevelse med den her i torsdags. Til frokost var der frikadeller på menuen i kantinen: jeg spiste tre store. Fem-seks timer senere sad jeg i toget med denne bog og læste med tiltagende ubehag om en kantinekok der gennemfører et fuldbyrdet samleje med en frikadellefars – en fars der næste dag bliver til frikadeller i kantinen.

Nå – ud over den lille episode handler bogen om en række personer på InWears lager på Amager i 1999. Her har de det allesammen ret dårligt på hver deres måde, og det beskriver Kristian Bang Foss meget fint ved at udpensle den enkeltes sociale, økonomiske, følelsesmæssige og fysiske pinsler fra en fortæller der ved det meste og tit blander sig en lille smule. Og det er jo ikke fordi det er opløftende, men jeg synes der er noget fint i hans beskrivelse af den relative elendighed – ikke mindst fordi det næsten hele vejen igennem er realistisk og alligevel nedslående.

Dette er den skotske forfatter James Kelmans debutbog som oprindeligt kun blev udgivet i USA i 1973, men som så blev genudgivet sidste år. Denne gang med et kort interview tilbage fra dengang og et helt nyt og ret langt efterord.

Novellerne er meget Kelman-agtige på den måde at det går stille og roligt, handler om folk der ikke har nogen penge og drikker for meget, og er overvejende skrevet på skotsk, altså stavet på skotsk. Ligesom i You Have to be Careful in the Land of the Free gør Kelman ikke så meget for at please læseren, og det virker fint, selv om historierne ikke virker så sikre og gennemførte som det han siden har skrevet.

Efterordet er lidt sjovt, i hvert fald hvis man i øvrigt har læst hans andre værker. Og så er der en utrolig indignation som ellers kun kommer implicit til udtryk i hans skønlitteratur.