Denne bog hører til dem, jeg længe har haft lidt dårlig samvittighed over ikke at have fået læst (tilbage er stadig bl.a. Knud Romers Den der blinker er bange for døden og Jonas T. Bengtssons Submarino), og jeg købte den helt tilbage i juli, endda på svensk i et begejstret øjeblik efter jeg lige havde læst Klas Östergren.

Og tit er det sådan med burde-bøgerne at når jeg endelig får dem læst, så er de faktisk ikke helt så gode som jeg efterhånden havde forestillet mig. Det samme med den her – den er absolut god og spændende, men nok også ret hurtigt glemt igen.

Det er en krimi, men der er flere sideforløb i den – kun én gåde, men to store mål for hovedpersonen, journalisten Mikael Blomkvist. Dels at opklare et meget mystisk mord begået tilbage i tresserne (efterforskning betalt af en aldrende erhvervsmand), dels at afsløre at en anden erhversguru ikke har helt rent mel i posen. Og så kommer der en ung og meget mærkelig kvinde ind fra siden, som heldigvis har mere ben i næsen end hende den tamme i The Da Vinci Code.

Apropos Dan Brown – der er altså passager der bliver lige lovlig krimi-corny – fx hvor hovedpersonen sidder med gamle fotoalbums og efterforsker mordet og finder noget banebrydende nyt: “Mikal vände blad og kände hur håren i nacken reste sig. Det var som om en kall vindpust dragit genom rummet.” Omvendt kan man sige at den bryder lidt med det klassiske ved at det spændingsmæssige klimaks kommer noget i retning af 150 sider før bogens slutning.

Kort sagt er den dog stadig klart værd at læse – jeg har netop været ude og rejse nogle dage, og den var faktisk så spændende at jeg kom til at læse den færdig allerede første dag inden jeg nåede frem til destinationen. Så har jeg været isoleret uden bøger i nogle dage, indtil jeg i formiddags fik købt Michael Frayns Spies i lufthavnen i Bukarest… pyh!