Efter at have læst den fantastiske Lolita var jeg selvfølgelig nødt til at få fat i noget mere af Vladimir Nabokov. Denne er ikke lige så god, men stadig værd at læse.

Den handler om professor Timofey Pnin – en russer i USA. Han er en latterlig person; ser fjollet ud, taler elendigt engelsk og har ikke rigtig kontrol over sine bevægelser. Et tyndt udgangspunkt for en bog, kunne man mene, men den bliver reddet af at Nabokov skriver så skarpt og medfølende om ham.

For ikke så længe siden skrev jeg at det er tarveligt og ikke særlig prisværdigt når forfattere skaber fiktive personer og så driller dem. Det er ret meget det Nabokov gør ved Pnin, og jeg har tænkt lidt over hvorfor det er mere i orden end når Olav Hergel gør det.

Jeg er kommet frem til at det måske hænger sammen med at der er en del selvironi i karakteristikken – Nabokov var jo selv akademiker og russer i USA – og så det at man alligevel også får lidt ondt af Pnin. Men altså: heldigvis ikke mere end at man stadig kan grine hånligt af den kejtede hovedperson.