Denne bog består af tre korte romaner, og hver af dem er en slags portræt af en bemærkelsesværdig fiktiv personlighed. Tanken er fin nok, Klas Östergren skriver virkelig udmærket og professionelt, men jeg synes ikke helt det kommer ud over det lidt ordinære og acceptable. De to første portrætter har karakter af den slags historier som er virkelig underholdende at fortælle eller høre om virkelige mennesker – men de er hverken vilde nok eller fedt nok skrevet til at det rigtig kan bære at blive til en bog, synes jeg.

Det sidste portræt har dog det der skal til – det er historien om fortællerens forfatterkollega der får til opgave at drage ud i en lille by og beskrive en helt almindelig familie. Og familien er virkelig fuldstændig urimeligt almindelig. Jeg synes beskrivelsen af hans første besøg hos familien er vildt underholdende – alt lyder fuldstændig som noget man kender: møblerne, replikkerne og middagsritualerne. Og den gæstende forfatter bliver selvfølgelig vanvittig over ikke at finde nogen dybereliggende konflikt, nogen skjulte sandheder eller hemmelige motiver – denne familie er bare så straight og sympatisk at det bliver hans største udfordring nogensinde.

Og så læste jeg i øvrigt bogen på svensk – indkøbt i et kækt øjeblik i Malmø for nogle måneder siden. Ikke siden gymnasiets tvungne Strindberg havde jeg læst skønlitteratur på svensk. Men nu vovede jeg altså halsen, og det gik fint. Faktisk så fint at jeg i forgårs på et kort besøg i Sverige købte Män som hatar kvinnor!