Don DeLillo har skrevet en 11. september-roman; det lyder monumentalt, men det er det ikke. Faktisk er det en underligt fin og spinkel roman.

Måske er det fordi DeLillo oven på kæmpeværket Underworld (1997) ikke rigtig har været klar på endnu en mastodont. Eller også syntes han at han havde sagt hvad han ville sige om terrorisme i Mao II (1991) – som Bibliopaten skrev om for nylig. Eller også er det bare en erkendelse af at det måske er for tidligt at sætte det store litterære punktum i historien om 11. september.

Falling Man lægger sig et sted mellem de vist nok bare to andre 11. september-romaner jeg har læst. I Jonathan Safran Foers Extremely Loud and Incredibly Close (2005) bliver ulykken udgangspunktet for et både sprudlende, trist, muntert og Paul Auster-fantastisk eventyr gennem byen. Nærmest det modsatte sker i Jay McInerneys The Good Life (2006) hvor bogens hovedpersoner benytter lejligheden til at kaste sig ud i lidt semi-dramatisk utroskab, men skuffes hemmeligt over at det alt for hurtigt bliver hverdag – og der ikke er nogen undskyldning længere (læs evt. min lille anmeldelse af den).

I Don DeLillos udgave af livet efter 11. september er det også almindelige mennesker og deres lidt banale problemer der er i centrum. Keith befinder sig i det ene tårn, men slipper ud og overlever. Han vender tilbage til sin kone Lianne og sønnen Justin, men ligesom i The Good Life bliver ulykken udgangspunkt for at Keith indleder en affære med en kvinde der ligesom ham lige akkurat overlevede angrebet. Keith og Liannes forhold udgør historiens midterakse og er sigende nok klinisk renset for alt der har med terrorangrebet at gøre.

Men ikke desto mindre ligger det tit i kanten af fortællingen og trænger sig på. Imens forældrene prøver at få deres liv til at fungere, kigger Justin og hans legekammerater i smug op mod himlen efter Bill Lawton (Bin Laden). Og Liannes mor har en elsker der måske, måske ikke, deltog i Rote Armee Fraktions aktiviteter i halvfjerdserne – før der var noget der hed krigen mod terror. Et par gange skifter romanen helt synsvinkel over til en ung muslim der hjælper Mohammed Atta med at forberede og gennemføre angrebet. Tilbage i New York kommer Lianne til at slå en kvinde der insisterer på at høre arabisk musik i sin lejlighed. Og senere gør Keith hvad han kan for at undgå kontakt med den eneste anden overlevende fra hans gamle pokergruppe. Og Lianne støder flere gange på kunstneren falling man der lader sig selv hænge ud fra bygninger, broer og over togbaner i en positur akkurat magen til manden på dette berømte billede (et billede der i øvrigt spiller en central rolle i Foers roman – og også var udgangspunktet for et tv-program der næsten fik mig til at græde).

Men selve dramaet ligger som sagt ikke i terroren – det er bare en ramme om historien. Alt fyldet er nærmest ren og klassisk Don DeLillo – hvilket i min verden er litteratur når det er allerbedst. Dialogerne har på én gang en kompakt indforståethed og en troværdig redundans. Og trods det potentielt højtidelige emne lader han sig ikke lokke til at blæse det op til følelser det ikke kan bære. Don DeLillo er en fantastisk forfatter – jeg har læst alle hans (atten) bøger, og denne hører til blandt de bedre!

I øvrigt har Martin Johs. Møller fundet dette klip hvor man kan høre selveste Don læse op af bogen.