Ja, nu ødelægger jeg lidt konceptet med min bogblog, for det her er jo ikke en bog. Men jeg er bare så begejstret for det nye nummer af RetorikMagasinet at jeg er nødt til at skrive om det.
Jeg har selv har været med i redaktionen indtil det sidste nummer, og man er altid lidt bekymret når man forlader den slags; der er naturligvis ingen der gør det så godt som én selv. Men den bekymring er så forsvundet efter jeg har læst RetorikMagasinet nr. 63!
Tophistorien er et Clement Kjersgaard-interview som har fået den meget rammende titel “Jeg afbryder når jeg keder mig”. Kjersgaard argumenterer selvfedt, men godt og levende for at han har ret til at afbryde sine gæster, skære ind til benet og gøre dem usikre. Jeg citerer lige:
Jeg kan høre hver eneste gang en interviewperson begynder på en indstuderet lektie, simpelt hen fordi jeg i forberedelsen har gennemlæst og gennemset alt relevant materiale. Så snart det sker – eller så snart vedkommende viger uden om det spørgsmål jeg har stillet, er det ikke bare i orden at afbryde: det er påbudt.
Interviewerne afbryder tydeligvis ikke Kjersgaard. Min første tanke var at det er lidt sjovt at de ligesom ignorerer hans opfordringer og slet ikke udfordrer ham, afbryder ham eller gør ham usikker, men bare ydmygt og imponeret holder diktafonen hen foran hans store læber og tapper hans visdom. Men omvendt er det også en endnu finere måde at modsige ham: at vise at der kan komme et supergodt interview ud af høfligt og velvilligt mikrofonholderi.
Andre highlights er den mere retorik-fagnørdede artikel om musisk kommunikation af retorikeren og dirigenten Peter Ettrup Larsen – den har Katrine allerede rost til skyerne.
Så har redaktionen eksperimenteret med genrerne ved at lave en dobbeltanmeldelse – ikke én anmeldelse af to bøger, men to anmeldelser af én bog. Bogen handler om formidling af juridiske tekster og anmeldes således af en jurist og en retoriker. Juristens artikel er intetsigende og ikke særlig velskrevet, men det formår ikke rigtig at slå skår i min glæde over den rigtig fine idé: at tredoble anmeldelsens troværdighed ved at lade fagsammenblandingen i bogen afspejles i anmeldelsen.
Endelig vil jeg også fremhæve en traditionel dobbeltanmeldelse af to tyske bøger der specifikt skal træne kvinder i veltalenhed. På flere planer ikke en anmeldelse der henvender sig til mig, og alligevel i den grad værd at læse: velskrevet og velargumenteret, oprigtig og en lille smule spydig. Det siger vel noget om kvaliteten når det er en fornøjelse at læse anmeldelser af bøger man aldrig kunne finde på at læse?