Jeg havde ret høje forventninger til denne bog, og alligevel blev jeg virkelig positivt overrasket. Tidligere har jeg bare læst nogle få noveller af Vladimir Nabokov, og jeg har længe haft Lolita stående på reolen – men nu har jeg altså læst den, og hurra for det!

Bogen handler om en pæn, lærd og pædofil europæer – Humbert Humbert – og hans forhold til den 12-årige amerikanske Dolores Haze (Lolita). Han gifter sig med pigens mor for at være tæt på Lolita; moderen dør ved et uheld, og Humbert udnytter Lolita i løbet af en meget lang biltur gennem USA.

Og så skynder jeg mig ellers at citere for at vise hvorfor den er så god. Her har Humbert Humbert netop gengivet Lolitas klasseliste i sin fulde længde og henrykkes tydeligt over at finde sin elskedes navn midt i det hele:

A poem, a poem forsooth! So strange and sweet was it to discover this “Haze, Dolores” (she!) in its special bower of names, with its bodyguard of roses – a fairy princess between her two maids of honor. I am trying to analyze the spine-thrill of delight it gives me, this name among all those others. What is it that excites me almost to tears (hot, opalescent, thick tears that poets and lovers shed)? What is it?

Citatet viser to ting der går igen i hele bogen. For det første: hans barnlige, overgivne, smukke og ægte forelskelse i pigebarnet. Det er virkelig uden ironi når han i sin højstemte glæde bliver lykkelig over bare det at læse hendes navn.

Og netop dét står i så skarp kontrast til den anden ting: den giftige, giftige lille parentes. For hans kærlighed er ikke platonisk, og vi kommer ikke uden om at Humbert forbryder sig mod et barn, med overlæg og over et langt stykke tid. Og det endda uden egentlig at bekymre sig om at hun lider under det.

Bogen bæres i høj grad oppe af den sympati og antipati man føler for Humbert. Men ikke nok med det: noget lignende gælder faktisk også Lolita. For hun er ikke bare et uskyldigt offer, hun er mildest talt en irriterende møgunge. Hun er ekstremt bevidst om hvordan hun virker på Humbert Humbert og udnytter det i den grad; hun sælger sine seksuelle ydelser til ham for gaver, slik og penge, hun ydmyger ham og latterliggør ham, og hun fungerer på mange måder som den kalkulerende skurk. Som altså stadig er den der bliver misbrugt.

På den måde udfordrer Lolita i den grad de ellers uundgåelige og forudsigelige tanker om godt og ondt. Sympatien ligger alt andet lige hos offeret, men det at gøre billedet mere broget end helt sort og hvidt er sgu da imponerende når temaet er pædofili (det lykkes dog også fint i denne film).

Og jeg er ikke færdig med at klappe i hænderne, for halvdelen af fornøjelsen er bogens stil. Den skal forestille at være Humbert Humberts erindringer skrevet i fængslet, og det er en klassisk faldgrube – når romaner udgøres af tænkte dagbøger eller memoirer – at det bliver dybt utroværdigt. Hvem i himlens navn gengiver lange dialoger og naturbeskrivelser i deres dagbøger?

Det løser Nabokov meget imponerende ved at gøre Humbert til denne meget lærde, sentimentale og superreflekterede mand. I det ene øjeblik er han højstemt som i citatet ovenfor, i det næste gør han nar af sig selv og sin måde at skrive på. Han griber sig selv i de klassiske litterære klichéer og vaccinerer effektivt med små spydige kommentarer, som her på beretningens allerførste side:

I was born in 1910, in Paris. My father was a gentle, easy-going person, a salad of racial genes: a Swiss citizen, of mixed French and Austrian descent, with a dash of the Danube in his veins. I am going to pass around in a minute som lovely, glossy-blue picture-postcards.

Efter bare et par linjer om sit blandede europæiske ophav opdager han den tykke selvbiografiske stil og skynder sig ironiserende at punktere det ved at hente en bemærkning fra en typisk foredragssituation, selv om han jo åbenlyst og eksplicit sidder og skriver. Og endnu sjovere er det faktisk når han af og til i løbet af bogen spidder bogens forbipasserende persongalleri: kun Lolita går fri.