“Er den god”, spurgte jeg en ven da han havde læst Hundehoved. Og det uudtalte ‘men’ i hans svar sagde næsten det hele: “Ja… altså, det er sådan en slægtsroman.” Og den er god. Men det er altså også en slægtsroman, hvilket har noget lidt gammeldags og kedeligt-opbyggeligt over sig inde i mit hoved.

Når jeg alligevel absolut ville læse den, var det fordi få bøger er blevet skamrost så bredt inden for de seneste år. Når Lars Bukdahl faldt på halen over en slægtsroman, måtte den være noget særligt.

Og det er den nok også. Jeg har i det hele taget ikke læst så mange slægtsromaner – den sidste var vel Peter Høegs Forestilling om det tyvende århundrede (1988) som jeg på en del års afstand husker som noget i samme stil.

Jeg tror især det er Morten Ramslands sentimentale og alligevel nådesløse forhold til sine egne hovedpersoner der gør bogen ekstraordinær. Et eksempel er fortællerens farfar Askild der som ung mand under besættelsen bliver ret rig af at smugle og stjæle fra tyskerne, men bliver fanget og deporteret. Efter flere års overlevelse i kz-lejre brækker han et ben da han er på vej hjem i en Røde Kors-bus. Og så ankommer bussen til Danmark:

Askild, hvis ene ben nu var forbundet med stof- og gazestykker, åbnede et vindue og fik stukket en rose i hånden af en pige, som insisterede på at kysse hans kind. “Til alle vores helte,” hviskede hun, mens hun tog hans hånd.

Det er denne slags sørgelige ironi – som i øvrigt minder mig meget om den man finder i Kurt Vonneguts berømte Slaughterhouse-Five (1969) – der formår at gøre en slægtsroman interessant. Askild er i det hele taget en meget slet person, og alligevel viser fortællingen tydeligt hvordan han på godt og ondt (mest ondt) spiller en afgørende rolle i hele familien.

Morten Ramsland afholder sig (heldigvis) fra at knytte alt for tunge forbindelser og drage alt for passende paralleller inden for sit persongalleri. Karaktererne er gode og onde og sjove og kedelige, og det får de lov til at være hver for sig uden alt for meget udenomssnak. Deres historier er nok til at gøre bogen meget læseværdig.

Og så får sådan en slægtsoman mig i øvrigt til at tænke på min egen familie. Har der virkelig været lige så meget drama, druk og hor? Måske ikke helt. Men alligevel: min jødiske morfar der under krigen flygtede til Sverige i en jolle med Niels Bohr, min fars opdragelse på det flade Lolland, de forliste ægteskaber rundt omkring i familien, et enkelt selvmord. Måske man kunne hyre Morten Ramsland til at skrive en roman mere over min slægt?