Så kom jeg også igennem Auricula – i en kort periode var den ellers tæt på at blive overgået af samme skæbne som Thomas Pynchons Mason & Dixon, Michel Houllebecqs La Possibilité d’une île og Peer Hultbergs Requiem. Det vil ikke sige at blive stillet tilbage på hylden, nej nej da, men bare at blive gemt til bedre tider (realistisk kommer jeg kun til at åbne den sidste igen). 

Nå, det er nu ikke fordi Auricula ikke er en ret fantastisk bog. Første gang jeg læste i den, blev jeg oprigtigt optimistisk på hele litteraturens vegne! Bogen starter med at berette om den store stilhed: et ganske kort øjeblik 7. september 1915 klokken 16:09:

På dette tidspunkt var der, i løbet af det følgende sekund, dødstille i Europa. Alle europæiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig. Et tåbeligt vindstille påbød for et øjeblik alt europæisk løv tavshed og mange skridt indledtes men ingen fuldbyrdedes.

 

I netop det sekund undfangedes en lang række ører omkring i Europa; ethvert seksuelt mandligt klimaks i dét øjeblik, som endte i en graviditet, udløste også et ekstra, fritgående øre som blev født sammen med barnet. Disse ører hoppede væk fra fødselssengene, stimlede sammen og rejste rundt i Europa – og det er den historie Per Højholt fortæller i Auricula. 

Hele ideen er så langt ude at projektet er åbenlyst prisværdigt. Samtidig vinder bogen stort på sin sproglige stil; den er forfattet i en altid formel tone der kun understreger det absurde i de hoppende, mimende og masturberende ører. Desuden kan jeg ikke komme på nogen dansker der ikke burde misunde Per Højholt hans ordforråd: fagsprog, daglig tale, fremmedord og gamle danske vendinger blandes sammen og står for mig som et lysende eksempel på hvor mange ord man stadig har til gode at lære at bruge selv. Et ordentligt citat er vist på sin plads:

Af den retinale kunst, heri indbefattet hans egen fordums palet, fremstillede Protagonisten et dekokt så summarisk, at det henfaldt som farveprøver, en dydsiret skala fra gråt til gult, fæstet til lærredet med en solid messingbolt. Denne distinkte og afmægtige fanfare, hvormed maleriet i Protagonistens egenrådige eksercits artigt nejer for sin syllogisme, det suprematiske sorte kvadrat hvormed Malevitj introducerer økonomien som kunstens femte dimension, denne fanfare opretter fra billedets øverste venstre hjørne sin gudsforladte kromatik skråt ind mod billedets midte, hvor en revne gaber i uovertruffen trompe l’oeil, blandt malerlærlinge bagtalt som øjenfisse, rimpet sammen og holdt fast af tre veritable sikkerhedsnåle.

 

Her skriver han om kunst, men han tøver altså heller ikke når det handler om musik, fysik, litteratur, historie eller filosofi. Og alle disse ting – og utroligt meget mere – kommer han ind på når han følger ørernes færden rundt i Europa og skriver dem ind i historien, så de lever tæt på Kafka, Satie, Einstein, Duchamp og mange andre. 

Ros er der nok af. Og alligevel var den så svær at komme igennem. Sproget gør sit – men det hænger mere sammen med den (bevidste, selvfølgelig) mangel på egentlig handling. Der er intet drive i bogen, ingen spændingskurve overhovedet. Sådan er bogen, og sådan skal den helt bestemt også være – jeg beundrer virkelig værket – men trist nok at det skal være så tungt at læse. 

I den forstand minder Auricula mig om James Kelmans Translated Accounts (2001) – en bog som jeg tilsvarende synes er et stort kunstværk, men som det tog mig en evighed at få læst – og som jeg på en måde med tiden mere læste af pligt end af lyst. Translated Accounts er en samling tekster der uden videre forklaring vist skal forestille fundne dokumenter efter en krig. Teksterne er skrevet på dårligt engelsk, har næsten ingen indbyrdes sammenhæng og er på sine steder skadet, dvs. der er indsat tilfældige tegn over flere sider der afbryder handlingen. Den smule mening man kan læse ud af det hele er forstemmende, uhyggelig og uforståelig – og i den forstand en vellykket formidling af krigen. 

Men alligevel sad jeg efter Kelmans underlige bog tilbage med spørgsmålet om det var det værd – nok var det en litterær oplevelse, men jeg skulle virkelig også kæmpe for den! Set i sådan et yde-nyde-perspektiv – ville det så være bedre at læse Dan Brown? (Det får mig i øvrigt – vist lidt off-topic – til at tænke på denne stribe – se også resten Christoffer Zielers fantastiske Maltes Spalte.) 

Nå, for lige at opsummere: Per Højholts bog var altså dét værd… men nu skal jeg altså læse noget lidt lettere.