Denne bog købte jeg naturligvis primært på grund af titlen. Men nok også lidt fordi jeg tidligere har læst nogle essays af Orwell som var ret gode – og fordi hans mest kendte bog, Nineteen Eighty-Four (1949), trods evig eksponering virkelig er fremragende.

Desværre blev jeg lidt skuffet – og er endda selv ude om det. Jeg var nok bare i humør til at læse noget stille og roligt med et par gode historier eller hvad ved jeg – og flere af de ret lange essays i den ellers ganske lille bog var ret tunge i det. Fx følte jeg virkelig jeg gik glip af en masse i “Notes on Nationalism”: en rimelig omfattende karakteristik af nationalisme i alle sine former og som noget fundamentalt andet end patriotisme.

Mine øjne gled hen over bogstaverne, og kun sjældent var der noget der rigtig fangede min opmærksomhed. Ét af stederne var dog hvor Orwell giver fem eksempler på sandheder som forskellige typer nationalister aldrig kan erkende. Irske nationalister ville således aldrig acceptere det faktum at Irland kun kunne være uafhængigt under britisk beskyttelse – og trotskister kunne umuligt indse at Stalins styre var støttet af det russiske folk. Det mindede mig om Pierre Bourdieus lidt sjove begreb méconnaissance som Henrik Dahl oversætter til systematisk fejlindsigt i egen praksis: altså det at man pure nægter at acceptere fakta som er grundlæggende og afgørende for ens egen situation.

Et andet eksempel på noget der – trods alt – fangede min interesse, er egentlig bare et løsrevet citat om nationalisme:

There is no crime, absolutely none, that cannot be condoned when ‘our’ side commits it. Even if one does not deny that the crime has happened, even if one knows that it is exactly the same crime as one has condemned in some other case, even if one admits in an intellectual sense that it is unjustified – still one cannot feel that it is wrong. Loyalty is involved, and so pity ceases to function.

I en tid med hemmelige fangeoverførsler, amerikanske torturfængsler i Mellemøsten og ringere og ringere pressefrihed i USA virker citatet pludselig meget aktuelt. Om det så betyder at amerikanerne er nationalister – og hvad det i så fald vil sige – ville jeg måske vide hvis jeg havde læst bogen ordentligt.

Selve det essay som gav navn til bogen, fylder kun tre sider – og er virkelig hverken mere eller andet end det udgiver sig for at være.