Nej, jeg har ikke været en hel måned om at læse denne bogs 110 sider. Den var bare et afbræk fra Per Højholts voldsomt tunge og lange Auricula som jeg allerede er vendt tilbage til. For ligesom Christoffer er jeg virkelig ikke meget for at opgive bøger helt.

Jeg kan slet ikke huske at have set anmeldelser af Borgerligt tusmørke, selv om den er udkommet i år og åbenbart er blevet rost meget. Så når jeg købte den, hænger det primært sammen med en studiekammerats uforbeholdne anbefaling af denne lille bog – og i mindre grad sammen med at min far erklærede at den ikke var noget særligt.

Nå, jeg synes nu den er noget særligt. Bogens gennemgående idé er at beskrive en gade (Dantes Allé) og en boligblok (Mosehøj), husstand for husstand. Det er meget kort – læs fx et uddrag her. Simon Fruelund gør selvsagt ikke noget forsøg på at levere en udtømmende beskrivelse af hver familie på 20-30 linjer, men han går heller ikke i den modsatte grøft og bliver påfaldende poetisk-irriterende.

Stilen er generelt refererende, men Fruelund bruger også det jeg har lært hedder dækket tanke, det vil sige at der står noget som mere eller mindre åbenlyst ikke er fortællerens ord, men snarere en af personernes. Et eksempel:

Han træner de lokale håndboldpiger, og i år tror han på at de vinder. Hans datter står på mål. Han skal passe på ikke at råbe for meget ad hende.

Det er som om manden selv siger det, men samtidig skinner det igennem at han siger det på baggrund af en snak med datteren eller måske konen. Den slags er bogen fuld af, og det synes jeg virker meget fint. Desuden falder forfatteren heller ikke i og bliver Piet Hein-gruk-aforisme-klog. Det ligger lige for at fylde den korte form ud med små afrundede fyndigheder – og det holder Simon Fruelund sig heldigvis (næsten altid) for god til.

Jeg har lyst til at citere mere for at forklare hvad jeg godt kan lide ved bogen, men jeg kan ikke vælge noget ud der yder hele bogen retfærdighed – ligesom citatet ovenfor ikke i sig selv er fantastisk. Og det er måske en anden pointe: sammen bliver de små beskrivelser til meget mere end de er enkeltvis.

For det første er der nogle små og lidt sjove henvisninger mellem afsnittene – der bliver refereret til dem ovre i nummer det og det, og af og til dukker der overraskelser op på den måde.

Men for det andet, og måske lige så vigtigt: jeg synes der er noget fint ved at kigge ind i alle husene og få det personlige (jf. dækket tanke osv.) blik på hvad der er vigtigt i deres liv. Tanken om at alle de mennesker man møder i løbet af en dag, hver især har et liv der er lige så stort og svært og sjovt som ens eget, det er næsten uoverskueligt! Og det bliver det også lidt når man får sådan et lillebitte kondenseret kig ind i alle husene.

Skrifttypen er så et kapitel for sig. Da jeg bladrede i bogen nede i boghandlen på hjørnet var jeg lige ved at lægge den fra mig da jeg opdagede at den er skrevet med åndssvage, åndsvage Times New Roman. Skriften som bliver brugt af alle, lige fra syvendeklasses skoleelever til adskillige danske ministerier. Nå, jeg købte den alligevel og fandt hjemme til min store overraskelse ud af at der i starten står “Bogen er sat med MT Dante”. Det er den jo ikke! (Selv om tanken er elegant nok, eftersom bogen især handler om Dantes Allé.)

Men så alligevel. Overskrifterne er vist skrevet med Dante. Og når noget står i kursiv, er det ikke Times New Roman-kursiv, men Dante-kursiv. Det er ret mystisk, og jeg ringede i fredags til forlaget for at spørge hvad meningen var – den rette person er der først på sin plads i morgen – hvor jeg selvfølgelig vil prøve igen. Med andre ord: opdatering følger! Læs bogen mens du venter.

Update 30. oktober: I dag fik jeg fat i forlaget som først benægtede og derefter sendte mig videre til grafikeren – som med tilsvarende høflig skepsis afviste at bogen skulle være sat med noget som helst andet end MT Dante. Døm selv – herunder først et foto fra bogen side 44, derefter samme tekst skrevet med Times New Roman, og til med MT Dante. Bemærk bl.a. forskellene i e’ernes spidser, det nederste af maven på p’erne og krøllen på det lille g.

Denne bog købte jeg naturligvis primært på grund af titlen. Men nok også lidt fordi jeg tidligere har læst nogle essays af Orwell som var ret gode – og fordi hans mest kendte bog, Nineteen Eighty-Four (1949), trods evig eksponering virkelig er fremragende.

Desværre blev jeg lidt skuffet – og er endda selv ude om det. Jeg var nok bare i humør til at læse noget stille og roligt med et par gode historier eller hvad ved jeg – og flere af de ret lange essays i den ellers ganske lille bog var ret tunge i det. Fx følte jeg virkelig jeg gik glip af en masse i “Notes on Nationalism”: en rimelig omfattende karakteristik af nationalisme i alle sine former og som noget fundamentalt andet end patriotisme.

Mine øjne gled hen over bogstaverne, og kun sjældent var der noget der rigtig fangede min opmærksomhed. Ét af stederne var dog hvor Orwell giver fem eksempler på sandheder som forskellige typer nationalister aldrig kan erkende. Irske nationalister ville således aldrig acceptere det faktum at Irland kun kunne være uafhængigt under britisk beskyttelse – og trotskister kunne umuligt indse at Stalins styre var støttet af det russiske folk. Det mindede mig om Pierre Bourdieus lidt sjove begreb méconnaissance som Henrik Dahl oversætter til systematisk fejlindsigt i egen praksis: altså det at man pure nægter at acceptere fakta som er grundlæggende og afgørende for ens egen situation.

Et andet eksempel på noget der – trods alt – fangede min interesse, er egentlig bare et løsrevet citat om nationalisme:

There is no crime, absolutely none, that cannot be condoned when ‘our’ side commits it. Even if one does not deny that the crime has happened, even if one knows that it is exactly the same crime as one has condemned in some other case, even if one admits in an intellectual sense that it is unjustified – still one cannot feel that it is wrong. Loyalty is involved, and so pity ceases to function.

I en tid med hemmelige fangeoverførsler, amerikanske torturfængsler i Mellemøsten og ringere og ringere pressefrihed i USA virker citatet pludselig meget aktuelt. Om det så betyder at amerikanerne er nationalister – og hvad det i så fald vil sige – ville jeg måske vide hvis jeg havde læst bogen ordentligt.

Selve det essay som gav navn til bogen, fylder kun tre sider – og er virkelig hverken mere eller andet end det udgiver sig for at være.