En roman om livet ved Limfjorden i bronzealderen. Det lyder som noget lidt klogt og eftertænksomt med en masse stillestående naturbeskrivelser, men jeg skal da love for at det er det mest actionprægede jeg har læst i årevis! Fuld hammer på krig, vold, blod, magt, sex og overtroiske ritualer.

Hovedpersonen er Raudon – en ung mand der vender hjem til sin familie ved Limfjorden efter at være vokset op sydpå. Hans far er nemlig ved at være for gammel til at være høvding, og Raudon skal overtage efter ham. Men så let er det selvfølgelig ikke; han forelsker sig i en enke på vejen, finder ud af at han skal dele magten med sin tvillingebror og bekymrer sig om sin fosterfamilie sydpå der trues af sultne naboer der kommer endnu længere sydfra. Samtidig er alle underlagt en masse benspænd fordi man tror fuldt og fast på at der skal ofres en masse bronze for at solen bliver ved med at stå op, men man får mindre og mindre bronze sydfra.

Så altså et plot der rummer alle de klassiske elementer, bare i en lidt usædvanlig setting. Bogen er godt skrevet, formentlig langt fra tro mod den historiske virkelighed, men spændende, medrivende og med et dejligt svulstigt sprog som stadig er ganske let at læse. Fremragende læseoplevelse!

Skal vi lige tage et citat med lidt smæk på som afslutning?

På tredjedagen kom et lig drivende mod dem. Hun måtte have ligget på bunden, indtil hun var svulmet så meget op, at hun begyndte at stige og drive med strømmen. Hun drev på ryggen med håret bølgende i vandet, huden hvid og opløst. En krage sad og hakkede i hende, lettede, da de kom nærmere. Maven og ansigtet og hænderne lå i overfladen, resten af hende hvilede nede i vandet. Hun var på vej mod havet, og hun var den første af flere, de så. Drivende i vandskorpen, opsvulmede, med sår, der var vasket rene for blod, lilla kød i gabende revner, hvid og lyserød hud i trevler, spidse knoglestumper, der stak ud fra afhuggede lemmer, tomme, udædte øjenhuler, kroppe lemlæstede af våben og af dyr. En ålehale vejrede fra et underliv, et lig blev i en hvirvel trukket ned i dybet af en gigantisk malle, men mundfulden var for stor, og liget kom op til overfladen igen. De døde havde drevet længe, var mørnede i vandet og lette at bide lunser af.

Bon appetit og god læselyst!