Link

Katrine Marie Guldager: Endnu en dag i Guds skaberværk (2023)

Katrine Marie Guldager: Endnu en dag i Guds skaberværk 2023Jeg blev syg og kunne ikke overskue noget. Andet end måske lige at høre en lydbog – så det gjorde jeg. Endnu en dag i Guds skaberværk tager 2 timer og 24 minutter og er glimrende indtalt af Iben Hjejle.

Bogen er vist nok den tredje af Katrine Marie Guldagers bøger om vrede kvinder. Jeg var glad for Birgithe med th og også for denne, selv om (eller fordi) de nu ikke har så voldsomt meget til fælles som man kunne tro. Denne bog handler om Lotte – udtalt på Iben Hjejles mest Kim Larsen-agtige københavnske – som er nyligt fyret socialrådgiver. Bogen starter med at hun vågner dagen efter af have mødtes med sin ekskæreste Michael over lidt for mange øl, og som senere samme dag viser sig at være død.

Så står Lotte der – med en eks der var hendes eneste ene og som nu er død, vist nok på grund af vold, med Michaels nittenårige søn der pludselig har brug for hende, med en nabo der gerne vil have Lotte til at passe hendes tre børn, med en kat der ved Gud hedder Pussy, og med en sagsbehandler der gerne vil have Lotte til at dukke op på et CV-kursus.

Man bliver træt ved tanken, men Lotte tager på en aller anden måde kampen op med det hele, måske lidt ligesom Birgithe i forgængeren. Hun er sørme ikke fejlfri, og det er en af grundene til at bogen bare er rigtig god!