Jeg var ret begejstret for Stræk tiden – Victor Boy Lindholms lille bog om at cykle, og derfor var det et sjovt tilfælde at jeg kort efter fik hans digtsamling Jeg slæber lungerne som en vægt om samme emne.

Men måske illustrerer det meget godt at jeg er mere til prosa end poesi. Digtene strækker sig vist over tre sæsoner – fra efterår til forår – hvorigennem fortælleren er rimelig ked af det og håndterer det ved at cykle og cykle og cykle. Mens han cykler, ser han på træerne og indfaldsvejene og prøver at glemme hvor nedtrykt han er.

Noget af det fungerer fint for mig – jeg kan eksempelvis ret godt lide sådan et lille digt her:

det lille håb
når jeg passerer sneppestien
på årets korteste dag
og næsten ikke kan indeholde mere
mørke

Men andre gange er det lidt gentagelser af at der er småkoldt og mørkt og at han slæber lungerne som en vægt. Vi kommer ikke nærmere hvad han er så ked af, og det ved man jo heller ikke altid selv, men måske kan temaet bare ikke bære en hel digtsamling.