Denne bog handler om noget så brutalt som fortællerens far selvmord. Fortælleren er, så vidt jeg kan forstå, nogenlunde 1:1 den samme som forfatteren der var fem år gammel da hans far tog sit eget liv.

Det er en lidt speciel præmis for at mene noget om sådan en bog, for det ville fremstå lidt følelseskoldt hvis man tillod sig at mene at den var kedelig, dårligt skrevet eller noget i den retning. Det er den nu heller ikke, men jeg synes den var tung at komme igennem.

For det første er den lang. For det andet er den selvfølgelig langt hen ad vejen virkelig sørgelig. For det tredje er den formæssigt ikke særlig let tilgængelig. Den skifter mellem forskellige måder at skrive på – små fragmenter, afsnit med versaler, et væld af distancerende anførselstegn, grå tekstbokse og abrupte afsnits- og sideskift. I starten ledte jeg efter en særlig mening med det hele, men med tiden gled det over i bare at virke som en måde at få virkelig svært stof ned på skrift.

På bogens bagside fremgår det at den blandt andet handler om giftig maskulinitet. Det er måske der jeg synes den er bedst – i portrætterne af de mænd som fulgte efter den afdøde far som deres mors kærester. Den ene er et forfærdeligt og afstumpet menneske, den anden bare lidt et røvhul, men begge med en kønsopfattelse der strider noget mod fortællerens gryende bevidsthed om sin egen homoseksualitet. Deres trælse måde at være på er hjerteskærende troværdigt beskrevet – især fordi det er set gennem det sårede og skræmte barns øjne.

Og så føler jeg mig i øvrigt skrækkelig gammel, fordi jeg har nået en alder hvor mine refleksioner over bogen ikke går i retning af min far, men mere på mine sønner og hvilket billede af at være mand eller dreng jeg er med til at skabe.

Kort sagt – tung, vild, svær og smuk bog. Og i øvrigt Glenn Bechs debut. Spændt på hvilken retning hans næste bog tager!