Jeg læser nærmest aldrig biografier, men den her handler om min kærestes farmors søster – eller min svigerfars moster om man vil. Og jeg har hørt meget om Inger Lauritzen, set hendes hus i Lønstrup, og jeg synger ofte en af hendes sange som godnatsang for børnene. Nu har jeg også læst bogen om hende, og det var spændende nok, men det har forfatteren ikke en særlig stor del af æren for.

Historien om Inger Lauritzens liv er interessant – ikke kun fordi jeg kender hendes familie, men også fordi det er en verden jeg ikke kender særlig meget til. Hun blev født i Vennebjerg, en lille by tæt ved Vesterhavet, og flyttede ned til Lønstrup ved vandet da hun giftede sig med en fisker. Lønstrup er en hyggelig turistby med danske og udenlandske sommerhusgæster, og modsat Løkkens festprofil er Lønstrup mere Skagen-agtig med god mad og fokus på natur, traditioner og lokal historie. Men i Inger Lauritzens unge dage var livet i byen ikke langt fra at være en kamp for overlevelse – både fordi fiskerne tjente ganske lidt og fordi mange ikke vendte tilbage fra havet når det blev uvejr.

Alligevel har det været en overvejende irriterende læseoplevelse. Jeg tror kernen i det for mig er at man kan fornemme forfatterens totale hengivenhed over for den biograferede. Det kommer til at virke overraskende uprofessionelt når skribenten ikke har nogen distance til den hun beskriver – hun fremstår benovet, naiv og fuldstændig ukritisk. Ikke fordi jeg kender til nogle mørke hemmeligheder om Inger Lauritzen som burde have været med – men fordi hun i hvert eneste afsnit beskrives om usædvanligt dygtig, høflig, stærk, tapper, talentfuld og enestående. Det var hun muligvis også, men det er vildt irriterende at læse. Og så stikker det ud når forfatteren ikke kan nære sig for udtrykkeligt at fælde dom:

Ligesom tømreren ikke spurgte sin søn, hvad han havde lyst til at lave, når han blev stor, spurgte fiskeren ikke sin søn. Tømrerens søn blev tømrer, og fiskerens søn blev fisker. Døtrene fik mand, hjem og børn at tage sig af. Det var ikke noget, man behøvede at tale om. Det var bare sådan, det var, og det var der ikke noget galt i.

Kort sagt – læseværdig nok, især når man kender familien, men kun for selve historien, ikke for den alt for imponerede forfatters underliggende stemme.