Rigtig god og lidt for lang. The Fortress of Solitude er en klassisk kronologisk historie om et venskab mellem to drenge fra barndommen og et par årtier frem. Den ene er hvid, den anden er sort, og de vokser begge op i et sort kvarter i Brooklyn i halvfjerdserne. Det er så barskt som man kan forestille sig, og selv om deres udgangspunkt er det samme, og de begge tager lidt stoffer og maler lidt graffiti, tager deres liv med tiden hver deres drejning. Og ja, det er den hvide der får en uddannelse og bliver freelancer inden for musikjournalistik, og det er den sorte der ender på crack.

Bogens store styrke er de virkelig gribende og troværdige beskrivelser af livet på gaden og i skolen og de sociale dynamikker – ikke i overordnede vendinger overhovedet, men helt konkret på mikroplan – hvordan de spiller bold på gaden, hvem der tør sige hvad til hvem, hvorfor nogen bare kan stjæle ens nye cykel, hvor man gemmer de penge man skal bruge hvis man skal ud og købe ind for sin far.

Og så handler bogen om alt muligt andet også – musik, kunst, venskab, fædre og sønner – og så er den et virkelig gennemført tidsbillede, især i den første halvdel af bogen hvor omtalen af musikken og beskrivelserne af livet på gaden virker ligesom et Instragram-filter der lægger sig smukt hen over fortællingen. Til gengæld blev det for langt for min smag hen mod slutningen af første halvdel af bogen. Så starter anden halvdel, man springer i tiden, og så bliver det pludselig ret spændende.