Det er 100 år (eller 17 for at være præcis) siden jeg læste Kongens Fald sidst, og jeg kunne ikke huske så forfærdelig meget af den. Bedst huskede jeg hvordan hovedpersonen Mikkel Thøgersen i starten af bogen går fra sit lille loftsværelse tæt på Kultorvet og begiver sig ud på en tur langs markerne helt ud til søerne hvor en bonde giver ham et bedre måltid mad – fordi så vant er man heller ikke til at se lærde folk helt derude på landet.

Den scene er stadig sjov – og bogen er fuld af den slags fine ting. Der er fx den klassiske situation hvor den ubeslutsomme konge sejler frem og tilbage over Lillebælt en hel nat mens han prøver at finde ud af hvad han skal stille op med Jylland. Eller det stockholmske blodbad set fra første parket. Og så er der masser af druk, blasfemi, livslede, kynisme og bitter ironi. Og en fortælling der på nogen måder minder om en græsk tragedie.

Nogle klassikere er mest kendt for at være vigtige for litteraturhistorien. Don Quixote for eksempel er vigtig – og røvsyg. Men Kongens Fald er på alle måder værd at læse og genlæse og genlæse igen bare for fornøjelsens skyld.