Det er 16 år siden jeg læste Life After God første gang, og nu var det ligesom blevet tid igen.
Jeg er lidt usikker på genren, men det er otte novelleagtige historier. Hver historie består af små kapitelfragmenter på to-tre sider der (ligesom Grog-bøgerne i øvrigt) hver er illustreret med en lille simpel tegning fra forfatteren selv.
Alle historierne har mandlige fortællere – i slut-trediverne, vil jeg skyde på. Og alle historierne handler på en eller anden måde om folk der stopper op og tænker sig om. Det lyder filosofisk, men er det ikke. For det første er der som regel ikke rigtig nogen store konklusioner – og for det andet foregår det hele i en udpenslet moderne materialiseret verden. Jeg læser ikke nogen implicit eller eksplicit kritik i det, men store og små følelser ledsages gnidningsfrit af masser af plastic, kendte varemærker, junkfood, radiostationer, biler og styrofoam-krus.
Min yndlingshistorie (som gudhjælpemig er dedikeret til Michael Stipe) handler om en mand der strander i ørkenen i Californien eller Nevada da hans bil bryder sammen – mens han prøver at skaffe sig af med nogle ampuller med steroider fordi politiet vist nok er på sporet af ham. Skyldfølelse, desperation, sult og den nagende bevidsthed om hvor ynkeligt hvis dét bliver udgangen på hans liv.
Og det med Gud? Titlen er alt for meget, og det er bogen også et enkelt sted – men heldigvis først på næstsidste side. Ellers virker det med religion egentlig ret perifært på mig.
Jeg ved ikke om det bare er nostalgi – men jeg synes stadig bogen holder!
Smukt – husker den også som god og underspillet. Den var vel hurtigt læst, tænker jeg. Det kunne være, man skulle genlæse den!…
Ja, lynhurtigt! Tre karbade.