For mange år siden gav min fætter mig James Kelmans How Late It Was, How Late (1994) i julegave – vist nok uden at kende andet til den end at den vandt Man Booker Prize. Jeg læste den og blev begejstret – og har siden læst en masse af Kelmans bøger.

Det plejer at tage lidt tid at komme igennem. Det har det også gjort med Kieron Smith, boy; det er fire måneder, jeg sidst har skrevet her på bloggen, og bogmærket er min chip fra DHL-stafetten. Men i går blev jeg færdig med den.

Som næsten alle Kelmans bøger er scenen Skotland og underklassen. Men hvor fortællerne som regel er voksne mænd, er det denne gang en lille drengs verden læseren oplever. Ved bogens begyndelse er Kieron vel fem-seks år gammel – og den slutter 420 sider senere, når han er knap 13.

Med den udvikling er der jo næsten tale om en klassisk udviklingsroman. Kieron Smith fortæller om livet med sin far, mor og storebror: faren er tit lidt vred, moren ville ønske han ville tale ordentligt (dvs. britisk frem for skotsk), broren bestemmer alting og får aldrig skældud af de voksne selv om han slår. Og om livet i skolen: lærerne siger han egentlig er kvik nok, og hvis nu han bare tog sig sammen… Og om vennerne: de rigtige venner, dem man ikke helt ved hvor man har, om dem der er dårlige til fodbold og dem der er bedst til at slås. Så langt, så godt (og så Ken Loach-agtigt).

Men det der gør bogen speciel, er den kompromisløse fortællestil. Der er ikke noget usædvanligt i at have børn som fortællere, men det er som regel ganske kunstfærdigt, effektivt og dramatisk fortalt. Det er ikke tilfældet i Kieron Smith, boy. Det er omtrent så kedeligt som at lytte til et barns endeløse fortællinger om stort og småt, forstået på den måde at der ikke er noget filter. Bogens store dramaer er vævet tæt ind i hverdagens kedsommelighed og et barns banale observationer og refleksioner.

Det er bogens styrke og svaghed. Lille Kieron er mere troværdig end nogen anden barnefortæller – og tilsvarende kedelig at lytte til. James Kelman har aldrig været nogen pleaser, og det er han heller i denne bog. Men det er samtidig det der fascinerer mig ved ham – han er skideligeglad med sin læser og har skrevet en dybt konsekvent og grundlæggende også meget rørende bog om det at være barn. Og det er alligevel også ret sejt.