Jeg havde det med denne bog som man har det med et lækkert stykke chokolade man skal passe på ikke at spise for hurtigt. Når jeg læser Helle Helle, kommer jeg let til at læse det hele på en gang og være sulten efter meget mere lige bagefter, og sådan har jeg det også nu, selv om jeg prøvede at trække det ud og tvinge mig selv til at holde små pauser i læsningen.

Dette burde skrives i nutid handler om Dorte Hansen, en ung kvinde der bor alene i et hus lige ved stationen i Glumsø og er indskrevet på universitetet i København. Nætterne går med at ligge vågen og høre godstogene køre forbi. Dagene går med at sove eller tage toget ind til København og gå i Scala.

Det er selvfølgelig trist, kedsommeligt og – fordi det er Helle Helle – utroligt lækkert, smukt og rammende skrevet. Efter min mening endnu bedre end Ned til hundene (2008) – måske fordi Dette burde skrives i nutid har noget mere simpelt og rent over sig.

Sprogligt virker det som om Helle Helle har rendyrket og forfinet en sproglig manøvre  som går ud på at tage to helsætninger og sætte et komma imellem dem – af og til er koblingen klar, andre gange er det mere dunkelt: “Min mor havde lavet stuvede kartofler, hun havde fået en ny svagt orangefarvet læbestift.” Hun skriver sådan hele tiden. Jeg tænkte at det var en anelse overdrevet, men efter en påske med min svigermor står det klart for mig at det er en virkelig rammende måde at gengive helt almindeligt dansk talesprog.

Apropos sprog glemmer jeg aldrig Helle Helles sidste bog for sætningen “Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig med den croissant med hønsesalat.” Jeg synes ikke hun overgår det i Dette burde skrives i nutid, men jeg bliver alligevel lidt glad for en sætning som “Jeg følte ingen rigtig glæde ved den onsdagssnegl.”