Hans Otto Jørgensens nyeste bog, der kaldes en roman, men nok mere er memoirer, er opkaldt efter Andy Warhols factory. Og i den selvbiografiske fremstilling peger mange ting også frem mod hans kunstneriske udvikling der som bekendt ender med at han blive forfatter og rektor for forfatterskolen.

Stilen er klassisk Hans Otto Jørgensen – kortfattet, mundtlig og tit lidt indforstået:

Jeg ved, hun er træt af det, at hun kun venter på en anledning, at hun skal overvinde sig selv til at sige det, at nu rider hun sig en tur. Så gør hun det, forsvinder ad markvejen, nu sætter hun i galop, og ikke to minutter efter forsvinder også Frits samme vej, ad markvejen, på sin knallert.
Frits er vores karl.
Jeg er jaloux.

Men på trods af genkendelsens glæde over stilen er det ikke nogen fantastisk bog. I mine øjne – måske bare fordi jeg ikke selv har det kunstnergen som Hans Otto kæmper så meget med – er meget af det lidt kedsommeligt – der er noget trivielt over det, både når han hakker roer og når han tager syre.