Som alle James Kelmans bøger er denne kedelig på en virkelig fin måde. Den handler om en skotte der efter 12 år i USA nu vil besøge sit hjemland. Hele bogen handler om hans sidste aften inden hjemrejsen hvor han begiver sig ud i en lille midtvest-by for at få sig en sidste øl – eller ti.

Det går der selvfølgelig ikke 440 sider med – han tænker undervejs tilbage på sin tid i USA: tiden med kæresten, barnet de fik, hans forskellige bartenderjobs og tjansen som nattevagt i en lufthavn. Der er ikke meget dramatik over det, og det beskrives ikke engang kronologisk. Oven i hatten får man skotsk stavning, masser af selvafbrydelser og selvmodsigelser og en historie der grundlæggende ikke rummer nogen erkendelser eller reel udvikling.

Det virker som om James Kelman har afvejet trist autencitet og læseværdighed – og afgjort at det sidste følger automatisk af det første. Det gør det så også, efter min mening: Kelman er så fast besluttet på ikke at please sin læser at det er en fryd at læse!