Denne bog var længe ventet. Det er afslutningen på den trilogi Hans Otto Jørgensen påbegyndte med Helt og heltinde (2001) og Den fotograferede dreng (2002). Derefter altså fem års ventetid før den fik sin afslutning – men allerede i maj 2004 sendte jeg utålmodigt dette billede til en ven der deler min begejstring for Hans Otto Jørgensen.

Trilogien er en slags slægtshistorie. Ikke så voldsom og farverig som Hundehoved, mere en stilfærdig jysk bondesaga. Hvor de to første bøger koncentrerer sig om livet i Jylland fra midten af det tyvende århundrede, bevæger den sidste sig så langt frem i tiden at der pludselig dukker hash, forårsruller og valget mellem to tv-kanaler op. Den falmende bondekulturs møde med en ny tid gør at denne bog handlingsmæssigt adskiller sig klart fra de tidligere.

Men det er ikke rigtig handlingen der er det vigtige, det er snarere personerne og sproget – to ting som hænger meget nøje sammen. Bøgerne er blottet for direkte tale, men formuleringerne er et ekko af de ting der bliver sagt og de tanker der bliver tænkt. Det er ikke forfatterens stemme man hører, det er personerne der giver genlyd i det man læser. Gyldendal har lagt et uddrag ud – her lige et ganske lille citat:

Hun gør sig færdig i en ruf, binder hårdet op, så er hun færdig. Skifter sko. Så er det bare Ejnar.

Jeg kan så godt lide den måde han skriver det. Ida er færdig, klar til at gå, og hun tænker det eller siger det til Ejnar – og så skifter hun sko bagefter og bekræfter sig selv i at det altså kun er ham de venter på. Sådan er sproget så sindigt og ægte hele vejen igennem. Både når det handler om livet på gården med køer, lort og fodringsanlæg, og når det handler om mødet med den nye tid.

Og på den måde skiller trilogien sig i den grad ud fra hvad jeg ellers har læst af Hans Otto Jørgensen – det bedste ved novellesamlingen Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997) er faktisk titlen, og Væltede kældre (2005) er mest bare sjov fordi den er et så åbenlyst svar på Christina Hesselholdts Du, mit du (2003). (Ja, Christina og Hans Otto er kærester, na-na-na-naaaa-na.)

Derfor er det også ærgerligt trilogien er slut – for hvem andre kan skrive noget læseværdigt om bondegårde i 2007?

For fire-fem år siden læste jeg noget sociologi på universitetet. Det var et afbræk i mit rigtige studie og var drevet af en tro på at det var skideskægt. Det var det så ikke, fandt jeg ud af – hvor jeg havde håbet på sjove adfærdsanalyser i halvspydig mikrosociologi, handlede det mest om kapital og rationalitet og systemer – Marx, Durkheim, Weber – og en masse mindre kendte, men lige så kedelige.

Undtagelsen hed Erving Goffman – en canadisk sociolog inden for den tradition der kaldes symbolsk interaktionisme. Jeg læste blandt andet en lang tekst om hvordan man markerer, opretholder og evt. bryder territorier i det offentlige rum; hvordan en sweater på en stol pludselig gør bordet på en restaurant til ens midlertidige reservat – og hvordan man gennem civil inattention har pligt til at lade som om man ikke bemærker sine medmennesker på gaden.

Jeg droppede gladeligt sociologien igen, men beholdt Goffman som et godt minde. Nogle år senere (13. december 2004, fortalte Amazon mig lige da jeg skulle finde et billede af forsiden) købte jeg så denne bog, og for nylig gik jeg så i gang med at læse den.

Nu har jeg så givet op igen. Efter præcis 100 sider nåede jeg i eftermiddags til den erkendelse at hvis jeg hellere vil have min computer med i karbad end min bog, så er det på tide at læse noget lidt sjovere.

Den er nu ellers fin nok – men det er altså faglitteratur. Bogen opfatter dagligdags interaktion som en optræden hvor vi spiller de roller der får samfundet til at hænge sammen. Den er fuld af sjove betragtninger formuleret i et ekstremt formelt sprog, og langt de fleste pointer illustreres af konkrete eksempler hentet fra andre tekster eller fra kendte hverdagsoplevelser.

Men den glade Goffman-oplevelse på Sociologisk Institut har nok været relativ: i de blindes land er den enøjede konge, og i selskab med sociologer som Talcott Parsons fremstår Erving Goffman altså som letbenet lokumslæsning.

Jeg må bare erkende at det nok mest er skønlitteratur der virker for mig. Så nu vil jeg læse noget Erlend Loe Hans Otto Jørgensen!

Ja, nu ødelægger jeg lidt konceptet med min bogblog, for det her er jo ikke en bog. Men jeg er bare så begejstret for det nye nummer af RetorikMagasinet at jeg er nødt til at skrive om det.

Jeg har selv har været med i redaktionen indtil det sidste nummer, og man er altid lidt bekymret når man forlader den slags; der er naturligvis ingen der gør det så godt som én selv. Men den bekymring er så forsvundet efter jeg har læst RetorikMagasinet nr. 63!

Tophistorien er et Clement Kjersgaard-interview som har fået den meget rammende titel “Jeg afbryder når jeg keder mig”. Kjersgaard argumenterer selvfedt, men godt og levende for at han har ret til at afbryde sine gæster, skære ind til benet og gøre dem usikre. Jeg citerer lige:

Jeg kan høre hver eneste gang en interviewperson begynder på en indstuderet lektie, simpelt hen fordi jeg i forberedelsen har gennemlæst og gennemset alt relevant materiale. Så snart det sker – eller så snart vedkommende viger uden om det spørgsmål jeg har stillet, er det ikke bare i orden at afbryde: det er påbudt.

Interviewerne afbryder tydeligvis ikke Kjersgaard. Min første tanke var at det er lidt sjovt at de ligesom ignorerer hans opfordringer og slet ikke udfordrer ham, afbryder ham eller gør ham usikker, men bare ydmygt og imponeret holder diktafonen hen foran hans store læber og tapper hans visdom. Men omvendt er det også en endnu finere måde at modsige ham: at vise at der kan komme et supergodt interview ud af høfligt og velvilligt mikrofonholderi.

Andre highlights er den mere retorik-fagnørdede artikel om musisk kommunikation af retorikeren og dirigenten Peter Ettrup Larsen – den har Katrine allerede rost til skyerne.

Så har redaktionen eksperimenteret med genrerne ved at lave en dobbeltanmeldelse – ikke én anmeldelse af to bøger, men to anmeldelser af én bog. Bogen handler om formidling af juridiske tekster og anmeldes således af en jurist og en retoriker. Juristens artikel er intetsigende og ikke særlig velskrevet, men det formår ikke rigtig at slå skår i min glæde over den rigtig fine idé: at tredoble anmeldelsens troværdighed ved at lade fagsammenblandingen i bogen afspejles i anmeldelsen.

Endelig vil jeg også fremhæve en traditionel dobbeltanmeldelse af to tyske bøger der specifikt skal træne kvinder i veltalenhed. På flere planer ikke en anmeldelse der henvender sig til mig, og alligevel i den grad værd at læse: velskrevet og velargumenteret, oprigtig og en lille smule spydig. Det siger vel noget om kvaliteten når det er en fornøjelse at læse anmeldelser af bøger man aldrig kunne finde på at læse?