> Jeg er principielt imod det uforpligtende og automatiske DSB-had mange mennesker lægger for dagen som almindelig smalltalk. Alligevel ser jeg mig her nødsaget til at give luft til min harme over den offentlige transport.

Fra min nærmeste station er der fire zoner til det som DSB kalder zone 1, dvs. hele indre by og brokvartererne – med andre ord en strækning ikke så få kunne finde på at rejse, fx i forbindelse med arbejde, studie eller forlystelser. Min station er ganske lille – så lille at den er ubemandet. Fair nok. I stedet har DSB placeret en billetautomat i ventesalen, endda én hvor man kan bruge Dankort.

Men nu kommer vi til det. Automaten er det som DSB klassificerer som en billetautomat type F – en type som kun kan sælge klippekort til to og tre zoner. Dvs. at man som rejsende til København har valget mellem enten at købe en enkeltbillet til fire zoner (godt 70 % dyrere end med klippekort) eller gå ca halvanden kilometer til den nærmeste bemandede S-togsstation hvor man så kan købe et klippekort af DSB’s personale.

Altså, hvor er logikken?

>Køleskabsmagnetlyrik når det er allerbedst.

>I IC-toget måtte jeg bede en mand om enten at flytte en af de bæreposer han havde placeret på de to sæder over for sig – eller rejse sig op et øjeblik, så jeg kunne sætte mig på den tomme plads mellem ham og vinduet. Han gik modstræbende med til det sidste, og jeg sagde endda tak.

Og i S-toget var der nogen der havde kastet op. Det havde en underlig lyserød farve, men lugten fjernede enhver tvivl – det var bræk.

>Jeg har fået rigtig mange mails fra læsere som spørger hvor jeg har mit særprægede navn fra. Forklaringen findes på en de første sider i Kurt Vonneguts bog Timequake (1997):

>I går aftes kunne jeg ovenpå den ulidelige oplevelse i Fakta mærke på mig selv at jeg ikke var parat til at konfrontere nogen christianiacykler på Farimagsgaderne. Derfor valgte jeg en alternativ rute der imidlertid viste sig at byde på den ene nederdrægtighed efter den anden. Fodgængere der stod lænet ud over cykelstien, højresvingende biler der lige kørte lidt for langt frem, minutlange overhalinger foretaget af stædige husmødre der dermed blokerede alle andres muligheder for at overhale, vejarbejde og afspærringer, uopmærksomme og slingrende cyklister… og så videre.

Denne morgens cykeltur bød på mere af samme skuffe – plus en ganske uforløst tur ned ad den ellers så prægtige Valby Bakke – og senere en pige der fastlåste et helt felt af morgensure cyklister ved at placere sig skråt bag en meget langsom kvinde, så ingen kunne komme forbi og var tvunget til at passere Glyptoteket med 14 km i timen.

>Mine hænder dirrer stadig af indestængt vrede efter en helt urimelig oplevelse i Fakta. Jeg skulle bugsere en indkøbskurv og en kasse øl hele vejen langs en 12-personers-kø for at stille mig bagest i den. Det var praktisk taget umuligt – folk stod spredt så jeg ikke kunne komme forbi, og ingen var villige til at træde et skridt til side af frygt for at jeg så ville stjæle deres plads. Den eneste i køen jeg ikke havde lyst til at råbe noget grimt efter, var en ældgammel dame der åbenbart kunne høre mit ophidsede åndedrag og undskyldte sig med at hun var blind.

>På Strandvejen var 7-8 meter af fortovet spærret. Det var folk som stod i kø til en af gadens mere navnkundige isboder der gjorde det umuligt for andre fodgængere at passere uden at træde ned på fortovet. Nok var jeg på cykel, og nok kørte jeg på den modsatte side af vejen, men alligevel.

>Én skide artiskok skulle jeg have, og ét strålende påskehumør skulle det koste mig. Nede hos grønthandleren kom jeg bogstaveligt talt i klemme – ja, fysisk! – mellem to aldrende og velnærede damer der begge lugtede af fugtighedscreme.

>Jeg hader at køre i tog på helligdage.

Til hverdag fyldes togene af pendlere: mennesker der rejser alene og er vant til det. Folk læser deres gratisaviser, snakker i deres telefoner og lægger deres makeup. De hører walkman og kigger ud i luften. Står af og på uden at gøre opmærksom på sig selv – og prøver at gøre togturene til og fra arbejde til fredelige pauser.

På helligdage – som nu i påsken – tager alle de andre også toget. Dem der har børn og børnebørn med. Dem der ikke rigtig har tjek på om Nørreport kommer før eller efter Vesterport. Dem der er på vej til familiefrokost og sludrer skingert med deres familiemedlemmer under hele rejsen. Dem der læser Ud & Se. Dem som er seriøst interesserede i om de sidder ved vinduet eller ej. Hele toget summer af det uvantes anspændthed og gør livet surt for de sagesløse pendlere der uheldigvis også har måttet tage et tog på en helligdag.

>Tirsdag aften stoppede jeg for rødt tæt ved Rådhuspladsen. En dame skulle krydse vejen, og mens hun ventede på grønt lys, kiggede hun mærkeligt på mig og min cykel. Efter kort tid nikkede hun mod min fuldt fungerende forlygte og sagde: “Det er da ikke meget lys der er i den lygte, hva’?”.

Aftenen var ødelagt.