Alice Munro: Lives of Girls and Women (1971)

Alice Munro: Lives of Girls and Women (1971)Okay, dét er sgu da en feminin bogtitel. Og en god bog!

Jeg havde ønsket mig bøger af Alice Munro efter at have læst om hende i Franzens Farther Away, og så fik jeg Lives of Girls and Women til jul. Der står at det er en roman – Munros eneste – men det føles mere som en håndfuld meget afsluttede noveller der alle har den samme fortæller, og som også skrider fremad kronologisk.

Historierne handler alle om Del Jordan der vokser op i Jubilee – en lille by i midten af Canada – fra at være en lille pige til en ung kvinde. På den måde har Lives of Girls and Women træk til fælles med den klassiske udviklingsroman, men noget af det fine ved denne bog er at udviklingen ikke giver sig selv i så høj grad som de mange udviklingsromaner hvor hovedpersonen er en dreng.

Det er ikke altid let hverken at være pige i Canada i halvtredserne eller at være Del Jordan i Jubilee. Hun vil ikke følge den slagne vej som hendes veninder, men det står hende heller ikke helt klart hvad hun så vil i stedet.

En fin, ganske subtil og ret livagtig fortælling om et nogenlunde almindeligt menneske.

Stine Pilgaard: Lejlighedssange (2015)

Stine Pilgaard: Lejlighedssange (2015)Jeg fik denne bog til jul af en ven der selv havde læst den, og som undervejs havde forestillet sig at den foregik i min opgang. Og stedet spiller en stor rolle, for det er beboerne i en andelsforening der udgør bogens personer. Fortælleren er en yngre kvinde, og hun beretter på skift om de forskellige mennesker hun bor side om side med, ligesom hun af og til skriver til sin kæreste. Glimtvist er der også horoskoper og små sange.

På den måde er det sådan rigtig fragmenteret og moderne og fantastisk langt fra den klassiske dannelsesroman. Svagheden ved det er at man som læser ikke så tit er ved at dø for at finde ud af hvad der står på den næste side, for den handler som regel om noget helt andet end det man lige har læst. Styrken er at det er et format hvor man kan komme vidt omkring med små historier, tanker og pointer mens man svæver rundt i passende afstand til den røde tråd. Hvis man altså skriver godt – og det synes jeg Stine Pilgaard gør.

Det er bedst når det er lidt spydigt. Jeg citerer en hel side i bogen fordi jeg synes det er så underspillet hånligt på en måde som oven i købet gør at jeg føler mig lidt ramt:

I baggården sidder Thomas og hans venner. De mødes tidligt, fordi det er en hverdag, og fordi de skal tidligt op i morgen. De har sammenlignet kalendere i en måned, de kæmper mod svigerfamiliers mærkedage, skole-hjem-samtaler, konferencer i udlandet. De er trætte efter al den planlægning, og de taler om, hvor travlt de har, at det er fint, at de mødes tidligt, så det ikke bliver for sent. Thomas ser rundt på sine gamle venner, og sådan sidder de, oscar-nominerede, indtil der er en, der rømmer sig og siger, kan I huske. Lettelsen breder sig rundt om bordet, og de andre råber ja, ja selvfølgelig. De flyder rundt på et lille hav af anekdoter, som de gentager i forskellige variationer, hver gang de ses. Kan I huske, råber de ud over baggården, kan I huske, genlyder det som ekko. Jeg tænker på, om de stadig producerer kommende minder. Kan I huske dengang, vi var først i fyrrerne, vi sad og grillede i din gård, ja, nemlig, dengang vi var så smarte at mødes tidligt, så det ikke blev for sent, ja, det var tider, skål.

Og lige så fint når et nabopar får en lille baby og bliver ved med at komme med alt for nærgående spørgsmål til fortælleren om de egentlig ikke også snart skal have børn, og om de måske allerede er gået i gang med at prøve osv.:

Da jeg løfter barnet op, møder jeg Lasse og Louises smilende ansigter. Hun klæder dig, siger Lasse, er det snart jeres tur, siger Louise. Det er en interessant logik, småbørnsforældre har. De er fuldstændig overbeviste om, at man længes efter at blive mor, når man kigger på deres børn. Tænk, hvis jeg antog, at alle folk, der tilfældigt gik forbi min lejlighed, havde lyst til at købe den. Desværre, vi har ingen planer om at sælge, kunne jeg stå og råbe ud ad vinduet hele dagen.

Nå, nu skal jeg nok holde op. Sjov bog!

Jonathan Franzen: Purity (2015)

Det er ikke hver dag – eller hvert år – Jonathan Franzen skriver en ny roman. Det er fem år siden sidst, men det var ventetiden værd, synes jeg.

Titlen Purity henviser ikke kun til noget med renhed, men også til hovedpersonens fornavn. Og selv om der er tale om én hovedperson, er der en lille håndfuld andre mennesker der føles mere som mere end bare bipersoner. Bogen følger disse personer tæt i en periode fra slutningen af firserne til nutiden – og i Tyskland, Bolivia og adskillige stater i USA.

En anden mere beskrivende titel på bogen kunne have været Loyalty. Bogen handler om stærk loyalitet – ikke som en fin og smuk ting, men tit som en hindring for de mennesker der føler sig forpligtet af hinanden.

Det lyder som en stor bog, og det er det også. Stort drama, store følelser, historiens vingesus, og så lyder det næsten lidt vammelt, men det er selvfølgelig skidegodt fordi det er Jonathan Franzen og han skriver fantastisk som altid.

 

Kirsten Hammann: Alene hjemme (2015)

Kirsten Hammann: Alene hjemme (2015)Det er egentlig ikke fordi jeg er blevet overdænget med bekymrede mails fra folk der frygter at min blog er død, men for en ordens skyld: Det er den ikke. Der har været lidt stille, fordi jeg i ret lang tid har forsøgt at læse Christina Steads The Man Who Loved Children (efter et overbevisende Jonathan Franzen-essay om den). Den var egentlig også god, men bare svær at komme igennem, og nu gav jeg endelig op og kastede mig over Kirsten Hammann i stedet. Det var lettere at have med at gøre.

Alene hjemme er et portræt af Sara: skruk, arbejdsløs og lavt selvværd. Men også kæreste med Philip: velhavende, fraskilt, to børn hver anden weekend og en kæmpe lejlighed i Stockholmsgade. Sara går rundt og venter på at Philip gør det forbi med hende, fordi han trækker sig væk fra hende og hun trænger sig mere og mere på. Han ville ønske hun havde et liv, og hun ville ønske de fik børn sammen.

Det bliver ikke bedre af at overboen Frederikke blander sig i deres liv. I Saras øjne er Frederikke meget mere spændede, meget mere kvinde – og også ret ulidelig med alt for meget makeup, voldsom parfume, lange kjoler og store smykker. Prøver Frederikke at bedøve Sara med en forgiftet flødebolle, så hun kan være sammen med Philip? Man fornemmer hun er ved at miste forstanden – eller i hvert fald bliver ramt af en depression.

Selv om historien om Sara minder mig lovlig meget om Julie i Se på mig fra 2011, er det en fin bog. Der er noget dødsspiralagtigt over historien – det bliver vitterligt værre og værre gennem bogen.

Og samtidig kan jeg godt lide nuancerne i portrættet af Sara – ud over at bekymre sig om sit eget liv har hun en særlig social bevidsthed ift. klodens tilstand som man især tillader sig når man har sit på det tørre. Sara har set udefra nærmest alt, men er alligevel skrækslagen og dybt ulykkelig. Det er sørgeligt, komisk og måske lidt symptomatisk.

Søren Lind: Mænd i stykker (2014)

Søren Lind: Mænd i stykker (2014)Nye historier fra Søren Lind – hvis forfatterskab jeg har et særligt forhold til.

Og de er gode. Efter læsning af Mænd i stykker er det den første novelle – Kolerasommer – jeg husker bedst. Der er kolera i et nutidigt København, og dét scenarie siger meget om Søren Linds fantasi, ligesom hans beskrivelse af byen og stemningen siger meget om hans talent. Det menneskelige plot i historien trækker desuden tråde tilbage til hans debut, hvor fortælleren viser sig ikke altid at se virkeligheden helt så klart som læseren.

De fleste af historierne er sådan lidt spidsfindige hver deres måde – det er måske en lille bitte smule irriterende, mens først og fremmest en god ting, fordi Søren Lind skriver godt og sikkert, og fordi han ikke overdriver.

En enkelt historie er dog lige ud ad landevejen og på dén måde ret fin. En palæstinensisk pilot styrtede som ung i et fly over Grønland og var indlagt på Rigshospitalet – og nu besøger han efter et langt liv Danmark igen for at gense den sygeplejerske der tog sig af ham.

Bogen slutter af med at vende tilbage til koleraen – her i 1853, hvor hovedpersonen bevæger sig rundt i et beskidt og gammelt København der minder mig om både starten på Johannes V. Jensens Kongens fald og Jokum Rohdes Löwenlandet (som jeg læste før denne blog blev født, men som jeg anmeldte her). Det er fedt!

Erlend Loe: Fakta om Finland (2001)

Erlend Loe: Fakta om Finland (2001)På trods af at Fakta om Finland har en flot forside og den bedste bogtitel i Erlend Loes forfatterskab, er den ved denne genlæsning ikke så god som huskede den – men det er vist også knap ti år siden første gang jeg læste den.

Den korte version af historien er at hovedpersonen – der ernærer sig som tekstforfatter – får til opgave at skrive en brochure om Finland til trods for at han aldrig har sat sin fødder der eller ved noget som helst om landet. Samtidig er han neurotisk og lider af noget der minder om tvangstanker – især om vand, der gør ham utryg.

Handlingen skrider langsomt fremad uden meget dialog, men med en strid strøm af spredte tanker i alle mulige retninger. Det er lidt kedeligt.

Maya Stolbjerg Drud Salonin: Udflugter (2014)

Maya Stolbjerg Drud Salonin: Udflugter (2014)En gang i mellem bliver jeg kontaktet af forfattere eller forlag der gerne vil have mig til at skrive om deres bøger. Det er først og fremmest på én gang smigrende og sjovt, for jeg tror ikke særlig mange læser med her. Dernæst er det tit lidt irriterende, fordi det er tydeligt at de ikke har læst min blog og tilbyder mig bøger der er meget langt fra min smag. Så jeg siger næsten altid nej – sidst jeg sagde ja, er vist fire år siden, og det fortrød jeg næsten.

Men for nylig fik jeg en mail fra Maya Stolbjerg Drud Salonin som håbede at få lidt omtale af sin første bog Udflugter. Et eller andet fik mig til at sige ja tak, og det er jeg glad for, for det er en fin lille bog. Det er lidt uklart for mig om bogen er selvudgivet eller hvad, og måske har jeg læst den med en forventning om noget lidt amatøragtigt, men jeg er i hvert fald positivt overrasket.

Bogen består af en række ret korte noveller der alle har et eller andet med parforhold at gøre. Der er variationer over utroskab, at forlade eller blive forladt, at møde hinanden, at genfinde hinanden på trods af alt, at prøve at møde en ny osv. Det spænder vidt uden at kamme over – og er i øvrigt ikke alt sammen forfatterens egne oplevelser, som hun måske ikke havde behøvet bedyre på bagsiden af bogen.

Historierne fungerer fordi de hver især slår et fint svirp med halen til slut, så de ikke bare løber ud i sandet i ren minimalisme – men på den anden side er der sjældent malet for tyk en streg under en eller anden morale.

Jeg kunne fx godt lide novellen “Karina og Michael”. Karina er Michael utro – han finder ud af det og stikker af med alle pengene til Italien. Her nyder han livet for en stund, mens Karina er ude af sig selv. Når han kommer hjem igen, ville det ligge lige for at gøre det til en vellykket katharsis-historie hvor luften bare skulle renses – men han er færdig med hende, afleverer nøglen og bor på en kollegas sofa, indtil han får sit eget sted. Det kan jeg godt lide. Og det er måske lige præcis det der gør at bogen hæver sig over det ordinære.

Enkelte noveller rammer efter min mening forbi. Den allerførste – “Dagene går” – er et tykt socialrealistisk setup med kassedamer og hash som ikke bliver holdt oppe af en bittersød slutning. Og i “Ambitioner” introducerer forfatteren sig selv i en masse meta-meta-snak hvilket jeg grundlæggende synes er et sjovt træk, men som bare ikke føjer noget som helst til historien.

Sprogligt fungerer bogen godt. En sætning som “Hun har hverken fået hans telefonnummer eller sin menstruation” er symptomatisk – det er ikke antydningens kunst, men det er fyndigt og vældig økonomisk.

Alt i alt en læseværdig lille bog – håber hun skriver nogle flere!

Jan Thielke: Espegare (2014)

Jan Thielke: Espegare (2014)Den allersidste dag i min barsel – i midten af november – købte jeg Jan Thielkes første roman Espegare og begyndte på den over en kold øl på Det Hvide Lam, af alle steder. Det føles som meget længe siden nu, og det er det vel egentlig også. Det har taget sin tid at komme gennem de knap 500 sider.

Det startede rigtig godt. I Køge, i midt-halvfjerdserne, i et parcelhus. Kim er bare en lille dreng, men hovedperson i Espegare, og beskrivelsen af drengen og hans oplevelse af forstadslivet er lige på, rent og fint og hverken grusomt eller idyllisk.

Bogen viser sig at være en dannelsesroman der først slutter når Kim er ved at være færdig med sin HF – mange år, mange sider og mange oplevelser senere. Og jeg synes bogen holder, men jeg er ikke ved at falde bagover.

Måske mangler der noget flow. Eller noget dramatik til at drive bogen fremad. Der er store følelser flere steder i bogen, men ikke den store drivkraft i dem. Bogen går som livet sin gang, og at Jan Thielke introducerer nye perifære personer inden for bogens sidste 10 er sigende. Jeg havde det som om bogen lige så godt kunne være stoppet 100 sider tidligere eller 100 sider senere.

Det er ikke fair at sammenligne med Knausgård, men alligevel. Der sker næppe mere dramatisk i Karl Oves liv end i Kims, men jeg bliver ikke betaget af historien på samme måde, selv om meget af tiden, opbygningen og virkemidlerne er de samme.

Det spiller også ind at der er små irritationsmomenter spredt ud over bogen. En ting er de ikke så elegante tidsindikatorer – som den her:

Musikindslagene mellem debatpunkterne er generelt også okay, synes Kim. Et ukendt nyt band som Dire Straits kommer og spiller Sultans of Swing fra deres nyligt udsendte debut-lp.

Det er som om forfatteren har siddet og tænkt at nu skal læseren dæleme have et sug i maven over hans skødesløse præsentation af de store begivenheder.

Sproget er først og fremmest fint og godt og umærkeligt – men af og til også lidt irriterende. Dels når Kim allerede som lille barn gør sig observationer helt ude af proportioner med hans alder – og i et sprog som de fleste voksne ikke mestrer. Og dels især på de sidste sider hvor Jan Thielke tilsyneladende forelsker sig i sætningskonstruktioner a la “rart var det”, “overskæg havde han” og “egensindig var Peter”. Irriterende er det!

Nå, bogen er ikke desto mindre stadig værd at læse – især for portrættet af den kejtede Kim og hans trængsler gennem barndommen og teenageårene, hans begejstring over tidens musik og hans glæde ved at tegne indfaldsveje.

Og min personlige motivation for at købe Espegare var i øvrigt – ud over en udmærket anmeldelse et sted – at Jan Thielke underviste mig et enkelt år på universitetet for mere end ti år siden. Han var ikke en genial underviser, men havde på sin egen forsigtige måde mere klasse end de fleste andre på KUA.

Karl Ove Knausgård: Min kamp 4 (2010)

Karl Ove Knausgård: Min kamp 4 (2010)Stadig fantastisk! Hurra! Fjerde del af den længste bog jeg nogensinde har læst, og jeg er meget langt fra at kede mig.

Denne bog er som 3’eren simpelt opbygget hvis man sammenligner med de to første dele. Fjerde bog starter med at Karl Ove Knausgård flytter til Nordnorge lige efter gymnasiet for at undervise i et år på en folkeskole – og den slutter når skoleåret slut, kun afbrudt af et 200 sider langt flashback til gymnasietiden.

På denne tid er bogens Karl Ove ved at blive formet som ung mand. Af musik, litteratur, og ikke mindst utrolige mængder alkohol. Det er selvsagt underholdende at læse – også fordi det løbende krydres med fortællerens ungdommelige seksuelle frustrationer.

Det er på alle måder i den lette ende, også i forhold til de første par bøger, og jeg gruer stadig for det berygtede essay på 600 sider om Hitler i sjette og sidste del. Heldigvis fornemmer man i fjerde bog at Knausgård selv kender det – her læser han Thomas Mann:

Det som hadde med musikk og musikkteori å gjøre, fikk jeg ikke tak i, men det var jeg vant til i den slags romaner, det var alltid store flater jeg bare skummet gjennom uten å begripe, omtrent som franske replikker som i noen bøker plutselig kunne dukke opp.

Så tager jeg sgu også de der 600 sider lidt hurtigt med det ene øje! Jeg er i øvrigt spændt på hvornår jeg næste gang kaster mig ud i en Knausgård-bog – sidst blev jeg færdig med 3’eren et par dage før min søn blev født, og jeg nu fik jeg lige læst 4’eren på falderebet inden min barsel sluttede (de første sider læste jeg en stille eftermiddag mens barnet sov).

John Williams: Stoner (1965)

John Williams: Stoner (1965)“The greatest novel that you’ve never read” hedder det fyndigt i anmeldercitatet på forsiden af John Williams’ Stoner, og historien bag er noget med at bogen blev udgivet i 1965, men først er blevet anerkendt som et mesterværk inden for de seneste par år.

Og uanset dens klassikerstatus eller mangel på samme er den i hvert fald ikke dårlig. Plottet – som for ligesom at tage luften ud af det hele nærmest afsløres på bogens første sider – er stilfærdigt nok: William Stoner kommer fra et fattigt landbrugshjem, starter på universitetet for at lære om jordbrug, skifter til litteratur, bliver lærer, gifter sig og får sin karriere spoleret af en hævngerrig kollega. Til sidst dør han uden at have sat mindeværdige spor på universitetet – eller nogen som helst andre steder, for den sags skyld.

Det er inden for rammern af dette plot der alligevel udfolder sig det store drama. At tage afstand fra sine forældres liv og kaste sig ud i den akademiske verden, at score en pige fra en langt rigere familie, at udholde hende når hun viser sig at være uudholdelig, at tro på og holde fast i det fagligt rigtige, at være en god far osv. osv. William Stoner forsøger hele tiden at gøre det rigtige, men kommer alligevel så grueligt galt afsted – måske fordi han er for kluntet, for naiv, for god af sig, for uklog.

På den måde er historien ganske brutal – og man føler med hovedpersonen hele vejen igennem til sidste udånding på sidste side. På den måde er den også meget klassisk i sin stil – måske er det mest tresseragtige ved bogen at den ikke er opbyggelig. Trist, nedslående og læseværdig.