Hanya Yanagihara: A Little Life (2015)

Hanya Yanagihara: A Little Life (2015)

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet så ked af at læse en bog. Den er forfærdelig.

For en ordens skyld et kort resume: Fire venner fra college flytter til New York, og vi følger dem – og især den ene, Jude – over en periode på vel 25 år. Samtidig får man indblik i Judes fortid der ikke er som nogen andres. Han er forældreløs og har været udsat for systematiske overgreb fra flere forskellige sider gennem sin opvækst. Alligevel udvikler han sig til et efter omstændighederne velfungerende mennesker og en yderst succesfuld advokat. Men Jude har ikke held med at fortrænge hvad han har gennemlevet.

Det lyder banalt, og er det vel egentlig også. Og jeg er oven i købet enig med de kritikere der mener at bogens personer er grundlæggende flade karakterer, selv om der er over 800 sider de kan folde sig ud på.

Alligevel er det en fremragende bog, synes jeg. Og forfærdelig, som sagt. Der er noget konsekvent og nådesløst over fortællingen – det er slemt og bliver værre og værre og værre. Man kan sige at bogen ikke lefler som sådan – og alligevel er den grundlæggende let læst, velskrevet og vel også underholdende på sin egen bizarre måde.

Samtidig giver A Little Life mig en forståelse – ikke en rationel forklaring, men en følelsesmæssig fornemmelse – af hvorfor mennesker der er blevet misbrugt, er tilbøjelige til at ende i skadelige relationer igen og igen. Jeg læser ikke skønlitteratur for at blive klogere, men det her indblik kom bare med i købet.

Endelig beundrer jeg virkelig Hanya Yanagiharas overskud. Hun er kvinde, men skriver indlevende og utrætteligt en bog der praktisk taget kun handler om mænd, uden at jeg på noget tidspunkt oplever det som utroværdigt.

Jeg er glad for at have læst den – og jeg er glad for at ikke alle bøger er som den.

Og forresten: Bogen er sat med skrifttypen Electra. Smukkere bliver det ikke.

Robert Storm Petersen: Vor Ven Grog

Robert Storm Petersen: Vor Ven GrogJeg har fire-fem af Storm P.’s bøger om hunden Grog stående, og jeg har læst alle sammen et par gange hver. Jeg har også skrevet lidt om dem her og her – men det er kort sagt litteraturens svar på en honningmad, en popsang og et slumretæppe.

Der er dog noget særligt ved at jeg har læst en af dem (igen): Min ældste søn er nu stor nok til at jeg har læst den højt for ham som godnathistorie. Det er hyggeligt for mig og for ham.

Der findes masser af børnebøger der også er sjove nok for de voksne – personligt er jeg bl.a. glad for Jan Lööfs og Jakob Martin Strids bøger – men det er en milepæl at læse en bog højt som jeg selv tidligere har læst for min egen fornøjelses skyld.

Og nu citerer jeg lige et helt lille kapitel som smagsprøve på den fredsommelige pølsesnak som åbenbart appellerer både til mig og min søn:

Der skulle være møde på den store plæne i Frederiksberg Have – men mødet blev aflyst på grund af vedvarende regnvejr og fordi Puste var blevet klippet og ikke tålte for megen fugtighed.

Der var lidt knurren mellem de forsamlede herrer, men omsider forsvandt de allesammen og vi blev kun en lille flok tilbage, det var Shag, Rulle, Sjokke og jeg – vi tog en tur gennem den våde have – vi beundrede ænderne og gæssene, der kunne gå med tør pels selv i det værste regnvejr.

For mit eget vedkommende var jeg så våd og tung i pelsen, at jeg mindst vejede det dobbelte af, hvad jeg plejer.

Rulle mumlede om fricasé – men Sjokke havde travlt, han skulle skynde sig hjem og gø ad postbudet – det må passes.

Shag turde ikke komme for sent hjem – og så blev der altså kun Rulle tilbage – og så bad jeg ham forklare nærmere angående den fricasé.

– Ha ha – jeg tænkte nok det kom – ja, ser du, gamle ven – men vi må hellere løbe hjem, det er lige ved middagstid – og hvorfor spilde tiden med snak.

Det var en vidunderlig fricasé – jeg mødte Basse på vej hjem – uhm – han fik vand i munden – da jeg fortalte ham om middagen hos Rulle. Men Basse var ikke misundelig – det ligger ikke til ham – han vinkede fornøjet farvel med halen og forsvandt om hjørnet.

Helle Helle: de (2018)

Helle Helle: de (2018)Det er altid så dejligt når Helle Helle skriver en ny bog. Og det var det også denne gang. Lidt mere trist end normalt, men smuk, helstøbt, konsistent og sjov, selvfølgelig. Den handler om en ung pige og hendes mor som bor sammen i forskellige lejligheder. Moren passer sin butik, pigen passer sin skole, og ellers er det klassisk Helle Helle. Men så bliver moren syg! Chokerende og alligevel fredsommeligt og Helle Helle-agtigt hele vejen igennem.

Og så en sjov detalje: fortællerstemmen er renset for datid. Det vil ikke bare sige at den er fortalt i almindelig nutid – de steder hvor man normalt ville have haft datid, er der nutid. Det stritter rimelig meget, synes jeg:

Det er rigtigt nok, at hun roder, men hun er jo også selv træt efter dagens dont, nu er hun for eksempel ferieafløser nede i Klippehulen en uge, hun begynder i går.

Hvorfor Helle Helle skriver noget der i den grad får sproget til at pege på sig selv, kan jeg ikke regne ud, men jeg tænker det må have noget med hendes forrige bog Dette burde skrives i nutid (2011) at gøre?

Maren Uthaug: Og sådan blev det (2013)

Maren Uthaug: Og sådan blev det (2013)Denne bog har stået på min kærestes reol i noget tid og skulle efter sigende være god. Nu læste jeg den i løbet af et par dage og er enig.

Det er en slags familietragediefortælling om lille Risten, der flytter fra det nordligste Norge til Danmark med sin far – farvel til den samiske mor og goddag til Grethe fra Sønderjylland. Grethe vil gøre Risten til sin datter og sin egen, men på en rigtig selvisk og uklog stedmoderagtig måde. Risten bliver til Kirsten i den proces. Men inderst inde bliver Risten ved med at være sig selv – hvilket dog også er trist nok.

Bogen har en gennemgående kølig distance, et fint tilknappet sprog og en meget medrivende historie. Måske ville den have virket endnu bedre for mig hvis ikke Grethes rolle var lidt mere underspillet. Men stadig en dejlig bog!

Johannes V. Jensen: Kongens Fald (1944)

Johannes V. Jensen: Kongens Fald (1944)Det er 100 år (eller 17 for at være præcis) siden jeg læste Kongens Fald sidst, og jeg kunne ikke huske så forfærdelig meget af den. Bedst huskede jeg hvordan hovedpersonen Mikkel Thøgersen i starten af bogen går fra sit lille loftsværelse tæt på Kultorvet og begiver sig ud på en tur langs markerne helt ud til søerne hvor en bonde giver ham et bedre måltid mad – fordi så vant er man heller ikke til at se lærde folk helt derude på landet.

Den scene er stadig sjov – og bogen er fuld af den slags fine ting. Der er fx den klassiske situation hvor den ubeslutsomme konge sejler frem og tilbage over Lillebælt en hel nat mens han prøver at finde ud af hvad han skal stille op med Jylland. Eller det stockholmske blodbad set fra første parket. Og så er der masser af druk, blasfemi, livslede, kynisme og bitter ironi. Og en fortælling der på nogen måder minder om en græsk tragedie.

Nogle klassikere er mest kendt for at være vigtige for litteraturhistorien. Don Quixote for eksempel er vigtig – og røvsyg. Men Kongens Fald er på alle måder værd at læse og genlæse og genlæse igen bare for fornøjelsens skyld.

Kazuo Ishiguro: The Buried Giant (2015)

Kazuo Ishiguro: The Buried Giant (2015)Hvis man besøger Wikipedias side om Kazuo Ishiguros nyeste bog The Buried Giant, står den klassificeret under genren fantasy. Og at dét ikke er helt uberettiget, er for mig noget af det allervildeste ved denne bog.

Den indeholder vitterlig orker, drager og riddere – og her snakker vi forfatteren bag moderne litteratur som The Unconsoled, NocturnesA Pale View of Hills og An Artist of the Floating World – og det nok mest berømte værk The Remains of the Day.

Historien foregår i Storbritannien i tiden efter Kong Arthur og koncentrerer sig især om det ældre ægtepar Axl og Beatrice. Ligesom alle andre har de svært ved at huske noget, men de mener bestemt de har en voksen søn et sted, og begiver sig ud på en rejse for at finde ham.

Her finder de ud af at hukommelsestabet måske skyldes dragen Querig der huserer i bjergene og indhyller alles minder i en sær tåge. Og det er måske godt det samme – det medvirker nemlig til at rædslerne i den nyligt overståede krig mellem briter og saksere bliver glemt, og de endelig kan leve side om side i fred.

Under rejsens eventyr møder de den dygtige kriger Wistan, den modige unge dreng Edwin (som har et mystisk dragebid) og den lidt komiske aldrende ridder Sir Gawain som er nevø af selveste Kong Arthur.

Der er masser af drama, krig og blod, men også eftertænksomhed og en stilfærdig romantisk kerne i beskrivelsen af kærligheden mellem de to aldrende hovedpersoner. Hvis tågen forsvinder, og minderne kommer tilbage, vil de så stadig elske hinanden?

Og oven i købet er bogen skrevet i det mest opstyltede, gammeldags sprog – ikke blot dialogen, men også i beskrivelserne af personernes tanker:

Thinking about it now, lying in the dark, Axl was sure Edwin had been chopping alongside Wistan, matching the warrior blow for blow. In all likelihood the boy was already an expert woodcutter.

Skrevet i 2015!

Og hvad skal man så mene om alt det? Jeg ved det næsten ikke. Bogen er underholdende, og den er kompromisløs i sit sindssyge genrevalg. Sproget skaber sin egen vilde stemning – og der er noget sært bevægende ved den voldsomt symboltunge slutning på bogen. Den kan ikke måle sig med Ishiguros bedste bøger, men den er stadig imponerende.

Nå, nok om det, nu skal jeg genlæse Kongens fald. Det ved man hvad er.

Linda Boström Knausgård: Välkommen till Amerika (2016)

Linda Boström Knausgård: Välkommen till Amerika (2016)Fortælleren i denne fine lille bog er ung pige som er holdt op med at tale da hendes far døde. Hun bad til Gud om at han skulle dø, og det gjorde han.

Nu lever pigen et – på alle måder – stille liv i lejligheden sammen med sin bror der låser sig inde på værelset og tisser i flasker, og med sin mor der er skuespiller og som fastholder at “vi är en ljus familj”.

Der sker egentlig ikke så meget mere end det, men det er også en kort bog, og handlingen koncentrerer sig om dynamikken mellem de enkelte familjemedlemmer. Det er stilfærdigt, forfærdeligt og rigtig fint!

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie (2017)

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie (2017)Jeg er ikke overbevist af den her bog, men jeg kan ikke helt forklare hvorfor.

Handlingen er egentlig medrivende – en næsten dramatisk fortælling om især Frederik, drengen der ikke vil være hippiernes knægt i Svendborg, men vokser op og bliver finansmand hos Goldman Sachs i New York. Og om hans søster Lene der bliver præst og bliver bedraget igen og igen af sin mand. Og om deres forældre der heller ikke finder lykken i biodynamisk landbrug og den gode vilje til at prøve at forstå deres børn.

Måske er det hele bare lidt forceret. Og lidt for researchet – som om man fornemmer at forfatteren er på udebane og har læst sig til hvad der mon driver folk der brænder for aktier.

Til gengæld er bogen sat med verdens smukkeste skrift Electra, og det i sig selv gør det jo næsten til en fryd at læse En uskyldig familie.

Karl Ove Knausgård: Min kamp 5 (2011)

Karl Ove Knausgård: Min kamp 5 (2011)De fjorten årene jeg bodde i Bergen, fra 1988 til 2002, er for lengst over, det finnes ingen spor etter dem, annet enn som episoder forskjellige mennesker kanskje husker, et glimt i et hode her, et glimt i et hode der, og selvfølgelig alt det som finnes i min egen hukommelse fra den tiden. Men det er overraskende lite. Det eneste som har blitt værende av alle de tusenvis av dagene jeg tilbrakte i denne lille, tranggatede, regnskimrende vestlandsbyen, er noen få hendelser og en masse stemninger. Jeg skrev dagbok, men den har jeg brent.

Og derpå 600 siders skarp og bevægende fortælling om de 14 år hvor Karl Ove Knausgård går fra at være forfatteraspirant til forfatter, ungkarl til fraskilt, og vel i virkeligheden også fra at være ung til at være voksen.

Bog 5 er lige så fremragende som de fire første. Af og til har jeg ikke kunnet afholde mig fra at sende beskeder til en ven der også er Karl Ove-entuasiast når jeg nåede til særlige vendepunkter i bogen. Det er stor litteratur – helt nede på jorden, men giver et sug i maven.

Don DeLillo: Zero K (2016)

Jeg ville virkelig gerne være helt vild med den her bog. Zero K er først og fremmest skrevet af min, ja, yndlingsforfatter – det lyder som om jeg er 16, men hvis jeg har en yndlingsforfatter, så er det altså DeLillo. Og så er det hans første roman i seks år, og i en tid som denne hvor alle de seje dør, så skal man nyde det mens de stadig er her.

Det er heller ikke fordi der er noget decideret dårligt ved bogen som sådan. Det skulle da lige være titlen der minder mig lidt for meget om navnet på den tankstationkæde der opkøbte Statoil.

Måske er den bare lidt mere højtidelig end DeLillos bøger plejer at være. Plottet er noget ret sindssygt noget med folk der kan fryses ned og genoplives senere – jeg har lige prøvet at gengive det men slettet det igen.

Pointen er bare at det er godt, det er DeLillo, og det er umagen værd, men når der bagpå står at det er bedste bog siden Underworld, så er det løgn, for det er stadig Cosmopolis.