>Jeg har allerede omtalt både de visuelle og auditive midler man som trafikant kan benytte for at vise omverdenen sine følelser, men de seneste par dage har budt på en række oplevelser der får mig til at vende tilbage til det første: gestik, mimik – og fravær af samme.

Lad os starte med jeg-tror-ikke-mine-egne-øjne-fjæset. I går var der fodboldkamp i Parken – en begivenhed jeg som nævnt ikke ser med udpræget milde øjne på. Et par kolde øl havde dog gjort mig mild og venlig, og derfor satte jeg mig generøst for at lade en af de ellers så irriterende fodboldfans krydse Østerbrogade. Først sagtnede jeg farten. Han blev stående på den lille ø af brosten i midterrabatten. Jeg bremsede endnu mere op. Han blev stående. Jeg var nu nødt til at sætte en fod ned på jorden for ikke at vælte. Og netop da sendte han mig det nævnte blik for at signalere at han stadig ikke var helt sikker på om jeg nu ville lade ham slippe over. Der skulle en håndbevægelse fra min side til at forsikre ham om at jeg ikke havde tænkt mig at køre direkte ind i ham så snart han bevægede sig ind på cykelstien.

I dag var jeg i Hellerup vidne til en dybt usympatisk kom nu-gestik fra en mandlig bilist. Han havde øjensynligt travlt med at dreje af, men var tvunget til at vente på to cyklister som skulle passere afkørslen først. Korte, skubbende og utålmodige bevægelser med en flad højrehånd signalerede at de skulle skynde sig væk. Jeg vedgår at den grundlæggende utålmodighed er en hjørnesten i et sundt trafikhad, men her var den rettet mod en absolut uskyldig forhindring – de to cyklister var på ingen måde irriterende og kørte pæne 20 km i timen op ad bakke.

Senere på samme tur var min egen mimik muligvis lige lovlig let at afkode. Ved søerne kom en ung og velproportioneret mulatpige i stram hvid bluse gående i modsat retning. Først efter adskillige sekunder ænsede jeg mit eget fascinerede smil – der egentlig ikke var rettet direkte mod hende, men nærmere var en slags spontan, lykkelig modpol til negerarmen.

På vejen hjem – i en kølig regn der helt klart hører hjemme i april – var der en mand der ved sit ydre gjorde al gestik og mimik unødvendig. Han havde et kollossalt overskæg der ved sin stritten langt ud til begge sider med al tydelighed indikerede at han var en kæmpe idiot, og at man derfor skulle holde afstand. Det gjorde jeg så.

Til sidst må jeg nævne en situation hvor mit eget kropssprog spiller en stor rolle. På den yderste del af Østerbrogade tyndede det ud i aftentrafikken. Jeg holdt et kort øjeblik op med at træde i pedalerne, strakte det ene ben helt ud og løftede derved den venstre balle lidt. Der var ikke tale om en egentlig strategi, men min krop må på et ubevidst niveau have anset dette for denne optimale stilling; jeg skulle slå en prut. Det gjorde jeg, den var aldeles hørbar, og i samme sekund blev jeg overhalet. Til mit store held var det en mand med høretelefoner på, og det forekommer mig usandsynligt at lyden er trængt gennem musikken – men jeg er imidlertid bange for at mit kropssprog har været helt entydigt.

Nå. Godt det ikke var mulatpigen fra søerne der overhalede mig.

>

Ja, der må jo simpelt hen være fejl i den test. Prøv eventuelt selv og se om ikke den giver helt forkerte resultater.

>Da jeg i går skulle ind til byen og allerede var lidt sent på den, opdagede jeg at min cykel var punkteret. Jeg besluttede at tage toget i stedet og nåede lige at tage en bog med – men, ak, ingen walkman. Det fortrød jeg.

Det er ikke let at læse når man er omgivet af snakkende mennesker, så jeg var glad for at de to sorte mænd i kupéen snakkede fransk – et sprog jeg kun forstår hvis det bliver talt direkte til mig og meget langsomt. Desværre slog de på et tidspunkt over i engelsk, og mod min vilje erfarede jeg følgende: Den ene var dels chokeret over at have fundet ud af at den anden var homoseksuel, dels over en række brikker der faldt på plads når han spurgte om relationerne til nogle bekendtskaber: “I fucked him!” – “Ha ha ha ha ha” – “Ha ha ha ha ha”. Kun da de på et tidspunkt skiftede til fransk igen, fik jeg læst et par sider i min bog.

På hjemturen gik det ikke meget bedre. Det sidste tog kører ganske tidligt og er derfor især befolket af dem der er for kedelige til at blive og drikke mere end én øl efter filmen. Blandt disse var de to gymnasieelever 20 cm fra mig der ikke kunne lade være med at røre ved hinandens lår – og det noget ældre par hvor fyren lignede en chefens-søn-udgave af Nicolas Bro og hans date en lille pige der havde været på rov i sin mors makeup. Under hele turen grinede de to højlydt mens de med skræmmende indlevelse reciterede reklamer de havde set i biografen tidligere på aftenen.

I dag vil jeg lappe min cykel og oplade min walkman.

>Da jeg tidligere så mig nødsaget til at gå ned i Fakta, indså jeg at mine bønner ikke var blevet hørt – tommelfingerreglen gælder stadig: de mennesker i et supermarked som er mest irriterende (langsomme / tykke / larmende / onde), er ikke blot dem man helst vil væk fra, men også dem det er vanskeligst at overhale.

>Jeg har cyklet 102 km i den sjællandske trafik i dag og må erkende at det er meningsløst at forsøge at give et billede af de bestialiteter der har fundet sted. I stedet vil jeg på denne helligdag trække mig tilbage i stille bøn om en bedre verden, sådan rent trafikalt set.

>Når der har været fodboldkamp i Parken, er Østerbrogade fuld af grænseløst irriterende mennesker.

Én ting er at de tæver løs på hinanden – det skal de for så vidt være velkomne til, selv om jeg ikke forstår deres dybt infantile had til hinanden. Som Jonatan Spang har sagt i et show: I elsker jo allesammen fodbold, hvorfor finder I ikke en badmintonspiller og smadrer ham? Men en anden ting er at de som oftest ikke kan nøjes med fortovet, men går ude på cykelstien i store støjende grupper. Samtidig har de en så truende attitude (sikkert primært rettet mod de til enhver tid øretæveindbydende tilhængere af modstanderholdet) at jeg som regel ikke tør benytte mig af nogen særligt fjendlig gestik, mimik eller verbal kritik.

I dag var en af den slags dage. Allerede nede ved søerne kunne jeg høre den brølende menneskemængde, så jeg var forberedt da jeg kort efter var nødt til at bremse op for ikke at køre frontalt ind i en halvnøgen mand der råbende gik på cykelstien med armene strakt ud til siderne. Da jeg senere holdt for rødt, kunne jeg se på en gruppe stillestående fans’ usmagelige orange t-shirts at dagens kamp var mellem klubber fra Esbjerg og Randers. Altså, hvad fanden er meningen med dét? Kunne de ikke bare blive på deres egen side af Storebælt?

Det svarer i min bog til at gå ind på en kollegas kontor når man skal slå en prut – for så straks at vende tilbage til sit eget kontor hvor duften af kontorartikler og kaffe er intakt.

>Jeg har tidligere skrevet om gestik og mimik i trafikken. Her vil jeg for en stund give ordet til Janus Køster-Rasmussen som bedre end nogen anden har skrevet om de verbale midler der står til rådighed for arrige trafikanter:

Åh ja, hvem kender ikke det arketypiske film-trafikskænderi fra alverdens Hollywood-produktioner. Der behøver såmænd ikke at være reelle ulykker indblandet, et hensynsløst venstresving eller en for langsom overhaling har i efterhånden mange film vist sig rigeligt til at begynde en sand strøm af ukvemsord – »asshole«, »fuck you«, »fucking idiot« og den slags pragtfulde hverdagsvendinger.

Ja, de er skøre, de bilgale amerikanere, kunne man fristes til at tænke, mens vores nation af mådeholdne pedal- og knallertfræsere tavst fortsætter ud ad cykelstien i halvt tempo. Men som med så mange andre kulturelle adfærdsmønstre fra USA har vi også taget denne eksportvare til os. Jeg har i hvert fald, aldeles personligt, de seneste par år observeret en robust stigning i verbale gadekampe, hvoraf mange af dem er både interessante og opfindsomme i deres natur.

Nu vil nogle måske indføje, at sådan har det altid været og at byen, før verden gik af lave, altså, var befolket med iltre og koleriske flyttemand Olsen-typer, der gav synderne tørt på, så snart de bare tænkte på at plante deres gummidæk uden for trafiklovens grænser. Det er muligt, endda ganske troværdigt, da en del af trafikagitatorerne befinder sig i den endog særdeles modne alder. Det kan altså meget vel være de selvsamme trafikvogtere, der op gennem årtierne har holdt justits i gaderne. Og som efter nogle års dvale har fået deres anden ungdom.

I visse områder trives de bedre end i andre. Er man ude efter et godt trafikskænderi, hvilket kan være ganske rensende for sjælen, er det for eksempel taknemmeligt at køre ned ad Strøget eller Fiolstræde på sin cykel en mandag aften eller på et tilsvarende tidspunkt. Der behøver ikke at være mange mennesker på gaden, der skal nok være en trafikvogter imellem, der tvært bekendtgør at »det er altså ikke en cykelsti«. Blæse være med at han foruden én selv er den eneste, der befolker gaden.

Trianglen er også et godt sted, ligesom flere steder på Frederiksberg er virkelig velegnede. Prøv at liste et cykeldæk op på fortorvet, og de vil komme farende fra bag brandhaner, ud af butikker, op af kloakken og fra pølsevognenes gemytlige varme. Eller forsøg at trille over en fodgængerovergang, og du vil blive irettesat som en anden skoledreng.

Taktikken er at svare igen, kort og præcist og fyndigt, eller måske endog råbe, hvis trafikvogteren selv lægger ud med denne taktik, hvilket ikke er sjældent. Det nytter ikke noget at gå ind i diskussion med disse gadens skytsengle, for de ved at de har ret. De er udvalgt til at bremse ikke blot alle trafikale lovbrydere, men også sædernes færdselsmæssige forfald i byerne, det er deres forbandede hellige pligt at holde gaderne rene for cykelcharlataner og andre forbrydere.

Så råb! De færreste forventer faktisk svar, og jeg har ved personlig eksperimenteren fundet frem til at blot en enkelt, gerne vulgær, henstilling om at klappe i faktisk skaber et par sekunders forvirring og verbal lammelse hos trafikhelgenen – lige nok til at man kan nå at slippe væk. Det skal være hårdt og bestemt, ellers ender det nemt, som dengang jeg havde en ukvemsords-dialog med en ældre herre i over 20 sekunder, mens vi bevægede os hver sin vej på Købmagergade. Han sluttede vist med at kalde mig en flabet knægt.

Helt galt går det for trafikkens domsafsigere, når foråret engang kommer og rulleskøjteløberne suser ureglementeret rundt i gaderne. Fulde af misundelse over de få dygtige løberes bevægelsesfrihed i byrummet og smukke balance, kammer de ofte over i affekt. Som dengang jeg selv (ingen sammenligning med dygtige løbere i øvrigt) kom kørende på otte hjul ad Nørre Farimagsgade, og en ældre dame på vej op i sin opgang, altså helt oppe på fortrappen og halvvejs inde ad døren, fik øje på mig og råbte med bitter røst: »Din store kraftidiot!«.

Hun mente det virkelig. Det var næsten smukt. Netop dén gang kunne jeg simpelt hen ikke få mig selv til at svare igen.

Teksten er en klumme fra Politiken 26 marts 1999 og er gengivet med forfatterens tilladelse.

>Da jeg i morges passerede Hellerup Station, bemærkede jeg en ung kvinde der sad på fortovet og holdt på sin fod. Cyklen lå dels på cykelstien, dels på fortovet, og cykelkurven var faldet af og lå en meter derfra.

Ingen lod til at tage notits af hende, og det fik mig til at tænke tilbage på dengang for et par år siden da jeg selv faldt på min cykel på Nørre Søgade. Folk ikke bare ignorerede som jeg lå der; de gik ligefrem i en bue uden om mig – som om jeg var en narkoman der havde været for stegt til at styre sin egen cykel.

Så jeg stoppede op, vendte om og spurgte kvinden om hun var okay. Det var hun tilsyneladende – hun rejste sig lidt op og erklærede at foden i hvert fald ikke var brækket. Jeg spurgte om der var noget jeg kunne hjælpe med, men hun svarede ikke rigtig og virkede egentlig ret afvisende.

Så slog det mig at hun måske tog det som mit bedste bud på en long shot-scoring – “bare sig til hvis der er noget (blink blink) jeg kan gøre for dig (blink blink)…” Det var nu ikke tilfældet, og tanken gjorde mig helt genert. Skrabende med foden i jorden mumlede jeg et kejtet “øh nå, men god bedring så!” inden jeg vendte rundt og skyndte mig videre.

Det kan selvfølgelig også bare være at jeg faktisk ligner en narkoman.

>I går måtte jeg endnu engang i arbejdsøjemed afsted – denne gang til Nakskov, et helt igennem forfærdeligt sted. Folk som kalder Amager for lorteøen, har tydeligvis aldrig besøgt Lolland. Turen derned foregik til min store ærgrelse i bil – næst efter vandcykel det transportmiddel jeg afskyr mest. Dette blev ganske klart for mig da bilens chauffør fik et bødeforlæg på 4.500 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet for at køre 109 km i timen ved et vejarbejde hvor man måtte køre 50; inderst inde var jeg den venlige politibetjent dybt taknemmelig for at slå ned på den hensynsløse bilist. (NB: Beskyldninger om chauffør/webmaster-syndebukargumentation frabedes.)

>Var nødt til at stå op klokken 6 og havde ærligt talt håbet på en nådig cykeltur her til morgen. Det tegnede det også til – jeg kørte næsten hele Farimagsgaden igennem uden at støde på nogen christianiacykler. Mærkeligt lettet – 15 meter fra min destination – var jeg ved at bryde ud i sang. Men så blev mit friske tempo i sidste øjeblik bremset af en lidt tyk pige på en usædvanligt tyk christianiacykel. Liggende bag hende krydsede jeg det allersidste lyskryds på min vej med 11 km i timen.