>Jeg har tidligere skrevet om gestik og mimik i trafikken. Her vil jeg for en stund give ordet til Janus Køster-Rasmussen som bedre end nogen anden har skrevet om de verbale midler der står til rådighed for arrige trafikanter:

Åh ja, hvem kender ikke det arketypiske film-trafikskænderi fra alverdens Hollywood-produktioner. Der behøver såmænd ikke at være reelle ulykker indblandet, et hensynsløst venstresving eller en for langsom overhaling har i efterhånden mange film vist sig rigeligt til at begynde en sand strøm af ukvemsord – »asshole«, »fuck you«, »fucking idiot« og den slags pragtfulde hverdagsvendinger.

Ja, de er skøre, de bilgale amerikanere, kunne man fristes til at tænke, mens vores nation af mådeholdne pedal- og knallertfræsere tavst fortsætter ud ad cykelstien i halvt tempo. Men som med så mange andre kulturelle adfærdsmønstre fra USA har vi også taget denne eksportvare til os. Jeg har i hvert fald, aldeles personligt, de seneste par år observeret en robust stigning i verbale gadekampe, hvoraf mange af dem er både interessante og opfindsomme i deres natur.

Nu vil nogle måske indføje, at sådan har det altid været og at byen, før verden gik af lave, altså, var befolket med iltre og koleriske flyttemand Olsen-typer, der gav synderne tørt på, så snart de bare tænkte på at plante deres gummidæk uden for trafiklovens grænser. Det er muligt, endda ganske troværdigt, da en del af trafikagitatorerne befinder sig i den endog særdeles modne alder. Det kan altså meget vel være de selvsamme trafikvogtere, der op gennem årtierne har holdt justits i gaderne. Og som efter nogle års dvale har fået deres anden ungdom.

I visse områder trives de bedre end i andre. Er man ude efter et godt trafikskænderi, hvilket kan være ganske rensende for sjælen, er det for eksempel taknemmeligt at køre ned ad Strøget eller Fiolstræde på sin cykel en mandag aften eller på et tilsvarende tidspunkt. Der behøver ikke at være mange mennesker på gaden, der skal nok være en trafikvogter imellem, der tvært bekendtgør at »det er altså ikke en cykelsti«. Blæse være med at han foruden én selv er den eneste, der befolker gaden.

Trianglen er også et godt sted, ligesom flere steder på Frederiksberg er virkelig velegnede. Prøv at liste et cykeldæk op på fortorvet, og de vil komme farende fra bag brandhaner, ud af butikker, op af kloakken og fra pølsevognenes gemytlige varme. Eller forsøg at trille over en fodgængerovergang, og du vil blive irettesat som en anden skoledreng.

Taktikken er at svare igen, kort og præcist og fyndigt, eller måske endog råbe, hvis trafikvogteren selv lægger ud med denne taktik, hvilket ikke er sjældent. Det nytter ikke noget at gå ind i diskussion med disse gadens skytsengle, for de ved at de har ret. De er udvalgt til at bremse ikke blot alle trafikale lovbrydere, men også sædernes færdselsmæssige forfald i byerne, det er deres forbandede hellige pligt at holde gaderne rene for cykelcharlataner og andre forbrydere.

Så råb! De færreste forventer faktisk svar, og jeg har ved personlig eksperimenteren fundet frem til at blot en enkelt, gerne vulgær, henstilling om at klappe i faktisk skaber et par sekunders forvirring og verbal lammelse hos trafikhelgenen – lige nok til at man kan nå at slippe væk. Det skal være hårdt og bestemt, ellers ender det nemt, som dengang jeg havde en ukvemsords-dialog med en ældre herre i over 20 sekunder, mens vi bevægede os hver sin vej på Købmagergade. Han sluttede vist med at kalde mig en flabet knægt.

Helt galt går det for trafikkens domsafsigere, når foråret engang kommer og rulleskøjteløberne suser ureglementeret rundt i gaderne. Fulde af misundelse over de få dygtige løberes bevægelsesfrihed i byrummet og smukke balance, kammer de ofte over i affekt. Som dengang jeg selv (ingen sammenligning med dygtige løbere i øvrigt) kom kørende på otte hjul ad Nørre Farimagsgade, og en ældre dame på vej op i sin opgang, altså helt oppe på fortrappen og halvvejs inde ad døren, fik øje på mig og råbte med bitter røst: »Din store kraftidiot!«.

Hun mente det virkelig. Det var næsten smukt. Netop dén gang kunne jeg simpelt hen ikke få mig selv til at svare igen.

Teksten er en klumme fra Politiken 26 marts 1999 og er gengivet med forfatterens tilladelse.