>Da jeg i morges passerede Hellerup Station, bemærkede jeg en ung kvinde der sad på fortovet og holdt på sin fod. Cyklen lå dels på cykelstien, dels på fortovet, og cykelkurven var faldet af og lå en meter derfra.

Ingen lod til at tage notits af hende, og det fik mig til at tænke tilbage på dengang for et par år siden da jeg selv faldt på min cykel på Nørre Søgade. Folk ikke bare ignorerede som jeg lå der; de gik ligefrem i en bue uden om mig – som om jeg var en narkoman der havde været for stegt til at styre sin egen cykel.

Så jeg stoppede op, vendte om og spurgte kvinden om hun var okay. Det var hun tilsyneladende – hun rejste sig lidt op og erklærede at foden i hvert fald ikke var brækket. Jeg spurgte om der var noget jeg kunne hjælpe med, men hun svarede ikke rigtig og virkede egentlig ret afvisende.

Så slog det mig at hun måske tog det som mit bedste bud på en long shot-scoring – “bare sig til hvis der er noget (blink blink) jeg kan gøre for dig (blink blink)…” Det var nu ikke tilfældet, og tanken gjorde mig helt genert. Skrabende med foden i jorden mumlede jeg et kejtet “øh nå, men god bedring så!” inden jeg vendte rundt og skyndte mig videre.

Det kan selvfølgelig også bare være at jeg faktisk ligner en narkoman.