>Den hidtil værste hændelse i den ungarske trafik indtraf i går eftermiddags.

Stemningen var allerede spoleret af formiddagens besøg i et traditionelt termalbad – et stort kompleks af bassiner i forskellige størrelser, med forskellige vandtemperaturer og med forskellige former for salte o.l. i vandet. Som det fremgår af denne blog, mener jeg i forvejen at mennesker er dårlige til at koordinere deres bevægelser i forhold til andre mennesker når de færdes mellem hinanden. Dette grundlæggende karaktertræk gælder også ungarere – og det er ærligt talt ikke en formildende omstændighed at de er halvnøgne, kunne jeg konstatere da jeg forsøgte at manøvrere rundt i badeanstalten uden at gnide min krop op ad laskede, blege og behårede mænd og kvinder i alle aldre.

Termalbadet befandt sig i Városliget – ungarsk for Byparken – som jeg umiddelbart efter begav mig ud i. Jeg havde set frem til en stille gåtur i naturlignende omgivelser, men blev uendeligt skuffet.

Parken indeholdt alle de mest utiltalende elementer fra Dyrehavsbakken, 1. maj-arrangementer, Roskilde Festival, Strøget i juli og samtlige byfester i hele Jylland: frastødende madboder, et tykt lag mudder, gennemtrængende støj, tarveligt insisterende støvregn, myriader af irriterende børn, ballonsælgere, en kolossal mand i et lurvet kaninkostume, ubehjælpsomme stande der solgte kasettebånd – og som kronen på Budapests menneskefjendske djævleværk: et panfløjteorkester nøjagtig magen til det på Rådhuspladsen.

Og det der i virkeligheden gjorde dette så ulideligt, var at der var alt, alt for lidt plads til at man bare kunne gå ud. Når man først havde været så ufornuftig at bevæge sig ind på den smalle sti, var man fanget i et frastødende mylder, og den eneste mulighed var at følge strømmen og forsøge at lukke sanseindtrykkene ude indtil det var overstået.

Resten af dagen blev tilbragt indendørs på cafeer med en bog – og en konstant strøm af fadøl til at modvirke et nervesammenbrud.

>En arrig kommentar her fra Budapest hvor internettrafikken er klumpet og utilregnelig.

Rejsen herned var uforglemmelig. Allerede ved ankomsten til Kastrup blev jeg bremset af et selskab af menneskelignende skabninger der var for tykke til at gå og som effektivt blokerede passagen mellem terminal 2 og 3 med deres små grimme vogne.

Flyet var mere end en time forsinket, men det forhindrede ikke det snedige lufthavnspersonale i at kræve at passagererne gik til gaten omgående for at vi så kunne tilbringe ventetiden i et trangt glasbur med en fyr på hvis t-shirt der stod “bonderøv”.

Efter en rum tid fik man lov til at komme ombord på flyet. Her var jeg – for anden gang i træk – så heldig at blive placeret på en vinduesplads hvor der af uransagelige årsager ikke var noget vindue. Jeg mener: det var ikke ved en nødudgang, ikke ved en vinge, ikke ved noget som helst særligt, og ved den tilsvarende plads i modsatte side af flyet var der et vindue. Som bonus fik jeg lov at sidde foran en svensk pige som ikke bare sparkede mig i ryggen under hele flyveturen, men som også havde en stemme der evnede at skære igennem den almindelige flystøj – en egenskab der normalt er forbeholdt spædbørn med kolik.

Fremme i lufthavnen blev vi afvist af en buschauffør som ikke ville give penge tilbage på vores knitrende nyhævede matadorpenge. Efter at have vekslet og ventet tyve minutter på næste bus kunne vi så ikke få lov at købe billetter alligevel og tog turen uden billet i håb om ikke at blive skudt ned af fjendtligt buspersonale.

Det bedste ved at være her er uden tvivlt at jeg slipper for DSB-døgnet – et gennemført pendlerfjendsk koncept jeg med gru har læst om på plokblog.

Nå, muligvis mere nyt herfra senere – hvis nogen vover at tisse på min sukkermad.

>Endnu en gang drager jeg ud i verden for at studere fremmede trafikkulturer. I dag går turen til Ungarn – et land hvor trafikhad mundret nok betegnes forgalmi gyűlölet.

Hvad skal man forvente sig af trafikken sådan et sted? På den ene side ved jeg allerede nu at et syvdøgns-travelpass til den offentlige trafik i hovedstaden kun koster 95 kroner. Samme produkt tilbyder DSB til 105 kroner – pr. døgn! – så på den måde har Budapests trafik gjort et smukt indtryk allerede inden jeg har sat mine ben i byen.

Omvendt kæmper jeg med stærke forestillinger om gamle østlande som korrupte og kaotiske kulturer hvor trafikken er en svimlende tilstand udgjort af konstante regelbrud og uretfærdigheder, og hvor den enkeltes mål i nykapitalistisk ånd er præget af først-til-mølle for enhver pris. Måske man endda bliver snøret af en taxachauffør med et busket overskæg?

I første omgang går mine bekymringer dog på selve rejsen derned. Da jeg for nylig tog til Oslo, valgte min ledsager at bestille rensdyrpølse fra salgsvognen (vi taler her om et fly med planmæssig afgang fra CPH klokken 8:25). I dag er min rejsekammerat en anden, men alligevel gruer jeg for forplejningen. Gullasch in the air?

>Ja, og så glemte jeg næsten det værste i går.

Normalt gælder den på alle måder fornuftige regel at man ikke taler til sine medpassagerer i toget. Med mindre man skal spørge hvor toget kører hen (eller sælge Hus Forbi) så lader man simpelt hen være med at forsøge at sige noget som helst til fremmede mennesker i kupeen.

Denne regel har dog tilsyneladende en undtagelse mere. Når DSB ikke arter sig, slipper folk hæmningerne, kæfter op om at det er for galt – og finder sammen i et hult fællesskab af spontant gnavne sjæle. Og således også i går; hænder blev smækket på lår, ukvemsord blev ytret, øjne blev vendt mod himlen – og i virkeligheden gjorde det bare alting endnu værre.

>Jeg vil gerne sige tusind tak til de gæve folk hos DSB S-tog for en rigtig skøn aften i deres varetægt.

Hjemrejsen – som burde have taget præcis 15 minutter – tog præcis 60 minutter. Ved ankomsten til stationen viste skiltene en forsinkelse på 3-4 minutter. Samtidig kunne DSB på skærmene oplyse at der kunne forekomme udfald i den ellers så regelmæssige og troværdige informationsstrøm fra skærme og højttalere, idet de var i færd med at gennemføre forbedringer af netop denne informationsstrøm. Ikke dårligt!

Forsinkelsen blev imidlertid større og større, og efter tyve minutter foreslog lokomotivføreren fra et forbipasserende S-tog de ventende passagerer at tage hans tog, uanset hvor man skulle hen, og så skifte senere. Det gjorde jeg så – og stod af på den anbefalede station.

Her var mit tog det næste der skulle afgå – og jeg havde fornøjelsen af at se minuttallet til dets afgang flippe rundt og rundt, fra 60 og ned til 0, og rundt igen og igen. Efter en rum tid faldt den til ro på 41. Jeg besluttede at forsøge mig med et regionaltog i stedet. Det kunne så tage mig til en station der på S-togsnettet egentlig var et stop for langt – hvorfra jeg så kunne gå hjem.

Tak igen – og jeg glæder mig allerede til næste gang vi ses.

>Gammel dame: “Det er jo ikke til at komme rundt i butikken!”
Medarbejder: “Nej – det er for at irritere dig!”

>Til min egen overraskelse må jeg blankt indrømme følgende: trafikken i Oslo er aldeles udholdelig. Man kunne dedikere en hel blog til byens andre dårlige sider, men selve trafikken er faktisk hæderlig.

Én grund til denne uventede oplevelse kan være at jeg i løbet af det fire dage lange ophold tilbragte de fleste dagtimer indendørs i én bygning, hvilket betyder at den samlede transporttid i løbet af opholdet har været overskuelig. En anden og måske væsentligere grund er at der generelt bare ikke er særlig mange trafikanter i Oslo – dvs. færre generende elementer på min vej. Det lave antal trafikanter hænger naturligvis sammen med at der i det hele taget ikke er udpræget mange mennesker i Oslo – hvilket igen ikke overrasker når man tager det håbløse klima og det helt absurde prisniveau i betragtning.

Jeg giver trafikken i Oslo karakteren 10 for den udmærkede, men noget rutineprægede præstation.

>De næste par uger vil jeg bevæge mig mod fremmede egne for at undersøge de trafikale forhold uden for rigets grænser. Det betyder i første omgang en kort pause i de daglige sure opstød fra Farimagsgaderne – til gengæld vil jeg spare sammen til et godt gammeldags raserianfald her på bloggen når jeg vender hjem igen. Er allerede pænt gnaven ved tanken om det fjols der i morgen med stor sikkerhed vil vippe sit flysæde/mit bord tilbage i det øjeblik kaffen er serveret.

>I dag bringer Politiken en stor artikel om det de kalder for vejvrede (ja, jeg synes selvfølgelig der findes et bedre ord). Her kan man bl.a. læse:

“Lunten er kort i trafikken. Forseglet i bilens polstrede puppe kan mennesket bag rattet uhæmmet udtrykke sine aggressioner og frustrationer. Vejvrede er et kulturelt fænomen, som i stigende grad optager forskerne.”

Læser man artiklen, vil man notere sig at det er bilisterne der er de aggressive i trafikken. En amerikansk psykolog udtaler bl.a.:

“I en bil kan et lille menneske pludselig blive en stor mand. Bilkørsel kan opfattes som en kamp om rum og tid. Den bilist, som overhaler os eller afskærer os fra at komme frem, gør os til tabere. Vi opfører os som sportsudøvere i en
arena, hvor det gælder om at give modstanderen kamp til stregen.”

I rest my case.

>Jeg har allerede omtalt både de visuelle og auditive midler man som trafikant kan benytte for at vise omverdenen sine følelser, men de seneste par dage har budt på en række oplevelser der får mig til at vende tilbage til det første: gestik, mimik – og fravær af samme.

Lad os starte med jeg-tror-ikke-mine-egne-øjne-fjæset. I går var der fodboldkamp i Parken – en begivenhed jeg som nævnt ikke ser med udpræget milde øjne på. Et par kolde øl havde dog gjort mig mild og venlig, og derfor satte jeg mig generøst for at lade en af de ellers så irriterende fodboldfans krydse Østerbrogade. Først sagtnede jeg farten. Han blev stående på den lille ø af brosten i midterrabatten. Jeg bremsede endnu mere op. Han blev stående. Jeg var nu nødt til at sætte en fod ned på jorden for ikke at vælte. Og netop da sendte han mig det nævnte blik for at signalere at han stadig ikke var helt sikker på om jeg nu ville lade ham slippe over. Der skulle en håndbevægelse fra min side til at forsikre ham om at jeg ikke havde tænkt mig at køre direkte ind i ham så snart han bevægede sig ind på cykelstien.

I dag var jeg i Hellerup vidne til en dybt usympatisk kom nu-gestik fra en mandlig bilist. Han havde øjensynligt travlt med at dreje af, men var tvunget til at vente på to cyklister som skulle passere afkørslen først. Korte, skubbende og utålmodige bevægelser med en flad højrehånd signalerede at de skulle skynde sig væk. Jeg vedgår at den grundlæggende utålmodighed er en hjørnesten i et sundt trafikhad, men her var den rettet mod en absolut uskyldig forhindring – de to cyklister var på ingen måde irriterende og kørte pæne 20 km i timen op ad bakke.

Senere på samme tur var min egen mimik muligvis lige lovlig let at afkode. Ved søerne kom en ung og velproportioneret mulatpige i stram hvid bluse gående i modsat retning. Først efter adskillige sekunder ænsede jeg mit eget fascinerede smil – der egentlig ikke var rettet direkte mod hende, men nærmere var en slags spontan, lykkelig modpol til negerarmen.

På vejen hjem – i en kølig regn der helt klart hører hjemme i april – var der en mand der ved sit ydre gjorde al gestik og mimik unødvendig. Han havde et kollossalt overskæg der ved sin stritten langt ud til begge sider med al tydelighed indikerede at han var en kæmpe idiot, og at man derfor skulle holde afstand. Det gjorde jeg så.

Til sidst må jeg nævne en situation hvor mit eget kropssprog spiller en stor rolle. På den yderste del af Østerbrogade tyndede det ud i aftentrafikken. Jeg holdt et kort øjeblik op med at træde i pedalerne, strakte det ene ben helt ud og løftede derved den venstre balle lidt. Der var ikke tale om en egentlig strategi, men min krop må på et ubevidst niveau have anset dette for denne optimale stilling; jeg skulle slå en prut. Det gjorde jeg, den var aldeles hørbar, og i samme sekund blev jeg overhalet. Til mit store held var det en mand med høretelefoner på, og det forekommer mig usandsynligt at lyden er trængt gennem musikken – men jeg er imidlertid bange for at mit kropssprog har været helt entydigt.

Nå. Godt det ikke var mulatpigen fra søerne der overhalede mig.