>I går blev det forår i København. Dagen lang boblede hele byen over af utilladelig letsindighed, kådhed og latter. Og den nyvundne flagrende energi fik alle de små fodgængere væk fra fortovene og ud på cykelstierne.

>Den er go’ nok; sandheden er som regel ilde hørt.

Ryvangs Allé er, grundet totalt fravær af sideveje mod vest, min absolutte favoritstrækning, men denne sommer har der været alvorlige skår i glæden. Ned fra træerne er der faldet bittesmå dråber af en fedtet substans der ikke blot har været irriterende at få på sig, men som også har gjort cykelstien og ens dæk direkte klistrede. Det har igen fået en stor mængde blade (eller frøkapsler eller hvad ved jeg) til at lime sig fast til ens hjul, så ens cykel har lavet sådan en flap-flap-flap-flap-lyd hver gang et af de pålimede blade har snittet bremseklodserne. Kun et overmenneskeligt opbud af tolerance og mildhed har afholdt mig fra at klage over det hidtil.

Men for et par dage siden kom der nye oplysninger der gør mig blind af vrede. Sandheden om de små snaskede dråber – som jeg antog for uskyldig træ-afsondring (igen: hvad ved jeg) – er at det er afføring fra bladlus der i ufatteligt omfang har angrebet alleens træer.

Lorte-natur!

>Jeg var træt og slatten da jeg cyklede hjem sidst på eftermiddagen. Selv mit trafikhad virkede ligesom lidt sløvt i betrækket. En lille rød bil var parkeret skråt ind over halvdelen af cykelstien, og jeg hidsede mig ikke rigtig op.

Netop derfor var det så rart at høre en motionscyklist med klar stemme råbe “idiot” adskillige gange efter en autocamper der drejede uden at se sig for.

Af og til må vi trafikhadere stå sammen og hjælpe hinanden.

>Søndagsåbent i Irma; ikke et øje. Alligevel gik det galt.

Manden i hawaiiskjorten stod midt på gangen og kiggede på morgenmadsprodukter. Jeg skulle forbi og styrede til venstre for ikke at blokere hans cornflakes-udsyn. Han holdt sig midt på gangen, men bevægede sig nu sidelæns i samme retning som mig. Han var interesseret i Frosties nu.

Her anede jeg allerede katastrofen. En opsats med marmelade stak ud til venstre ved enden af gangen. Jeg satte farten op i et forsøg på at nå ind mellem opsats og hawaiiskjorte inden han nåede så langt. Forgæves, erkendte jeg. Jeg bremsede ned og skiftede strategi: jeg ville gå højre om.

Nu hørte jeg Irma-medarbejderens hastige skridt bag mig. Han styrede hurtigt og sikkert til højre om manden og annullerede derved min nødplan. Jeg var nu gået i stå ved marmeladen og kunne ikke komme videre, og manden i hawaiiskjorten stod stille. Han ville tættere på pakkerne med Frosties, men kunne ikke komme til – Irma-medarbejderen var næsten fremme.

Og så skete det. Jeg måtte vente halvandet sekund på at Irma-medarbejderen havde passeret hawaiiskjorten, at hawaiiskjorten kunne nærme sig sin morgenmad, og at jeg endelig kunne komme videre. Ned til mælken.

>I morgen flyver manstop til USA via London. Lad os alle ønske ham en behagelig rejse.

>En gammel mand i grønt tøj (set i bakspejlet kvalificerer det ham muligvis ikke til titlen ‘gartner’) trådte ud på cykelstien. En bus var på vej. Jeg satte farten op, og bussen halede ind på mig indtil den begyndte nedbremsningen; den kom aldrig tættere på mig end fem meter. Men den gamle gartner fortsatte over cykelstien, selv om han tydeligvis havde set mig. Da jeg susede forbi ham, så han på mig og lavede en hvæsende lyd der hverken var pift eller fløjt. Jeg kvitterede øjeblikkeligt med at råbe “idiot!” efter den grimme gamle gartner – men ærgrer mig stadig over at jeg ikke fik brugt et skældsord fra planteriget.

>Jeg sad her foran computeren og blev faktisk en kende angst ved tanken om alle de forestående trafikoplevelser. Men netop da modtog jeg denne e-mail:

From: Kristina Hamlin [mailto:tlabelle@custombroker.com]
Sent: Tuesday, August 08, 2006 4:28 PM
To: trafikhad@kua.dk
Subject: re: what’s your opinion?

Hi!

Last time we talked about the difference between Canadian and US medications. You told me that US meds are much better than other. I’ve decided to try out Canadian pharmacy. You know that i have some problems with anxiety so i used Valium and Xanax that I’ve bought at MyCanadianPharmacy drug store:use this link.

They have lower prices but their medications have such quality as US meds do. They also provide secure purchase. I’m completely satisfied and i think you’ll be satisfied, too.

John.

Dette kunne meget vel være løsningen på min trafikangst. Tak!

>I dag holdt jeg for et rødt lys der viste sig aldrig at skifte til grønt.

>I en kommentar hos mit britiske trafikhadeidol Disgruntled Commuter henvises der til en artikel fra The Guardian om hvor lykkelige danskerne er. Artiklens forfatter påstår at vores lykke – som ifølge en undersøgelse ikke findes højere noget andet sted på jorden – i høj grad hænger sammen med cykling (øl nævnes dog også som en årsag). Han citerer endda en amerikansk rapport:

“bicycling provides great recreational opportunities for youth and families, and builds community as people interact on neighborhood streets.”

Interaction, jo tak; 30 % af danskerne er blevet udsat for vejvrede inden for det seneste år. Hvis vi har noget som helst community i overlevelseskampen på cykelstierne, så skulle det da være samlet om en fælles fjende såsom statsbanerne, taxaerne eller nåja, christianiacyklerne.

Og så har vi jo 10.000 km cykelsti (hvorfor fanden kunne der så ikke blive til en i Stormgade?), “all with handy little direction signs that keep you from stopping at every intersection to pull out the oversized bicycle map”. Og dét er jo så simpelt hen en lodret løgn. For mindre end en måned siden prøvede jeg faktisk at køre ad en af Dansk Cyklist Forbunds autoriserede ruter. Da jeg på et tidspunkt virkelig var faret vild ude i en skov, stødte jeg på dette hjælpsomme skilt:

Kort sagt: løgn og latin. The Guardians løse spekulationer har ført hele det britiske imperium bag lyset.

(Det var da en utrolig masse links jeg fik lavet. Der er en lille præmie (seneskedehindebetændelse) til den der klikker på alle sammen.)

>…den betyder, den dér ringelyd? Dét spørgsmål ekkoer sikkert stadig rundt i hovedet på den pige jeg forsøgte at overhale i Gothersgade. Hun fik dog et vigtigt hint: hendes venindes “pas på… pas på… paspåpaspåPASPÅ” har nok afsløret at ringeklokken ikke er en opfordring til at trække helt ud til venstre og selv påbegynde en overhaling.