>I går stod jeg ved siden af en pige der tydeligvis havde løbet for at nå toget. Hun pustede, stønnede og hev efter vejret, så hele kupeen kunne høre det. Varmen fik hendes parfume til at brede sig langt omkring hende, sød og tung og kvalmende, og hun havde fået uforholdsmæssigt røde kinder af løbeturen.

Stønnen, tung parfume og rødmende kinder – alt sammen ting der kunne have været helt, helt okay, men som i situationen virkede helt, helt forkert.

>Blot et kort indlæg for at udtrykke min dybfølte foragt for den praksis der eksisterer blandt buschauffører: at man lige vinker til hinanden når man passerer en modkørende kollega. Hvad fanden er det for noget? Dette er en adfærd jeg i mit nye pendlerliv er vidne til dagligt, og jeg kan på ingen måde affinde mig med det.

Christoffer påpeger at dette ikke gælder blandt taxaer. Sandt nok – og det gør i mine øjne taxachauffører til grundlæggende mere ædle væsener end buschauffører.

>Når jeg hver morgen løber for at nå et bestemt tog, er det fordi det er hurtigt. 11 minutter tager turen derfra – nøjagtig 15 minutter mindre end S-toget bruger på samme strækning.

Men intet er så godt at det ikke er galt for noget. For toget kører hele vejen til Aalborg, og den tur tager 4 timer og 43 minutter. Mine medpassagerer har med andre ord potentielt set en dagsrejse foran sig, og det får dem til at opføre sig derefter. Farvel til den gode ro og orden som almindelige pendlere udviser – goddag til smasken, støjen og transport af børn, som man ellers kun kender fra de værste helligdage.

I dag lykkedes det således en medpassager – som efter alt at dømme skulle langt, langt op i Jylland – højlydt at fortære 7-800 gram frugt på den korte tid (som sagt 11 minutter) som jeg tilbragte ved hendes side. Umanerligt irriterende var det, og jeg greb mig selv i at ønske at jeg ikke havde nået mit tog, hvilket muligvis havde irriteret mig endnu mere, og det gør mig forvirret omkring hvad der i grunden er allermest irriterende, og alene denne uafklarethed får mig til at koge over af ustyrligt og ubønhørligt raseri.

>Ryger kæden af cyklen når man er på vej til fest, kan man bruge et blad fra en busk eller et træ til at sætte den på igen. Så får man ikke sorte oliefingre.

(Så er det allerede din tur igen, Terse.)

>Jeg har nu i mere end fire døgn forsøgt at tie en forfærdelig oplevelse ihjel. Det er ikke lykkedes. Den har forfulgt mig dag og nat, og nu bringer jeg den helt op til overfladen i et forsøg på at kunne lægge den bag mig én gang for alle.

Det handler om et sygt, sygt menneske som jeg stod ved siden af i bussen tirsdag morgen. Bussen var fyldt til det punkt hvor chaufføren holder op med at messe at man skal rykke længere tilbage i vognen. Jeg stod næstforrest i bussen – den eneste foran mig var ham, manden som ikke overholdt reglerne for diffusion. Universelle regler som gælder salt i vandglas, mælk i kaffe og mennesker i busser.

Det er faktisk ikke så kompliceret. Diffusion er den proces der sker når der er en høj koncentration af en type molekyler eller partikler ét sted, og en lavere koncentration rundt om. Partiklerne / molekylerne vil konstant bevæge sig, men de vil nødvendigvis i højere grad bevæge sig mod det sted hvor koncentrationen er lavest – og dermed i løbet af kort tid sprede sig jævnt.

Dette skete ikke i bussen. Fra min plads og bagud i bussen var koncentrationen af passagerer eksceptionelt høj, dog jævnt fordelt. Men foran mig var den syge mand, og foran ham var der ingenting. Der var 40-50 cm forrest i bussen som stod ubenyttet hen. Og manden ignorerede naturlovene og blev stående, endda vendt væk fra køreretningen og lige mod mig, åndende ubehagelige dunster ind i mit forsvarsløse ansigt som givetvis stadig har båret svage aftryk af min hovedpude.

>Alle taler om gratisaviserne hele tiden. Jeg selv har også gjort det en gang før. Nu er jeg parat med mere brok i kategorien mediekritik-trafikhad / mediehad-trafikkritik.

Hver eneste morgen klokken 7:59 kan man træffe mig på København H. Jeg kommer løbende op ad rulletrappen fra spor 11-12 som et uafvendeligt småforsinket S-tog netop har bragt mig til. Oppe i hallen spæner jeg slalom mellem mindre travle pendlere hen mod spor 5-6 hvor jeg på et hængende hår når 8:00-afgangen vestpå.

I dag nåede jeg det ikke. Jeg så toget sætte i bevægelse og forsvinde i horisonten.

DSB S-tog bærer naturligvis deres del af skylden for de sædvanlige tre minutters forsinkelse. Men i dag følte jeg i mit hjerte at den største synder var de to kæmpefjolser – begge udsendt af Nyhedsavisen og strategisk placeret ved toppen af rulletrapperne – som med mere end almindeligt udstrakte arme forsøgte at få mig til at acceptere det tarvelige produkt de begge var tungt læsset med. Det lykkedes ikke for dem – men de havde stor succes med at bremse mig i de helt afgørende sekunder.

Den mest raffinerede hævn ville selvfølgelig være at nærlæse Dato og 24timer og voldshoppe disses annoncørers produkter. Men jeg ender nok med noget mere primitivt.

>”Hvis vi kunne spå, ville der jo ikke være nogen forsinkelser.”

– Vrisset af togfører efter forsigtig forespørgsel

>I ved nok hvad jeg mener, men nu spørger jeg alligevel: Er det i orden at cyklister som rækker hånden ud for at varsle sving, kører så tæt på kantstenen og strækker armen så meget at hånden faktisk rækker 15 cm ind over fortovet?

>Jeg har svært ved at sætte ord på den følelse af dyb sorg og uudgrundeligt had jeg følte sidst på eftermiddagen da jeg fandt min cykel punkteret. Thi tidligere dagen havde jeg – bare for sjov – truet med at punktere Mygdals store, fede, grimme lorte-Nihola.

(Men i øvrigt var det bare et glasskår, fandt jeg ud af sidenhen; bevares. Det var skæbnen der hævnede sig, ikke Thomas.)

>