>Jeg cyklede til stationen, og den iskolde styrtregn stak i øjnene, jeg bøjede hovedet ned og var ved at køre direkte ind i en idiot der kørte i den forkerte retning på cykelstien, jeg nåede lige at råbe “for helvede”, toget blev forsinket og var propfuldt (men jeg tror sgu jeg så plok – surreelt når en blog materialiserer sig i et S-tog), på hovedbanen krævede det alle mine kræfter ikke at aflive Nyhedsavisen-uddelerne, i Intercity-toget smagte kaffen grusomt, derefter var det meget koldt at vente på bussen, og nu sidder jeg og ser sneflokkene komme vrimlende og tænker på at jeg i aften skal cykle fra byen og ud til Lyngby.

>Bussen var otte minutter forsinket, så da jeg kom frem til stationen, løb jeg alt hvad jeg kunne hen til rulletrappen, men tre indvandrerdrenge fyldte op, så jeg ikke kunne overhale, og da jeg nåede ned til perronen, lukkede togets døre for næsen af mig, og jeg måtte vente ti minutter i støvregn på det næste.

>I midten af juni kørte jeg i tog med en helt forfærdelig togfører og skrev i den anledning dette indlæg. Hun var så vanvittigt ulidelig at hun fik min personlige stemme i den stadig åbne afstemning om hvem der er den mest irriterende person i mine første 100 indlæg.

I går skete det helt utrolige at jeg mødte hende igen – i et noget andet humør. Hvor hun sidst var højtråbende, manisk og påtrængende, var hun i går indelukket, undskyldende og meget stilfærdig. Min første tanke – som ikke helt har sluppet mig endnu – var at hun måske havde læst mit indlæg fra dengang hvor jeg blandt andet skrev:

Hvis du, togfører, læser med her, så tag det her som et velment råd: du er ikke egnet til et job der har med andre mennesker at gøre, for du er et kæmpe larmende lokum der gør mindst skade når du er helt, helt alene.

Tænk om det usandsynlige skulle være sket: at jeg havde knækket hendes ondskabsfulde überkækhed og forvandlet dette grusomme menneske til en ganske ufarlig grå skygge i regionaltogenes korridorer. Tanken fylder mig med både skam og stor glæde – cirka i forholdet én til firs.

>Lørdag den 28. oktober 2006 var en glædens dag. For femte gang i bloggens historie lykkedes det mig at cykle en sammenhængende strækning ad Farimagsgaderne uden at komme i nærheden af christianiacykler.

Overse ikke perspektivet i denne begivenhed. Tænk over statistikken; hændelsen indtraf fire gange i løbet af halvt år hvor jeg virkelig hyppigt cyklede netop den strækning. Og nu – i en tid hvor det trafikale fokus i den grad ligger på den offentlige transport, og hvor en cykeltur ad Farimagsgaderne højst sker en gang eller to om ugen – får jeg stik imod de mest basale sandsynlighedsberegninger lov at opleve det igen!

I det store billede er det selvfølgelig et spørgsmål om balance. Det er en måde for trafikguderne at kompensere for de grusomheder jeg er blevet udsat for i min første måned med intensiv, daglig togtrafik – og måske et forsøg på med et trafikalt overskud at ruste mig til en sæson hvor sneen falder og togene standser umotiveret uden for Glostrup station?

Nåja, balancen udmøntede sig også i at jeg senere på aftenen i går fandt min cykel uden den kapsel der skal beskytte mit gear mod vind og især vejr. Og i at jeg på cykelturen hjem blev overhalet af en bil på et punkt hvor en stor vandpyt i mødet med bilens højre forhjul fovandledes til en grumset regnvandsbølge af Hollywood-dimensioner som gennemblødte hele min venstre side.

>Når du skal stige på toget, så overvej nøje på hvilken side af dørene du stiller dig og venter på at folk er kommet ud. Som hovedregel kommer man hurtigst ind (og får en siddeplads) hvis man står i den modsatte side af der hvor stationens udgang er. Men hvis personer med gråt/hvidt hår skal ud af toget, kan det næsten altid betale sig at stå i den modsatte side af dem; deres langsomme bevægelser kan forsinke dig meget mere end pendlernes tendens til at vælge døren tættest på stationens udgang.

(hurtigt tilbage)

>Hvis du skal lappe din cykel, så lad være med at gøre det for tæt på Roskildevej; den larmer så meget at man ikke kan høre hvor luften siver ud.

(you go girl)

>I dag skal det handle om DSB’s afgangstavler. Under normale omstændigheder viser de de næste 20 minutters S-togs-afgange fra den station hvor de er ophængt.

Men i perioden 4. september til 30. november er der såkaldt betonrenovering på Københavns Hovedbanegård. Det fejrer DSB ved døgnet rundt at lade deres afgangstavler på alle regionens S-togsstationer vise skiftevis den sædvanlige oversigt og en fuld-skærm-meddelelse om den store betonrenovering. Her et nydeligt eksemplar foreviget på Hellerup station i går:

Det er fint at DSB vælger at informere om arbejdet der betyder at S-togene kører efter en særlig køreplan mandag til torsdag efter klokken 22.

Men en bivirkning er at pendlere der ligesom har fanget budskabet, i næsten tre måneder skal stå og vente på at tavlen skifter fra betonrenoveringsmeddelelsen til de opdaterede oplysninger om deres tog – oplysninger man især har brug for hvis togene ikke kører efter planen. Og det gør de jo nødig.

>Den altid pålidelige DSB-observatør plok gjorde for nylig opmærksom på en ny service hvor man kan skrive en sms til DSB og efter få sekunder modtage en besked med oplysninger om hvornår de næste tog kører fra en given station. Jeg afprøvede naturligvis straks det nye produkt og måtte med lige dele forundring og skam meddele i en kommentar at det faktisk fungerer.

Det gør det selvfølgelig ikke. Ikke når man virkelig har brug for det. Som i morges hvor S-togene var voldsomt forsinkede og holdt i kø ind mod København H – og hvor jeg mellem Nordhavn og Østerport ville finde ud af om jeg kunne stå af på Østerport og tage et regionaltog vestpå i stedet. Jeg skrev en besked, men fik ikke noget svar! Det er jo en klassisk DSB-problemstilling: at informationerne kun er der når der ikke er brug for dem.

(Okay, der kom faktisk svar. Men det var efter 11 minutter – som jeg havde brugt på at stå af på Østerport, konstatere at der var lang tid til næste regionaltog og gå tilbage og tage et andet og meget tøvende S-tog til Hovedbanegården.)

>Cyclone Bill: “Undskyld, ved du hvad der sker med linje C?”

Statsbanernes ærværdige repræsentant: “Jeg ved ikke en skid.”

>Først nede i den klamme ende af Strøget, klokken fire i nat. En høj kvinde i trediverne væltede adskillige meter bagover, og det lød som om hovedet slog ned i asfalten. Det var en lille og meget aggressiv dørmand der skubbede hende.

Og så, fem minutter senere fandt jeg min cykel ovre ved Dagmar, udsat for en lignende behandling. Det var muligvis selvsamme dørmand der var løbet hen og havde givet den et ordentligt skub, så den lå på asfalten og kiggede op i støvregnen.

Noget ved gearet var gået løs, og forlygten – som ellers er skruet på og sidder der permanent – var blevet slået af. Batterierne indeni var forrykket, så jeg måtte åbne lygten med en nøgle og skubbe dem på plads, før den kunne lyse igen.

Jeg ved ikke om kvinden også havde nogle batterier i hovedet der gik løs, og om hun måtte cykle hjem med sit hovede i hånden, ligesom jeg akavet måtte køre med den løsrevne lygte i venstre hånd, mens jeg prøvede at styre cyklen uden at styrte omkuld.