>I midten af juni kørte jeg i tog med en helt forfærdelig togfører og skrev i den anledning dette indlæg. Hun var så vanvittigt ulidelig at hun fik min personlige stemme i den stadig åbne afstemning om hvem der er den mest irriterende person i mine første 100 indlæg.

I går skete det helt utrolige at jeg mødte hende igen – i et noget andet humør. Hvor hun sidst var højtråbende, manisk og påtrængende, var hun i går indelukket, undskyldende og meget stilfærdig. Min første tanke – som ikke helt har sluppet mig endnu – var at hun måske havde læst mit indlæg fra dengang hvor jeg blandt andet skrev:

Hvis du, togfører, læser med her, så tag det her som et velment råd: du er ikke egnet til et job der har med andre mennesker at gøre, for du er et kæmpe larmende lokum der gør mindst skade når du er helt, helt alene.

Tænk om det usandsynlige skulle være sket: at jeg havde knækket hendes ondskabsfulde überkækhed og forvandlet dette grusomme menneske til en ganske ufarlig grå skygge i regionaltogenes korridorer. Tanken fylder mig med både skam og stor glæde – cirka i forholdet én til firs.