>En ven gjorde mig opmærksom på et interessant aspekt ved Farimagsgadernes christianiacykler. I efteråret kom det frem at partikelforureningen i den københavnske trafik var så voldsom at nogle frarådede folk at cykle – af hensyn til helbredet. Det kunne bl.a. Anne Holm Hansen fra Astma- og Allergiforbundet afvise, men med et særligt forbehold:

“Man skal blive ved med at cykle, ingen tvivl om det. Men man skal bruge sin sunde fornuft, og hvis man kører med små børn i cykelanhænger, skal man måske vælge en anden rute end de mest trafikerede gader i myldretiden. Forskellen mellem partikelforureningen i en halv meters og i halvanden meters højde er meget stor.”

Eller sagt med andre ord: når Kartoffelrækkernes kulturradikale i god tro – men til evig irritation for sagesløse medtrafikanter – hælder alle deres biodynamiske og krølhårede unger op i christianiacyklerne og i søndagstempo triller ned til Emmery’s efter speltbrød og økologisk æblemost, udsætter de i virkeligheden børnene for en stærk hjerte- og lungesygdomsfremmende partikelforurening.

Det skulle vist afgøre sagen: løsningen er et totalt forbud mod christianiacykler på Farimagsgaderne. De er simpelt hen til skade for alle. I stedet kan man – som eksperterne foreslår – vælge en anden rute. Eller man kan gå så vidt som til at bytte sin christianiacykel til en giraf på hvis hals børnene fastspændes. Så skal girafferne bare holde sig på fortovet.

>
I går skete det – måske overraskende – at jeg frivilligt bevægede mig ud i trafikken, bare for turens skyld. Iført stramt cykeltøj og med cykelcomputer, vandflaske og solbriller kørte jeg nordpå bare for at nyde en rask cykeltur i det gode vejr. Hvordan kunne jeg være så dum?

Jeg var kort sagt ikke den eneste der havde fået lyst til at komme ud i det gode vejr, og opfyldt af naiv forårskådhed begik jeg endda den tåbelighed at lægge ruten gennem Dyrehaven. Vel nok den mest trafikerede plet i kongeriget, skarpt forfulgt af Nørreport Station.

Til min næste fødselsdag ønsker jeg mig virkelig én dag – nej vent, 365 dage – hvor jeg er det eneste levende væsen i trafikken.

>Situationen er at en cyklist kører ligeud på en cykelsti og passerer en sidevej. En bilist skal enten dreje fra hovedvejen ned ad sidevejen, eller fra sidevejen ud på hovedvejen. Lad os antage følgende:

1. Cyklisten vil gerne forbi så hurtigt som muligt.
2. Bilistenen vil gerne så hurtigt som muligt ned ad sidevejen / væk fra sidevejen.
3. Cyklisten vil ikke køres ned af bilisten.
4. Bilisten vil ikke køre cyklisten ned.

Det må være pkt. 2 der gør at bilister ganske ofte kører lidt for langt frem – og ind på cykelstien. Her sker det at pkt. 3 kommer til at betyde mere for cyklisten end pkt. 1 – som derfor sætter farten ned. Fordi bilisten jo heller ikke køre cyklisten ned (pkt. 4), må vedkommende vente endnu længere før cyklisten er passeret, hvilket så går ud over pkt. 2.

Den sædvanlige situation er altså at bilisten – fordi han/hun gerne vil hurtigt frem, og fordi cyklisten ikke vil køres ned – kommer til at forsinke både cyklisten og sig selv. Variationer over dette tema er at enten cyklisten eller bilisten prioriterer hhv. pkt. 1 og 2 højere end 3 og 4, hvilket resulterer i at cyklisten bliver kørt ned.

Med andre ord: hold nu bare tilbage, så kommer alle hurtigere videre! Vi er jo ikke i trafikken for hyggens skyld.

PS: Undskyld hvis jeg lyder gnaven. Der var syv christianiacykler på Farimagsgaderne i morges.

>I dag skulle jeg udføre et stykke arbejde nord for Århus. Arbejdet tog mig præcis 11 minutter. Transporten tog mig cirka 9½ time. Her et sparsomt udvalg af de pinsler jeg måtte udstå mens jeg var i transit:

• DSB-manden må have hørt forkert da jeg bookede billetter. I stedet for en hvileplads havde han givet mig en knitreplads: et sæde i en særlig kupé hvor passagerer aktivt opmuntres til at konkurrere om hvem der kan knitre højest med det sølvpapir deres madpakker er pakket ind i.
• En århusiansk taxachauffør så det som sin opgave – måske pga. min ikke-jyske dialekt – at fortælle om hvad vi så under køreturen. Han oplyste mig om at Danske Bank havde fået nye guldbogstaver. Og lidt senere: “Der er Netto. Det kender du måske.”
• En tyk kvinde bad mig om at rejse mig for at hun kunne komme ind og sætte sig på pladsen bag mig – hvorefter hun stillede sig helt tæt på mig og blokerede, så jeg nok kunne rejse mig, men ikke flytte mig.
• Togføreren i det stærkt forsinkede lyntog tilbage til København oplyste ved Odense Banegård uden yderligere forklaring at passagerer til København skulle skynde sig at skifte til toget på den modsatte perron. Efter et par minutter med lige dele mistro og panik kunne en anden togfører meddele at det gjaldt passagerer som skulle til stationer mellem Odense og København H – hvor lyntoget ikke stoppede.
• En ældre dame havde ikke fået låst døren da hun gik på toilettet i toget. Og hun sagde ikke engang undskyld.
• Min IC-billet dækkede ikke blot rejsen til og fra Århus, men også noget af vejen hjem med S-toget. Jeg købte derfor en 2-zoners-billet i stedet for at klippe mit 4-zoners-kort og sparede derved 3 kroner. Stadig rørt over statsbanernes storsind lover jeg hermed ikke at klatte det sparede beløb væk på fornøjelser, men i stedet donere dem til velgørenhed ved førstkommende lejlighed.

>Hvad er ideen i at cyklister rækker armene ud for at vise at de drejer, hvis bilerne alligevel for en sikkerheds skyld venter med at køre frem? Det modsatte – at de kører én ned fordi de troede man lige glemte at række hånden ud – er ganske vist værre, men alligevel. Når bilerne ignorerer én, føles det bare som om man uden held prøver at heile eller kaste håndtegn. Eller laver en virkelig kikset negerarm.

>På vejen hjem ringede min telefon. Jeg bremsede, steg af cyklen og holdt i kanten af cykelstien for at kunne tale uforstyrret.

Det kunne jeg glemme alt om; jeg blev nødt at afbryde samtalen i 15-20 sekunder da en ung mand på en boret knallert kørte langsomt forbi. Farten var omvendt proportional med den lille maskines øredøvende larm.

Da jeg – efter endt samtale – kørte videre og så blå blink i det fjerne, tog jeg mig selv i halvvejs at håbe det havde noget med knallerten at gøre. Det viste sig bare at være en brand i Lyngby Storcenter.

>Efter at adskillige rødglødende talere i Fælledparken havde snakket om Christiania fra scenerne, gruede jeg ærligt talt ikke så lidt for at skulle tilbagelægge hele Farimagsgade-strækningen først på aftenen i går. For mit indre blik så jeg for mig at cykelstien ville være befolket med hippier på christianiacykler – ja, kun christianiacykler – og at de allesammen ville nynne “I kan ikke slå os ihjel” når jeg forgæves forsøgte at overhale deres brede og uendeligt langsomme køretøjer.

Virkeligheden kom bag på mig. Én eneste christianiacykel. Og den kørte endda inde på fortovet, med ladet fuldt af kartoffelrækkebørn. Jeg var nærmest… nej, ikke tilfreds – men lettet, i hvert fald.

>Man står på perronen og venter, helt stille. Så kommer toget rullende, og alle begynder at bevæge sig. I togets retning. Som om at man for enhver pris må ind ad den dør man nu engang har udset sig (det er som regel togets forreste dør som passerede én med 45 km i timen, og som vil være nået 100 meter væk før toget er standset helt).

Og man skal endelig ikke prøve at blive stående det sted hvor man opholdt sig før toget kom; thi netop hér bør man ikke regne med at der vil være en dør inden for rækkevidde. Vi skal alle vandre i togets køreretning, og den som ikke vandrer med toget, er mod toget.

>Fredag aften bød – ud over alle de traditionelle trafikale nederdrægtigheder (herligt indigneret beskrevet her, tak for linket til fru Green) – på et interessant studie i undskyldende og forurettede trafikanters mimik og gestik.

Da jeg sidst på eftermiddagen med nypumpede dæk netop havde sat kurs mod byen, trådte en mand halvandet skridt ud på cykelstien for at krydse vejen – uden at se sig for. Da han opdagede mig, trådte han tilbage på fortovet og flashede mig det mest fesne, drengede smil (han har givetvis på et tidspunkt i sit liv fået at vide at hans smil var “afvæbnende” – yuck!). Jeg var for overrasket over den upassende og overdrevne kammeratlighed til overhovedet at fortrække en mine.

Kort efter – mens jeg stadig kørte og forbandede drengesmilet – skulle jeg gennem en rundkørsel hvor jeg aldrig rigtig føler at bilerne har fattet at der også kører cykler. Så skete det som jeg har ventet på længe: fra den vej hvor bilerne kører hurtigst, var der en bil der ikke så mig. Vi ramte lige akkurat ikke hinanden, for jeg så at hun ikke så mig, og da hun så mig, var jeg allerede bremset ret meget op, og så bremsede hun også. Men ud af munden på mig fløj et helhjertet “for helvede!”, og hendes gestik var slet ikke til at tage fejl af. Øjnene blev lukket, hovedet blev sænket, og hænderne blev taget op foran ansigtet. Men da hun fjernede hænderne igen og åbnede øjnene for at se om undskyldningen blev accepteret, var jeg kun i stand til at vise en gestus jeg kalder negerarmen.

Negerarmen er en arm der flyver i vejret, ikke som når en elev kan svare på et spørgsmål, men med håndfladen halvvejs opad; som en dybt frustreret person der påkalder sig guderne som vidne på den uretfærdighed der bliver begået. Navnet kommer sig af at jeg så en virkelig sej neger gøre netop denne bevægelse på Østerbrogade engang, og det overbeviste mig én gang for alle om at den klassiske, tyndslidte fuckfinger som udtryk for ægte vrede er magtesløs over for negerarmen.

Senere var det mig selv der måtte ty til undskyldende gestik. På Christianshavn kom jeg til at køre over for et lys der nok var mere rødt end gult, og jeg prøvede at forme et “undskyld” med munden til den buttede pige der allerede (med god ret) var på vej ud i fodgængerfeltet, men trådte et skridt tilbage for at lade mig komme forbi. Om hun opdagede eller accepterede min undskyldning, var svært at se, for på trods af skumringen havde hun meget store og sorte solbriller på.

Og meget senere – efter jeg havde passeret ikke én, men to Fona-forretninger hvor ukuelige “jeg-ligger-gerne-i-kø-om-natten-for-at-give-690-kroner-for-at-se-Madonna-i-fucking-Horsens”-mennesker havde belejret fortovet – og efter den obligatoriske Farimagsgade-christianiacykel havde allieret sig med en utålmodig højredrejende taxa og en fuld fodgænger på cykelstien for at gøre det svært for mig at komme forbi – var der to piger der prøvede at slutte sig til en stor gruppe gymnasieelever på den modsatte side af Strandvejen. De stod på cykelstien da jeg i stille og roligt tempo nærmede mig, og en af dem udbrød spontant og højt et “Uuuh!”. Her var gestik ikke nok, og tilbage vrængede jeg et hånligt “Uh! Uh!” – som øjeblikkeligt affødte et “Arj, så slapper vi lige af.”

Denne aftens bedste gestik og mimik oplevede jeg fra en hund der kom til at træde ud på cykelstien på Fælledvej først på aftenen. Dens ejer tøvede ikke med at hive i snoren og fløjte vredt af den, og hunden reagerede prompte ved at vende tilbage til fortovet med bøjet hoved.

>På stationen i morges var en pædagog så optaget af at genne sine børnehavebørn ind på række og op ad den rigtige rulletrappe at det ikke gik op for hende at hun fik adskillige morgensøvnige ikke-børnehavebørn (mig for eksempel) med i købet og ind i sine snorlige geledder. Gad vide om hun også ville binde mine snørebånd og tørre mig under næsen?