>I morgen tager jeg til Oslo. Det er en by som jeg trafikalt set har udmærkede erfaringer med, så jeg har med sindsro set afrejsedagen nærme sig. Faktisk har jeg glædet mig lidt. Men for nogle dage siden fik jeg tilsendt programmet for opholdet, og så faldt jeg over et af de uformelle programpunkter:

18.00 – Open horse-sleigh ride. Warm clothing recommended.

Kan man forestille sig et mere langsomt, ukomfortabelt og utidssvarende transportmiddel? Ja, okay, christianiacykler, men ellers?

>Kender I røverhistorien om Abraham der drog op på et bjerg for – efter Guds ordre – at ofre sine eneste søn Isak? Netop da Abraham rakte ud efter sin kniv for at slagte Isak, skete dette:

Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

Omtrent dét har jeg netop oplevet.

Gårsdagens og nattens snefald havde skabt en stærk forventning om at morgenens togtur hverken ville blive kort eller behagelig. Hjemmefra havde jeg tjekket både Byens Puls og Banedanmarks side med uregelmæssigheder – begge var naturligvis nede. Men Politiken kunne da med dommedagsskrift berette at “Snestormen lammer al trafik”. Hurra!

Alt talte for at blive hjemme i dag. Bortset fra ét vigtigt møde i eftermiddag – et møde som jeg ligesom skulle være vært for og ikke så godt kunne skippe.

Så som Abraham gjorde jeg min pligt og drog frysende gennem snedriver og isglatte fortove ned til stationen. Toget kom ikke. Afgangstavlen viste panikmeddelelser om aflysninger, skiltene på perronerne bad passagerer se destinationen på S-toget, og stemmen i højttalerne læste opgivende op fra afgangstavlen. Men havde jeg noget valg? Nej. Jeg måtte gennemføre rejsen.

Men da råbte herrens engel til mig fra himlen. Og englen – i form af en af de eksterne deltagere til eftermiddagens møde – meddelte mig pr. mobiltelefon at de havde valgt at aflyse besøget. Nu ved jeg at du frygter dine overordnedes overordnede og end ikke vil nægte mig dit nærvær i dette herrens vejr! Ja, det sagde hun ikke, men det var alligevel det jeg hørte hende sige.

Så traskede jeg lettet hjem gennem sneen og sidder nu med tæerne på radiatoren og overvejer om jeg skal gå ud og lave mig en kop kaffe eller en kop kakao.

>Og på denne dag – hvor vejr og trafik gik op i en højere, ulidelig enhed – blev jeg gudhjælpemig ramt af en vaskeægte kakekomi-josha. Det er ifølge denne bog japansk for oplevelsen af at “man styrter hen mod et tog og hamrer på dørene der er ved at lukke sig”. Efter nøje overvejelse er jeg nået frem til at kakekomi-josha er for togtransport hvad christianiacykler i Farimagsgaderne er for cykling.

>På Christianshavn steg et ægtepar på metroen med hver deres fine skinnende cykel. Det lyste ud af dem hvor tilfredse de var med netop den handling, og bare ved at se på dem i halvandet sekund kunne jeg for mit indre øre høre dem fortælle deres naboer (eller deres voksne børn eller deres kat eller hvem der nu måtte blive offeret) hvor smart det bare er at man kan tage sin cykel med i metroen. De kunne lige så godt have tævet mig i hovedet med et skilt hvor der stod IH HVOR ER VI BARE SNEDIGE OG HVOR ER DET BARE RART AT KOMME LIDT UD SELV OM MAN IKKE ER HELT UNG LÆNGERE.

(Sådan ser jeg altså ikke ud når jeg har min cykel med i toget. For det første ser jeg gnaven ud, for det andet foregiver jeg at det skam er noget jeg gør hver eneste dag, og for det tredje lykkes det mig faktisk at tøjle min angst for at den vælter.)

>

>Mens jeg venter for rødt i et kryds i Nordvest, fanger et lysglimt mit blik. I en taxa til venstre for mig sidder chaufføren alene i vognen med en lighter og rister tobak til en joint. Da der bliver grønt, bryder han grinende sammen og sætter vognen i fart. Dem skal jeg helt klart køre med næste gang.

>Ja, det bliver lige et indlæg skåret over samme læst som det i forgårs om rejsetidsgarantier. Endnu engang handler det om et udmærket DSB-initiativ som bare ikke er lykkedes skidegodt: deres sms-service med trafikinformationer.

[Her har jeg lige skrevet – og derefter slettet – en trættende beretning om gårsdagens dårlige oplevelse med DSB’s sms-service. Jeg sparer jer og går direkte til sagen:]

Så kom jeg i tanke om den her lalleglade pressemeddelelse (som man ikke kan linke direkte til) der fornøjet erklærede at sms-servicen var “kommet godt ud af starthullerne”. Hvad fanden er det for noget? Er DR-byens økonomi så også kommet godt ud af starthullerne?

For det første skriver de at der kommer ordentlige svar på 92 % af S-togs-sms’erne. Det er da ikke nok – det betyder at man næsten hver tiende gang skal vente op til et kvarter på at få svar, og så er det ligesom for sent. Eller også får man bare fluks besked om at systemet er nede. Nåja, jeg har også været ude for slet ikke at få svar. Og få forkert svar.

For det andet praler DSB i pressemeddelelsen med at kunderne på hverdage sender mellem 250 og 300 sms’er (hvilket da i øvrigt ikke er særligt meget) – og hør så her: “Ved uregelmæssigheder i trafikken fordobles antallet af sms’er.” Selvfølgelig har man brug for information når DSB ikke overholder det de lover, og det er netop her, lige netop på disse tidspunkter – for fanden, DSB! – at I med en retfærdig mine kundgør i jeres betingelser at man altså ikke kan regne med at få korrekt svar! Eller med andre ord: når togene ikke kører efter den trykte køreplan, så aner I lige så lidt som os andre hvor i landet togene befinder sig!

Jeg ville meget nødig se et DSB-projekt der kom dårligt ud af starthullerne.

>De seneste par dage har der været en del kritik af DSB’s rejsetidsgaranti i medierne. Tanken er jo ellers fin: hvis toget ikke kører til tiden, eller hvis det ligefrem er aflyst, så får man kompensation. Men ifølge kritikerne er systemet alt for indviklet, og derfor har kun 10% af pendlerne tilmeldt sig.

Jeg hører så til de få der faktisk har tilmeldt sig. Og er utilfreds! For det første er det virkelig besværligt at tilmelde sig, men eftersom det kun skal gøres én gang, er det til at leve med. For det andet – og det er ikke til at leve med – dækker garantien ikke hele min rejse. DSB har udvalgt nogle såkaldte målestrækninger, og det er så disse målestrækningers rettidighed der danner grundlag for ens kompensation.

Problemet er at man kun kan vælge én målestrækning. Jeg bruger dagligt tre forskellige målestrækninger (og tit endnu flere), men får med andre ord kun kompensation hvis der er aflysninger eller forsinkelser på én af dem. Det er fair nok at DSB ikke ansætter folk til at sidde og regne min individuelle rejseplans forsinkelser ud, men de kunne vel i det mindste give mig lov til at vælge de strækninger der dækker min daglige transport til arbejde?

Al begyndelse er svær. Men DSB kunne da for fanden lade være med strø salt i såret ved i en pressemeddelelse stolt at fremture: “Rejsetidsgarantien for pendlere er kommet rigtig godt fra start.”

>

>Jeg sidder i fred og ro med min avis da en ung mand (som jeg tidligere har bemærket på grund af hans kraftige stønnen og pusten efter lige akkurat at have nået toget) sætter sig ved siden af mig – sidelæns, så han ikke behøver tage sin helt fyldte og udspændte skoletaske af. Til gengæld rører den ved min arm. Drengen har hovedtelefoner på og hører tilsyneladende noget musik som han rigtig godt kan lide; han nikker i hvert fald rytmisk, så tasken også hopper i takt og skubber til min arm, så min avis blafrer i takt med musikken. Som prikken over i’et har han spændt en cykelhjelm fast til siden af sin taske, så den slår mod sædet i samme rytme (det kan undgås ved som Nadja at låse den fast til sin cykel).

Kan det blive værre?

Ja!

For tæt ved hovedbanen kommer en flok unge ind i vognen. Den forreste synger “Jeg er så glad for min cykel”. Den næste bærer et banner med teksten “Ungdomshuset bliver”, den næste igen synger en anden sang som jeg ikke kender, den næste har endnu et banner, og sådan fortsætter det til alle 8-10 personer har passeret. Jeg skal af på København H og tvinges til at vente sammen med flokken der nu synger: “Minoriteter er noget rod – vi vil have mursten og blod” (sic). Selv om de er sindssygt irriterende og overdøver Billie Jean i mine hovedtelefoner, må jeg retfærdigvis sige at det a) er imponerende at de har været så tidligt oppe at de kunne køre med deres forældre ind til byen fra Gentofte og at det b) er dejligt at de for en gangs skyld kunne optræde som en samlet gruppe Ungdomshus-sympatisører uden at anrette (fysisk) skade på mennesker eller bygninger.