>Smitter det mon?

>Kigger ud af vinduet på kontoret og ned på Vester Farimagsgade. Lige ved siden af min cykel har nogen stillet en – ja, rigtigt gættet – christianiacykel. Det er fandeme blasfemi, og jeg overvejer bare at tage toget hjem, og så købe en ny cykel.

>Fuga

>Jeg holder for rødt. Bilerne holder for rødt. Der er rødt. Bilerne kører frem. Det grønne bud holder for rødt. Det grønne bud kører ind foran bilerne. Bilerne kører frem, det grønne bud kører ind foran bilerne, jeg kører ind foran det grønne bud. Jeg håber det grønne bud vælter. Bilerne holder for rødt. Flyttebilen holder i vejen. Jeg kører ind foran flyttebilen. Flyttemanden håber jeg vælter ind foran bilerne som ikke længere holder for rødt. En christianiacykel holder stille, selv om der er grønt. Det grønne bud kører udenom christianiacyklen. En gammel mand løber for at nå sit tog. Bussen bremser hårdt op. Der er rødt. Det grønne bud kører uden om bussen, og den gamle mand håber han vælter ind foran bussen når der bliver grønt. Kvinden med barnevognen går over. Der er grønt. Ville et rødt bud holde for grønt? Det grønne bud håber bussen vælter. Flyttemanden håber kvinden vælter, og at han griber hende, og at hun flytter hjem til ham. Kvinden med barnevognen håber bussen vælter ind over det grønne bud. Den gamle mand holder for rødt. Der er rødt. Bilerne kører frem. Tor Nørretranders kommer gående. Jeg holder for rødt. Christianiacyklen kører frem. Den gamle mand løber uden om kvinden med barnevognen. Flyttemanden håber at den gamle mand ikke når sit tog. Jeg håber flyttebilen vælter ned over flyttemanden. Bilerne holder for rødt. Flyttebilen kører frem og overhaler det grønne bud. Jeg håber flyttemanden kører flyttebilen ind i christianiacyklen. Den gamle mand håber jeg vælter. Jeg holder for rødt, og bussen kører frem. Kvinden går på fortovet med sin barnevogn. Bussen stopper ved et stoppested. Tor Nørretranders begynder at løbe. Bilerne holder for rødt. Jeg håber Tor Nørretranders ikke når bussen. Kvinden med barnevognen håber den gamle mand når sit tog. Christianiacyklen holder for rødt. Tor Nørretranders når bussen. Flyttebilen kører frem. Det grønne bud håber barnevognen ikke vælter ind foran bussen. Den gamle mand når ikke sit tog. Der er rødt. Bilerne holder for rødt. Jeg holder for rødt.

>Er der en statistiker til stede?

>På behørig afstand af ondskabens akse, også kendt som Vester, Nørre og Øster Farimagsgade i København, har jeg her til formiddag kølig distance nok til at forsøge at forholde mig mere objektivt til dens christianiacykeltrafik end når jeg befinder mig direkte i de ulykkelige færdselssituationer hvor disse cykler er involveret.

Mit spørgsmål tager i virkeligheden ikke alene udgangspunkt i at der er så mange christianiacykler på Farimagsgaderne, men lige så meget at der så ikke er flere i resten af byen. Det er den lokale koncentration, ghettodannelsen, der undrer mig. Ingen løfter et øjenbryn over at se fem fulde grønlændere incl. schæferhund eller nitten teenagere med iPods på denne strækning; der er relativt set lige så mange i resten af byen.

Men et forsigt skøn er at Farimagsgaderne udgør cirka 20-25% af min almindelige cykeltur – og at måske 80% af alle christianiacykler bliver observeret netop hér.

Den oplagte, simple begrundelse er at det er folk der bor netop hér som foretrækker de trehjulede transportcykler. Hvis du er filminstruktør, klummeskribent, madanmelder eller karakterskuespiller, er der med andre ord exceptionelt stor sandsynlighed for at du ejer en christianiacykel. Men dette implicerer jo samtidig at disse mennesker ikke bevæger sig uden for ghettoen! Er det sandsynligt at de bare kører ned til Emmery’s og tilbage igen? Frem og tilbage, frem og tilbage, med vognen fulde af racehunde og kartoffelrækkebørn?

Eller er der tale om at bemeldte kulturelite har hyret statister (med penge fra Det Danske Filminstitut, givetvis) til at cykle rundt i kvarteret for at fastholde billedet af dem selv som økologer, humanister og kulturradikale – mens de selv accellererer ud ad Nørre Søgade i deres Volvoer?

>Heks

>OK, jeg er skidepissesur. Togføreren var vist det man ville kalde “festlig” – umiddelbart et positivt ladet ord, men hør så her:

Hun vejede nok 100 kg, var 60 år og råbte højere end Jan Gintberg. Hendes lortetog var forsinket i afgang og blev endnu mere forsinket. Hun spurgte allerede inden jeg steg ombord hvor vi kom fra – et helt urimeligt spørgsmål jeg besvarede med en blank stirren ud i luften. Hun råbte “dig med stangen” til en blind mand på perronen. Hun flirtede åbent med en ung passager. Hun spurgte to forskellige hundeejere hvilken race deres hunde tilhørte. Hun råbte både på dansk, engelsk og tysk efter et par passagerer der løb for at nå hendes tog. Hun fløjtede ikke bare på den almindelige måde når dørene lukkede; hun lavede en lille, pisseirriterende melodi.

Hvis du, togfører, læser med her, så tag det her som et velment råd: du er ikke egnet til et job der har med andre mennesker at gøre, for du er et kæmpe larmende lokum der gør mindst skade når du er helt, helt alene.

>Efterlysning: perfid bemærkning

>De fleste kender oplevelsen af at man først efter et par timer kommer i tanke om lige akkurat dét man skulle have sagt i en eller anden situation. En sviende, sarkastisk og velturneret replik – der bare lige kommer for sent.

Men jeg venter altså stadig på den tilpas flabede frase jeg skulle have udstødt i trafikken i nat. Der var en kvinde der uden varsel trådte fra fortovet ud på cykelstien (i øvrigt kun ganske få meter fra det sted hvor jeg nær var blevet halshugget i pinsen). “Det er en cykelsti, det her”, lød mit totalt tamme forsøg på natlig trafikfjendtlighed… og det værste er at jeg nu – i ædru tilstand – endnu ikke er kommet op med noget bedre.

Nogen forslag?

>Om gestik, mimik og trafik – del III

>Blot et kort indlæg for at kundgøre at jeg i dag har lavet min første italiener – med stort held! En sort bil svingede uretmæssigt ind til højre foran mig, og efter en let opbremsning udførte jeg den elegante gestus som en anonym læser har lært mig (i en kommentar til dette indlæg):

“Italienske cykelryttere der er utilfredse med at de andre ryttere i udbruddet ikke vil tage føringer, løfter højre arm med en stump vinkel i albuen, håndfladen peger opad, og – helt afgørende – trækker de skulderen med op (samt evt. øjenbrynene).”

Jeg vil gerne takke den unavngivne gestikekspert for at have udvidet mit repertoire – og ved samme lejlighed anbefale netop denne fagt til alle andre vrede trafikanter.

>De angriber

>For nylig troede jeg lige at christianiacyklerne var udryddet fra Farimagsgaderne. Det viste sig ikke at være tilfældet; de seneste dage har jeg tværtimod oplevet noget der vel kan kaldes en eksplosion i antallet af de – af alle – forhadte køretøjer på denne centrale strækning.

Tidligere er jeg blevet rystet over at møde fem og syv eksemplarer pr. tur, men i dag blev jeg på vejen hjem udsat for ikke mindre end ni af de skrumlende møgcykler på rejsen fra Vesterbrogade til Østerbrogade.

Tre af dem allierede sig endda og gav mig en mareridtsagtig cykelsurround-oplevelse; tilsyneladende med overlæg formede deres hæslige transportmidler en bermudatrekant af tromlen og bumlen og fællesskabsfloskler og kartoffelrækkeprutluft rundt om mig og fastholdt mig i deres dorske tempo, buret inde uden chance for flugt.