>Nu vil jeg bringe noget op som egentlig har undret (og røvirriteret) mig længe: hvorfor i himlens navn er der ikke cykelsti langs Strandvejen mellem Klampenborg og Vedbæk? Fra Strandvejens begyndelse på Østerbro og hele vejen op til Helsingør er der ellers fine, dejlige cykelstier, men altså ikke her.

I dag benyttede jeg en stejl bakke i Skodsborg til at få rigtig god fart på, men måtte undervejs sagtne farten voldsomt. Foran mig kørte en kvinde så langsomt at hun må have bremset inderligt hele vejen ned ad bakken, og jeg kunne ikke overhale; når der ikke var nogen cykelsti, ville det betyde jeg skulle køre lige ud foran en bil der nærmede sig bagfra fordi den (trods alt) kørte hurtigere end mig. (Dog må man rose kvinden for hendes humoristiske sans: hun havde cykelshorts på.)

Okay, når sandheden skal frem, er der godt nok en cykelsti på strækningen, men den løber længere inde i landet langs jernbanen. Det er da også hyggeligere, vil nogen måske mene. Men det er en kombineret to-vejs cykel- og gangsti, og den er cirka 1½ meter bred, og desuden skal man kæmpe sig gennem bomme, op ad stigninger på 16 %, forbi ustyrlig bevoksning samt tåbelige og velhavende fodgængere (og legende børn, fuck!), og hvis man ikke holder tungen lige i munden, ender man oppe på perronen på Vedbæk Station, og et stykke af stien er spærret af, øjensynligt på grund af stenskred, og man risikerer at få insekter i øjnene når man kører gennem skoven.

>For mere end en måned siden søsatte jeg en afstemning om det værste trafiksvin. Nu opfordrer jeg alle der endnu ikke har stemt, til at gøre deres demokratiske pligt og afgive en stemme – sagen er nemlig at det er endt i en regulær valggyser hvor to favoritter har fået akkurat lige mange stemmer. Stem her!

>For en trafikhader er løsningen ikke at tage bilen, kunne jeg konstatere i morges. Som passager i en bil på vej fra provinsen og ind ad Københavns indfaldsveje blev jeg skiftevis muggen og lettet, muggen og lettet, i takt med at køerne strammede deres greb og gav slip igen. Jeg vidste godt det var slemt, men ikke så slemt.

Næh, løsningen er snarere vandvejen. Ude på vandet er der masser af plads. Især i pisregn kan man bevæge sig frit omkring i fx kano eller kajak og accellerere, bremse, dreje eller bare lade sig drive, uden at komme i nærheden af andre trafikanter.

Jeg føler med de hårdt prøvede privatbilister og sender samtidig en misundelig hilsen til søens folk.

>Jeg er stadig forurettet over de 30 turister der i går bremsede min fremfærd på Halmtorvet. Netop som jeg nærmede mig gruppen – der stod med deres lejede cykler på pladsen – begyndte de at sætte sig op på cyklerne og krydse vejen jeg cyklede på. At vente op mod et minut på at det var lykkedes alle at ramme sadlen og trille over vejen, virkede ikke som en mulighed, og jeg var nødsaget til at cykle direkte ind i mængden. Kun ved et utroligt lykketræf undgik jeg kollisioner med turisterne.

>Nyuddannet, nysgerrig og ivrig efter at komme i gang. Tilbud om relevant job med spændende opgaver og endda en udmærket løn. Der var bare én ting. Adressen. Vester Farimagsgade.

Det blev et opgør mellem et fint visitkort og en fornuftig start på karrieren på den ene side – og en daglig gang på ondskabens akse, christianiacyklernes hjemmebane, på den anden side.

Jeg ringede i dag og sagde nej tak.

>I går blev det forår i København. Dagen lang boblede hele byen over af utilladelig letsindighed, kådhed og latter. Og den nyvundne flagrende energi fik alle de små fodgængere væk fra fortovene og ud på cykelstierne.

>Den er go’ nok; sandheden er som regel ilde hørt.

Ryvangs Allé er, grundet totalt fravær af sideveje mod vest, min absolutte favoritstrækning, men denne sommer har der været alvorlige skår i glæden. Ned fra træerne er der faldet bittesmå dråber af en fedtet substans der ikke blot har været irriterende at få på sig, men som også har gjort cykelstien og ens dæk direkte klistrede. Det har igen fået en stor mængde blade (eller frøkapsler eller hvad ved jeg) til at lime sig fast til ens hjul, så ens cykel har lavet sådan en flap-flap-flap-flap-lyd hver gang et af de pålimede blade har snittet bremseklodserne. Kun et overmenneskeligt opbud af tolerance og mildhed har afholdt mig fra at klage over det hidtil.

Men for et par dage siden kom der nye oplysninger der gør mig blind af vrede. Sandheden om de små snaskede dråber – som jeg antog for uskyldig træ-afsondring (igen: hvad ved jeg) – er at det er afføring fra bladlus der i ufatteligt omfang har angrebet alleens træer.

Lorte-natur!

>Jeg var træt og slatten da jeg cyklede hjem sidst på eftermiddagen. Selv mit trafikhad virkede ligesom lidt sløvt i betrækket. En lille rød bil var parkeret skråt ind over halvdelen af cykelstien, og jeg hidsede mig ikke rigtig op.

Netop derfor var det så rart at høre en motionscyklist med klar stemme råbe “idiot” adskillige gange efter en autocamper der drejede uden at se sig for.

Af og til må vi trafikhadere stå sammen og hjælpe hinanden.

>Søndagsåbent i Irma; ikke et øje. Alligevel gik det galt.

Manden i hawaiiskjorten stod midt på gangen og kiggede på morgenmadsprodukter. Jeg skulle forbi og styrede til venstre for ikke at blokere hans cornflakes-udsyn. Han holdt sig midt på gangen, men bevægede sig nu sidelæns i samme retning som mig. Han var interesseret i Frosties nu.

Her anede jeg allerede katastrofen. En opsats med marmelade stak ud til venstre ved enden af gangen. Jeg satte farten op i et forsøg på at nå ind mellem opsats og hawaiiskjorte inden han nåede så langt. Forgæves, erkendte jeg. Jeg bremsede ned og skiftede strategi: jeg ville gå højre om.

Nu hørte jeg Irma-medarbejderens hastige skridt bag mig. Han styrede hurtigt og sikkert til højre om manden og annullerede derved min nødplan. Jeg var nu gået i stå ved marmeladen og kunne ikke komme videre, og manden i hawaiiskjorten stod stille. Han ville tættere på pakkerne med Frosties, men kunne ikke komme til – Irma-medarbejderen var næsten fremme.

Og så skete det. Jeg måtte vente halvandet sekund på at Irma-medarbejderen havde passeret hawaiiskjorten, at hawaiiskjorten kunne nærme sig sin morgenmad, og at jeg endelig kunne komme videre. Ned til mælken.

>I morgen flyver manstop til USA via London. Lad os alle ønske ham en behagelig rejse.