>

>OK, jeg er skidepissesur. Togføreren var vist det man ville kalde “festlig” – umiddelbart et positivt ladet ord, men hør så her:

Hun vejede nok 100 kg, var 60 år og råbte højere end Jan Gintberg. Hendes lortetog var forsinket i afgang og blev endnu mere forsinket. Hun spurgte allerede inden jeg steg ombord hvor vi kom fra – et helt urimeligt spørgsmål jeg besvarede med en blank stirren ud i luften. Hun råbte “dig med stangen” til en blind mand på perronen. Hun flirtede åbent med en ung passager. Hun spurgte to forskellige hundeejere hvilken race deres hunde tilhørte. Hun råbte både på dansk, engelsk og tysk efter et par passagerer der løb for at nå hendes tog. Hun fløjtede ikke bare på den almindelige måde når dørene lukkede; hun lavede en lille, pisseirriterende melodi.

Hvis du, togfører, læser med her, så tag det her som et velment råd: du er ikke egnet til et job der har med andre mennesker at gøre, for du er et kæmpe larmende lokum der gør mindst skade når du er helt, helt alene.

>De fleste kender oplevelsen af at man først efter et par timer kommer i tanke om lige akkurat dét man skulle have sagt i en eller anden situation. En sviende, sarkastisk og velturneret replik – der bare lige kommer for sent.

Men jeg venter altså stadig på den tilpas flabede frase jeg skulle have udstødt i trafikken i nat. Der var en kvinde der uden varsel trådte fra fortovet ud på cykelstien (i øvrigt kun ganske få meter fra det sted hvor jeg nær var blevet halshugget i pinsen). “Det er en cykelsti, det her”, lød mit totalt tamme forsøg på natlig trafikfjendtlighed… og det værste er at jeg nu – i ædru tilstand – endnu ikke er kommet op med noget bedre.

Nogen forslag?

>For så kan jeg få lov at stå i krydset ved Trianglen i helt sort tøj med en fløjte og en pind og dirigere trafikken når stoplysene er smeltet i solen.

>… at jeg var lige ved at køre en tidligere målmand fra det danske fodboldlandshold ned på en cykelsti i går? Han havde så meget øjnene på bolden.

>Blot et kort indlæg for at kundgøre at jeg i dag har lavet min første italiener – med stort held! En sort bil svingede uretmæssigt ind til højre foran mig, og efter en let opbremsning udførte jeg den elegante gestus som en anonym læser har lært mig (i en kommentar til dette indlæg):

“Italienske cykelryttere der er utilfredse med at de andre ryttere i udbruddet ikke vil tage føringer, løfter højre arm med en stump vinkel i albuen, håndfladen peger opad, og – helt afgørende – trækker de skulderen med op (samt evt. øjenbrynene).”

Jeg vil gerne takke den unavngivne gestikekspert for at have udvidet mit repertoire – og ved samme lejlighed anbefale netop denne fagt til alle andre vrede trafikanter.

>For nylig troede jeg lige at christianiacyklerne var udryddet fra Farimagsgaderne. Det viste sig ikke at være tilfældet; de seneste dage har jeg tværtimod oplevet noget der vel kan kaldes en eksplosion i antallet af de – af alle – forhadte køretøjer på denne centrale strækning.

Tidligere er jeg blevet rystet over at møde fem og syv eksemplarer pr. tur, men i dag blev jeg på vejen hjem udsat for ikke mindre end ni af de skrumlende møgcykler på rejsen fra Vesterbrogade til Østerbrogade.

Tre af dem allierede sig endda og gav mig en mareridtsagtig cykelsurround-oplevelse; tilsyneladende med overlæg formede deres hæslige transportmidler en bermudatrekant af tromlen og bumlen og fællesskabsfloskler og kartoffelrækkeprutluft rundt om mig og fastholdt mig i deres dorske tempo, buret inde uden chance for flugt.

>Cykelstierne på Falkoner Allé er bredere end dem på Nørre Farimagsgade, men altså ikke særlig meget.

Derfor var det ikke i orden at pigen på rulleskøjterne fyldte så meget som hun gjorde. Og det var heller ikke orden at hun hørte musik (Christina Aguilera velsagtens) som overdøvede cyklisternes klokker. Og det var slet ikke i orden at hun blev ved med at køre over for rødt, så lovlydige cyklister kunne få lov at overhale hende én gang mere.

Jeg beder til at musik- og trafikguderne straffer hende med tinnitus og hævede ankler.

>Mit eksil blev kortvarigt; på et tidspunkt i nat besluttede jeg med det rette mål af øl og vin i kroppen at drage hjemad igen, selv om jeg egentlig havde tænkt mig at blive og overnatte.

Distancen på omkring 40-50 kilometer skulle tilbagelægges på cykel. I søndagens klare lys var det måske lovlig ambitiøst, og jeg spejdede da også efter taxaerne der susede forbi mig. Min økonomi tvang mig imidlertid til at fortsætte på to hjul, og jeg begyndte så småt at fortryde.

Ved firetiden provianterede jeg på en tankstation på Kongevejen. Mens jeg ventede på min franske hotdog, kom tre unge og velklædte drenge ind på tanken – øjensynligt lige så sultne som mig. Ja, ja, vi er alle i samme båd, tænkte jeg alfaderligt.

Men da jeg kom ud, viste det sig at de ikke bare havde råd til at tage en taxa hjem til Nordsjælland (det gjorde jeg aldrig i deres alder); med tikkende taxameter lod de endda chaufføren vente i bilen mens de fyldte sig med pølser, morgenbrød og sodavand.

En skamløs luksus – som jeg i situationen ikke undte dem.

>Jeg skulle ned og hente en pizza – og fik et ordentligt chok. Bageren solgte brød fra store kurve ude på fortovet, og slagteren havde sat en grill op og var ved at tilberede pølser og store culotter. En optiker havde sat plasticpalmer op og dækket hele fortovet til med 10-15 cm sand som solcremeindsmurte børn tøvende legede i. Alt fodgængertrafik foregik i rollatortempo. Over gaden hang Dannebrog i guirlander.

Der var byfest.

Og definitionen på en byfest er en begivenhed hvor lokale handlende forsøger at tage prisen som den juridiske person der inddrager mest offentlig vej og sti til kommercielle formål. Jeg regner med at optikeren vinder.

Konsekvensen af en byfest er for mit vedkommende ikke til diskussion: cyklen er pakket med sovepose og liggeunderlag. Jeg flygter ud af byen indtil mine medborgere har besindet sig.