>Tæt ved Vesterport var en bil lige ved at køre over mine fødder i eftermiddags. Der var grønt for mig.

Jeg hævnede mig umiddelbart efter ved at gå over for rødt, så nogle andre biler måtte vente.

>Bildækkene afgav en svag duft af fyrværkeri da to patruljevogne passerede mig med udrykning og i høj fart på grænsen mellem Østerbro og Hellerup.

Og lidt senere, da jeg selv nåede frem til stationen, holdt de parkeret sammen med en tredje ude ved busholdepladserne. Nu ved jeg ret beset ikke med sikkerhed hvad det handler om, men jeg føler mig ganske overbevist om at der må være tale om en glemt taske, pose eller kasse i et tog.

Hvis jeg en dag støder på en herreløs taske i et tog, åbner jeg den på stedet og lægger iPod’en, bladene, vanterne og mobiltelefonen ud på gulvet i håb om at statsbanerne og ordensmagten dermed ikke behøver aflyse tre toglinjer i fire timer med fem forskellige forklaringer.

>En ung mandlig cyklist opførte sig helt utilgiveligt i den nordlige del af Artillerivej for et par timer siden. Han skænkede det åbenlyst ikke en tanke at der kunne være andre cyklister på cykelstien, så da jeg forsøgte at overhale ham, slingrede han tankeløst over mod venstre side af cykelstien, så jeg ikke bare måtte bremse op, men også køre ud i den alleryderste venstre side af cykelstien hvor der lå ikke så lidt grus. Det var uendeligt irriterende.

>Måtte over i Irma og købe et par småting. Det var ikke sjovt; Irmas kunder og ansatte er meget dårlige fodgængere. Der var en regulær trafikprop omkring ris- og pastaprodukterne hvor en kunde havde stillet et spørgsmål til en servicemedarbejder. Hun kunne åbenbart ikke svare fyldestgørende og fik hjælp af en kollega. De tre blokerede – med hjælp fra en yngre ansat der stod ved siden af på en lille skammel og fyldte varer på hylderne – hele gangarealet og forhindrede dermed at jeg kunne komme hen til kasserne. Da opløbet efter adskillige sekunder opløstes, kunne jeg passere – for blot at blive bremset af fritgående handlende der cruisede ned ad gangene i et meget lavt tempo og præcis midt på Irmas smalle gange, så ethvert forsøg på overhaling var udelukket.

Endelig ude på vejen igen måtte jeg vente i næsten et minut på at kunne komme over vejen. I løbet af hele mit ufrivillige stop måtte jeg lægge øre til en meget lille og meget vred hund som iklædt en rød dragt ventede på sin ejer inde i en rød Alfa Romeo.

>Blev pænt irriteret i går da jeg først på aftenen kørte over Nørrebro. I løbet af ganske få minutter måtte jeg køre uden om adskillige fodgængere som helt uden grund gik ude på cykelstien – mest irriterende var det da cykelstien var indsnævret pga. vejarbejde, så jeg måtte bremse kraftigt op. Lidt senere var der vejarbejde på hele cykelstien, og cykler blev dirigeret ind på fortovet – og så var fodgængerne sgu også dér! Så var det pludselig godt nok til dem, det fortov.

Og så, sent på natten da jeg skulle hjem igen, susede alle taxaerne forbi mig og syntes at hviske “du-har-ikke-råd-til-os-og-vi-har-ikke-tid-til-dig”. Og klokken var halv fem, og fuglene begyndte helt upassende at synge, som om det var forår, og det gik op for mig at det de sang, var “den-er-ikke-halv-fem-den-er-halv-seks” – og ja, de havde ret, det var blevet sommertid, og den skid jeg havde på, var altså en sommerskid, og fuglene hånede mig.

Men fuglene fik deres straf, for ned fra himlen dalede fjoget nok fine flager af julesne, og så kunne de komme her med al deres sommertid og jeg med min sommerskid, men vinteren vandt, og det var stadig mørkt, og glasset var alt andet lige ikke halvt fuldt, men halvt tomt.

>Pyha. Bloggen er tilbage på rette hadefulde spor.

Skulle ud igen. Da der blev grønt i et bestemt stoplys, satte jeg farten voldsomt op, fordi jeg ved at jeg på den måde kan nå ned ad en bakke, under en bro, op ad en bakke og forbi det næste stoplys lige inden der bliver rødt.

Ned ad bakken kom jeg, fart kom der på, men under broen valgte en pige – som befandt sig i cykelstiens venstre side – at begynde at cykle. Langsomt og uden at se sig tilbage satte hun sig op på cyklen, slingrede ind over midten, over mod højre side og tilbage på midten igen.

Jeg bremsede op for at undgå at køre ind i hende, blev nødt til at overhale indenom – hvor jeg så igen måtte bremse op for ikke at køre frontalt ind i en kondiløber der fandt det helt naturligt at løbe på cykelstien frem for på det tomme og væsentligt bredere fortov.

Nåede gennem stoplyset mens det skiftede fra gult til rødt, og jeg så rødt, og trafikhadet var tilbage.

>Allerede på denne blogs dag 2 ser det ud til at konceptet nærmest smuldrer. Jeg har i dag cyklet gennem alle tre Farimagsgader helt nede fra Vesterbrogade til Østerbrogade – uden at se andre christianiacykler end dem der stod nydeligt og uskyldigt parkeret på fortovet ved cykelhandleren.

Ikke nok med det – jeg har cyklet 19,7 km i dag uden at blive udsat for nogen form for upassende opførsel fra mine trafikale omgivelser. Jeg var endda direkte heldig; da jeg skulle krydse en trafikeret vej ved en ret overset fodgængerovergang, kunne jeg liste lige efter en tyk mand der i en motordrevet kørestol var ude at lufte en lille brun hund. Da bilisterne så den relativt bløde trafikant, holdt de tilbage og lod mig slippe med over.

Og ja, hovedet på sømmet var vel at den skarpe forårssol lunede mine hænder og gjorde mig helt mildt stemt. Kort og godt en fiasko at den blog jeg i går døbte Trafikhad allerede i dag handler om trafikkærlighed.

>Da jeg for fem år siden flyttede til min nuværende adresse, indebar det blandt andet at jeg regelmæssigt kom til at cykle ad Øster, Nørre og Vester Farimagsgade. Det blev hurtigt klart for mig at dette sted har en væsentligt højere koncentration af christianiacykler end noget andet sted jeg har cyklet – ja, højere end på Christiania selv. Dette er uheldigt, eftersom Farimagsgaderne har hvad der må være nogle af Skandinaviens smalleste cykelstier. At overhale en christianiacykel på Nørre Farimagsgade føles som at sidde ved siden af en sumobryder på økonomiklasse.

Jeg besluttede ganske tidligt at notere hver gang det lykkedes mig at cykle af Farimagsgaderne uden at skulle passere en af rummelige familiecykler. Tiden gik, dage blev til måneder og år uden en eneste optegnelse, og først for relativt nylig – nærmere betegnet december 2005 – overgik det mig at cykle et godt langt stræk på såvel Øster som Nørre Farimagsgade uden at støde på andet end racercykler, mountainbikes, tandemer, bedstemorcykler og andre uskadelige fartøjer.

Siden da har jeg kørt adskillige – ja, fem måske – christianiacykelfri ture ad Farimagsgaderne. I denne blog vil jeg fremover indrapportere hver eneste gang dette overgår mig – og det vil samtidig være et vindue hvor alverden i øvrigt kan følge med i de uretfærdigheder der dag på dag bliver begået mod mig i trafikken.