>Så skete det igen. Et ægtepars kufferttrilleri på hovedbanens fliser overdøvede uden besvær hip hop-legenden på højeste lydstyrke. Men nu skal det være slut. I anledning af Jesu fødselsdag er jeg blevet udstyret med en musikafspiller som kan spille væsentligt højere, og jeg forventer at selv Chopins Nocturnes kan lukke fremtidige trafiklyde ude.

>

>

Disgruntled Commuter skrev for nogle dage siden et interessant indlæg om yndlingssæder i toget. Det har fået mig til at indse at også jeg har en yndlingsplads – og til at overveje hvilke faktorer der gør ét sæde i hele toget til det helt rigtige:

• Vognen: placeringen i forhold til hele togets længde er uden tvivl det mest afgørende parameter. Afhængigt af a) hvor man står på og b) hvor man står af – vil der være en bestemt ende af toget som giver den kortest mulige transport til fods på perronen for at komme til og fra stationens udgange. (Her skal for en ordens skyld nævnes det ikke attråværdige alternativ at vælge en tilfældig placering i toget og så trave gennem hele toget når man nærmer sig destinationen for at spare tid. Dette skaber uendelig irritation på linje med pensionisters blodprop-afværgende spadseren på midtergangen ved langdistanceflyvninger. Ulideligt og utilrådeligt.)
• Sædetypen: buspladser (dobbeltsæder på striber) eller firesæders-familiepladser? En klassisk dødssynd er når én tyk mand sætter sig på de sidstnævnte og dermed forhindrer større grupper i at sidde sammen. Mange anser ganske vist firesæders-pladserne for at være særligt attraktive pga. øget benplads, men selv foretrækker jeg dobbeltsæderne. Dels fordi risikoen for at komme til at dele med andre er mindre, dels fordi det skaber det bedste rum for morgenens avislæsning. Hvis jeg forsøger at læse en broadsheet-avis på et firepersoners-sæde, vil mine øjne lige over avisens kant møde mine medtrafikanters, hvilket giver en ubehagelig følelse af nærhed. På buspladser stirrer jeg bare ind i andre pendleres nakker (og skaber, indrømmet, sikkert en vis irritation ved at knitre med avisen i deres nakkehår).
• Togets side: det er også vigtigt at tage stilling til højre og venstre i toget. Her spiller to ting ind: hvis det er solskin, må man tage højde for verdenshjørnerne og ønsket om at sidde i sol eller skygge. Desuden arbejder rutinerede pendlere også med beregninger af i hvilken side flest passagerer stiger på undervejs og dermed hvordan man bedst muligt undgår selskab fra andre.
• Særlige features: moderne tog er delt ind i en lang række forskellige sektioner: ryger / ikke-ryger, hvilepladser, rejsende med dyr, familiepladser, første klasse og ikke mindst de såkaldte flexrum med kaffeautomater, cykelparkering, barnevognspladser og ekstra bagageplads. For den daglige pendler er de helt ordinære sektioner som regel at foretrække, da de særlige pladser ofte anvendes af urutinerede rejsende som til enhver tid er mere irriterende.
• Faste plageånder: endelig spiller de tilbagevendende medtrafikanter en betydelig rolle. Jeg citerer Disgruntled Commuter: “But there’s a problem with favourite seats – other people tend to have them too. In some cases this can lead to an unhealthy contention, a bit of jostling at the doors, sharp suited commuters racing each other down the aisle and elbowing little old ladies aside in their rush to be first for the prize.” Her må man altså tage stilling til om det bedste sæde er den daglige kamp værd (det er det som regel).

>Gus Jensen har en Nyhedsavisen-blog hvor han blandt andet har skrevet:

Christianiacyklerne er noget fanden har skabt. De gør både ungerne tykkere og gaderne grimmere. Nogen kræver at bilerne skal ud af byen. Jeg synes sgu de pokkers christiania-cykler burde udvises, så der er IGEN er plads på cykelstien. (læs resten)

Jeg kunne naturligvis ikke være mere enig. Der er bare én ting: der er stor tvivl om Gus Jensen overhovedet eksisterer – om han ikke bare er en fiktiv, karikeret kværulant der skal trække læsere til den nye avis’ blogservice.

Helt ærligt, hvor sjovt tror I det er at finde sin soulmate – og så opdage at han måske bare er en vits?

>Et regelsæt for fodgængere – jamen, jeg bakker naturligvis op.

>Jeg har med tilfredshed noteret mig at mine medtrafikanter efterhånden har lært at stille sig til højre på rulletrapperne.

Nu afventer jeg at de holder op med at placere deres kufferter til venstre for sig, så man alligevel ikke kan overhale.

>I dag tog jeg et tog 20 minutter tidligere end normalt. Under den slags omstændigheder sætter jeg min lid til Leonard Cohen alene. Uden ham ville mangen en togtur have været helt ubærlig.

Men han mødte i dag sin overmand. Skråt over for mig sad en asiatisk pige som med otte-sekunders intervaller stoppede chips i munden så højlydt at det overdøvede Leonard Cohen på maksimal lydstyrke.

>

Lørdag aften satte jeg mig op på min cykel for første gang i flere uger, og turen bød på det ene dilemma efter det andet.

På Jagtvej måtte jeg sætte farten ned og trække ud i venstre side af cykelstien, da en gruppe unge indvandrere var kommet op og slås. Eller rettere: de slog vist bare på én bestemt ung mand.

• Dilemma: skulle jeg stoppe op og forsøge at mægle (og forvente at få par på hovedet), skulle jeg ringe til politiet (og komme for sent til dette) , elller skulle jeg bare køre videre (og overlade konflikten til alle Nørrebro-børnefamilierne der traskede ned mod Døgn-Netto)?

Senere på aftenen stødte jeg på en hel flok af unge, tåbelige, fnisende, nissehuebeklædte gymnasieelever som alle kørte over for rødt i et stort kryds et sted på Frederiksberg. Og nej, ikke i et forsigtig ryk i et stille øjeblik, men midt i det hele og iklædt dytten fra adskillige taxaer. (I øvrigt et optrin der i mistænkelig grad minder om det min gæsteblogger var vidne til – mon det er årstiden?)

• Dilemma: skulle jeg holde på min ret og køre frem (og kollidere med syttenårig rødvinsbrandert) eller vente (og blive pissearrig, forarget og selvretfærdig)?

Og senere endnu gik en ung mand midt ud i et kryds på Bernstorffsvej og stod og blokerede for bilerne. Efter hans påklædning og alder at dømme, gætter jeg på at han var sådan en fesen digtertype der under en julefrokost havde opnået en eller anden stor og patetisk erkendelse omkring sit livs værd eller lignende; hans “blanke, stærke øjne” stirrede lige ind i forlygterne på en bil som var nødt til at stoppe helt op for ikke at køre ham ned. Efter lidt tid trådte en ældre herre ud af bilen og spurgte: “Er du stærkt beruset?”

• Dilemma: Skulle jeg gå ud til digterfyren og trøste ham med at han nok skulle blive lige så sej som Lars Bukdahl en dag (og høre på hans sentimentale / poetiske bevæggrunde for at stå der), skulle jeg kaste en flaske efter fjolset (og dermed bryde loven) eller skulle jeg bare køre min vej (og risikere at han blev kørt ihjel af en taxa)?

>I går var jeg simpelt hen så træt på grund af min transport med (i nævnte rækkefølge) S-tog, Intercity-tog, bus, bus, regionaltog, S-tog, bus, bus og taxa, og jeg magter slet ikke at skrive om hvor slemt det var. Heldigvis kom en ven mig til undsætning da han sendte mig en mail – som jeg har fået lov til at citere:

“Så er det fandema blevet jul, når 10 fulde damer i julefrokoststemning (eller polterabend eller noget lignende) iklædt nissehuer vælter ud midt på kørebanen foran mig – og ca 1000 biler – og med et knuser min ellers fredelige fredagseftermiddagskøretur hjem til Amager. Ja, og tilmed regnede det også. Desværre skete der ikke noget med damerne, selvom de fnisede så meget, at det fik mig til at ønske, at én af dem skulle falde og brække anklen. I så fald ville de også bare ødelægge den naturlige lavmælte stemning på skadestuen med deres altfortærende go’e humør.”

>”Der er kaffe og kage omme bagi!”

– Buschauffør i 154E