>Lortetaxachaufføren kunne ikke finde vej og kørte en omvej og anklagede mig for ikke at have sagt til i tide. Og bagefter, da jeg havde betalt min overpris for turen, sagde han sgu også “Ha’ en god aften”. Nej, makker, klokken er fire, og jeg har haft en god aften, men den sluttede ligesom da jeg satte mig ind i din vogn.

>I S-toget satte en lille og fantastisk søvnig mand sig over for mig. Han havde knap sat sig ned, før hans krop faldt sammen og hovedet faldt ned på brystet. Jeg prøvede at læse i min bog, men blev igen og igen distraheret af hans gentagne opvågnen og falden i søvn. På et tidspunkt var det ikke kun hovedet der faldt, men hele overkroppen der langsomt bøjedes forover. Til sidst var hans hoved få centimeter fra mit skød, og jeg spekulerede over hvordan andre passagerer ville opfatte scenen. Så vågnede han igen og tog sin telefon frem fra lommen. Men mens han forsøgte at læse noget på den nu åbne klaptelefon, så jeg igen hans skuldre afslappes og hovedet falde forover. Og i løbet af en periode på et par minutter så jeg hvordan telefonen uendelig langsomt gled ud af hans hænder. Til sidst – åndeløs spænding og total afbrydelse af læsningen – slap telefonen hans hænder og ramte gulvet med et afdæmpet klonk. Han vågnede lidt op, prøvede at bøje sig ned, men for at undgå endnu en lur med hovedet på mine lår samlede jeg telefonen op for ham. Han takkede hjerteligt og gav sig til at pudse telefonen i sine meget beskidte bukser. Herefter sov han trygt indtil Vesterport hvor han vågnede, opdagede at han var kørt for langt, steg ud og tog et tog tilbage mod hovedbanen.

>Der har været lidt stille på Trafikhad her på det sidste. Men jeg kan da lige rapportere at jeg i går eftermiddags – hvor regnen silede ned – på vej ned til busstoppestedet så to busser køre lige for næsen af mig.

>Det ville være fint hvis man kunne få at vide hvornår det går over. Jeg kan jo altså også bare tage et S-tog, det ville være hurtigere. Eller jeg kan cykle, eller hinke. Stadig hurtigere.

>I går var en mand usædvanligt ivrig for at nå RE 4571 mod Kalundborg. På rulletrappen stod en mor fint til højre – men med sin datter til venstre for sig, så manden ikke kunne komme forbi.

Han maste sig ind mellem dem og skubbede derved til begge to. Pigen – som nok var 10-11 år – fornemmede straks morens gryende vrede og benyttede lejligheden til at sætte i et hyl helt ude af proportioner med mandens puf. “Store klovn”, råbte moren. “Uuuhuuuuuuu”, supplerede datteren.

Men manden nåede ikke sit tog, og i den efterfølgende ret pinlige venten på perronen gik manden tilbage og sagde at han var ked af hvis han havde forskrækket pigen. Moren var stadig opfyldt af den krænkedes enorme harme og svarede manden uden spor af tilgivelse at dét havde han.

Selv prøvede jeg med sigende blikke at fortælle manden at han for min skyld også godt kunne have givet tøsen en lille lussing.

>

Med dette indlæg runder jeg nu post nr. 200 på Trafikhad. Anledningen skal naturligvis ligesom sidst benyttes til at afgøre hvem der har været den mest irriterende trafikant blandt de seneste 100 indlæg. Jeg har nomineret fem – gør din demokratiske pligt og stem på den værste:

• Strategen: Manden som gennem list og snilde udfyldte hele fire metrosæder.
• Piet Hein-togføreren: DSB-ansat med ordet i sin magt.
• Manden der brød naturlovene: En buspassager som tilsidesatte grundlæggende regler for diffusion.
• Pruthans: Stod bag årtiets fis.
• Chipsgnaskeren: En ondskabsfuld kinesisk kvinde der nedgjorde Leonard Cohen med snacks.

STEM HER
(åbner i et nyt vindue)

>Vi cyklede naturligvis til lufthavnen hvor vi skulle lette urimeligt tidligt om morgenen, og derfor kom vi nok også lidt sent derud, og på trods af tidspunktet var der lange, lange køer, og ingen af os havde prøvet at have cykler med i flyet før og var lidt usikre på hvordan vi lige fik skruet på styret, så det flugtede med hjulet, men vi fik det ordnet og stillede os op i køen, men der var langt igen, og det var tid til check-in, og til sidst måtte vi i panik få hjælp fra en tyk mand der tog sig af vores cykler, og vi nåede vores fly, men da vi nåede frem til Lissabon, ville jeg pumpe mine dæk, og så knækkede min ventil, og jeg havde ikke en ekstra slange med, og portugisere sælger kun knallertslanger, så på hele cykelferien kørte jeg rundt på en halvflad cykel.

>DSB holder øje med Plok.

De holder også øje med mig. Det kan jeg se ud af statistikken for domænet – der er nogen på DSB’s net der går ind og kigger af og til.

Gad vide hvordan det føles. Og hvorfor lægger de aldrig en kommentar?

>Man gør sørme status i dag. Se bare her og her og her. Selv kan jeg altså ikke overskue at gøre status over trafikåret 2006. Eller jo – lad der ikke være nogen tvivl om at det har været et festfyrværkeri af møgbilister, lamme christianiacykler, tog der ikke kunne køre, og medpassagerer med ubehagelige vaner. Men efter at jeg i går måtte passere dele af Magasins stueetage til fods er jeg simpelt hen stadig for arrig til at gå i dybden med et helt lortet trafikår.

I stedet vil jeg blot opfordre alle til at blive indendøre fra nu af og et døgns tid frem, så jeg kan komme ubesværet til nytårsfest og hjem igen.

Please?

>På vej ned af de lange rulletrapper på Kongens Nytorvs metrostation viser folk mere hensyn end normalt og rykker velvilligt til højre, da jeg vil passere. På afsatsen i midten ser jeg et tog holde med åbne døre. Så skal der fart på. I huj og hast videre ned, flere rykker til side, og jeg er næsten nede.

Og dér er det slut med velviljen. En kvinde i pels har stillet sig til venstre, skråt bag en stillestående mand, så jeg må stoppe op og overgive mig til rulletrappens sneglefart. Toget holder der stadig, sekunderne går meget langsomt, damen i pelsen når ned, et sekund efter er jeg nede og springer skråt ind foran manden, løber – og når ind i toget.

Her mødes jeg af overbærende smil. Dørene er stadig åbne, og toget rykker sig ikke. Og mens jeg står der, og ingenting sker, bliver jeg nu en del af flokken der står og ser på flere passagerer der midt på rulletrappen opdager toget, sætter farten op, maser sig forbi hinanden og i beundringsværdige spring når lettede ind i det stillestående tog.