>På behørig afstand af ondskabens akse, også kendt som Vester, Nørre og Øster Farimagsgade i København, har jeg her til formiddag kølig distance nok til at forsøge at forholde mig mere objektivt til dens christianiacykeltrafik end når jeg befinder mig direkte i de ulykkelige færdselssituationer hvor disse cykler er involveret.

Mit spørgsmål tager i virkeligheden ikke alene udgangspunkt i at der er så mange christianiacykler på Farimagsgaderne, men lige så meget at der så ikke er flere i resten af byen. Det er den lokale koncentration, ghettodannelsen, der undrer mig. Ingen løfter et øjenbryn over at se fem fulde grønlændere incl. schæferhund eller nitten teenagere med iPods på denne strækning; der er relativt set lige så mange i resten af byen.

Men et forsigt skøn er at Farimagsgaderne udgør cirka 20-25% af min almindelige cykeltur – og at måske 80% af alle christianiacykler bliver observeret netop hér.

Den oplagte, simple begrundelse er at det er folk der bor netop hér som foretrækker de trehjulede transportcykler. Hvis du er filminstruktør, klummeskribent, madanmelder eller karakterskuespiller, er der med andre ord exceptionelt stor sandsynlighed for at du ejer en christianiacykel. Men dette implicerer jo samtidig at disse mennesker ikke bevæger sig uden for ghettoen! Er det sandsynligt at de bare kører ned til Emmery’s og tilbage igen? Frem og tilbage, frem og tilbage, med vognen fulde af racehunde og kartoffelrækkebørn?

Eller er der tale om at bemeldte kulturelite har hyret statister (med penge fra Det Danske Filminstitut, givetvis) til at cykle rundt i kvarteret for at fastholde billedet af dem selv som økologer, humanister og kulturradikale – mens de selv accellererer ud ad Nørre Søgade i deres Volvoer?