>Jeg har nu i mere end fire døgn forsøgt at tie en forfærdelig oplevelse ihjel. Det er ikke lykkedes. Den har forfulgt mig dag og nat, og nu bringer jeg den helt op til overfladen i et forsøg på at kunne lægge den bag mig én gang for alle.

Det handler om et sygt, sygt menneske som jeg stod ved siden af i bussen tirsdag morgen. Bussen var fyldt til det punkt hvor chaufføren holder op med at messe at man skal rykke længere tilbage i vognen. Jeg stod næstforrest i bussen – den eneste foran mig var ham, manden som ikke overholdt reglerne for diffusion. Universelle regler som gælder salt i vandglas, mælk i kaffe og mennesker i busser.

Det er faktisk ikke så kompliceret. Diffusion er den proces der sker når der er en høj koncentration af en type molekyler eller partikler ét sted, og en lavere koncentration rundt om. Partiklerne / molekylerne vil konstant bevæge sig, men de vil nødvendigvis i højere grad bevæge sig mod det sted hvor koncentrationen er lavest – og dermed i løbet af kort tid sprede sig jævnt.

Dette skete ikke i bussen. Fra min plads og bagud i bussen var koncentrationen af passagerer eksceptionelt høj, dog jævnt fordelt. Men foran mig var den syge mand, og foran ham var der ingenting. Der var 40-50 cm forrest i bussen som stod ubenyttet hen. Og manden ignorerede naturlovene og blev stående, endda vendt væk fra køreretningen og lige mod mig, åndende ubehagelige dunster ind i mit forsvarsløse ansigt som givetvis stadig har båret svage aftryk af min hovedpude.