>Kender I røverhistorien om Abraham der drog op på et bjerg for – efter Guds ordre – at ofre sine eneste søn Isak? Netop da Abraham rakte ud efter sin kniv for at slagte Isak, skete dette:

Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

Omtrent dét har jeg netop oplevet.

Gårsdagens og nattens snefald havde skabt en stærk forventning om at morgenens togtur hverken ville blive kort eller behagelig. Hjemmefra havde jeg tjekket både Byens Puls og Banedanmarks side med uregelmæssigheder – begge var naturligvis nede. Men Politiken kunne da med dommedagsskrift berette at “Snestormen lammer al trafik”. Hurra!

Alt talte for at blive hjemme i dag. Bortset fra ét vigtigt møde i eftermiddag – et møde som jeg ligesom skulle være vært for og ikke så godt kunne skippe.

Så som Abraham gjorde jeg min pligt og drog frysende gennem snedriver og isglatte fortove ned til stationen. Toget kom ikke. Afgangstavlen viste panikmeddelelser om aflysninger, skiltene på perronerne bad passagerer se destinationen på S-toget, og stemmen i højttalerne læste opgivende op fra afgangstavlen. Men havde jeg noget valg? Nej. Jeg måtte gennemføre rejsen.

Men da råbte herrens engel til mig fra himlen. Og englen – i form af en af de eksterne deltagere til eftermiddagens møde – meddelte mig pr. mobiltelefon at de havde valgt at aflyse besøget. Nu ved jeg at du frygter dine overordnedes overordnede og end ikke vil nægte mig dit nærvær i dette herrens vejr! Ja, det sagde hun ikke, men det var alligevel det jeg hørte hende sige.

Så traskede jeg lettet hjem gennem sneen og sidder nu med tæerne på radiatoren og overvejer om jeg skal gå ud og lave mig en kop kaffe eller en kop kakao.